niko k jun22 1

Nikolaj Kunsthal har åbnet et helt nyt udstillingsrum, der er dedikeret unge kunstnere og kuratorer. Vi kalder det Platform. Ruby Mariama Laura Andersen Ndoye og Aysha Amin indtager - som den tredje kunstner-/kuratorduo i rækken - Nikolaj Kunsthals nye udstillingsrum fra 3. juni til 17. juli.

Hvordan dyrker vi vores selvbillede i fremtiden? Bør kapløbet om at blive det ultimative supermenneske stoppes? Skruer vi op for funktion frem for form? Hvilke karakterer og roller tager vi med os ind i fremtiden? Skriver vi den sorte krop ind i fremtidens historie?

Ruby Mariama Laura Andersen Ndoyes kunstneriske arbejde er bygget op omkring historiefortælling og spekulativ menneskelig evolution, som hun undersøger ud fra ideen om, at mennesker og væsener spiller forskellige roller i forskellige miljøer og derfor udtrykker sig og fremstår i forskellige former.

Udstillingstitlen Amalgamation No. 7 stammer fra ordet amalgamation, hvilket betyder processen at kombinere og forene. Nummeret syv refererer til et norsk folkeeventyr Den syvende far i huset og til de syv hoveder i udstillingen. I reference til fortællingen lægges der særligt vægt på det sidste hoved af de syv eller det sidste eksperiment som led i evolutionen.

I Ndoyes univers har mennesker på trods af teknologi og biologiens progression valgt at beholde gamle traditioner og ritualer i en slags nostalgipsykose. For selv om mennesket fremstår mere robust og optimeret, eksisterer der stadig en længsel efter det gamle.

Igennem keramiske portrætter og et helligt alter med en fremmed gud dannes rammen for vores drømme om fremtiden. Vores drømmende, visuelle univers er altid et spejlbillede af, hvad vi ser og oplever gennem livet.

Universets sjæl er især vigtig for Ndoye, og hun interesserer sig for forskellige rum og steders atmosfære. Hvordan kan mørke og mystik injiceres i et univers, uden at det bliver for konkret og synligt? Er det noget, der opstår i publikums kroppe?

Ndoyes ide er at invitere publikum ind i et af sine mange universer, der her er drømmende og observerende. Hendes univers kan ses som et åbent fortolkningsrum, hvor man kan forsvinde ind i alternative fortællinger, man selv skaber ved at være i rummet.

Ruby Mariama Laura Andersen Ndoye og Aysha Amin kan opleves som en del af Platform i perioden 3. juni til 17. juli. 

niko k jun22 2

Aysha Amin, kurator

Udstillingsrummet Platform er støttet er Det Obelske Familiefond.