nik k maj22 3

The Less Unsustainable Talkshow * Mette Riise & Rebecca Krasnik  
Hvilke fortællinger om klimakrisen, grøn omstilling og bæredygtighed findes i vores samfund i dag? Hvad beror de sig egentlig på, og hvem er fortælleren i dem? Det er spørgsmål som disse, kunstner Mette Riise nysgerrigt undersøger i hybrid-filmværket The Less Unsustainable Talkshow. Filmen, der er en del af det nye udstillingsinitiativ Platform, kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 9. april til 22. maj 2022. 

Nikolaj Kunsthal har for nyligt søsat projektet Platform, der er et nyt udstillingsrum dedikeret til unge kunstnere og kuratorer. Kunstner Mette Riise og kurator Rebecca Krasnik præsenterer fra 9. april filmværket The Less Unsustainable Talkshow, hvor fortællinger om grøn omstilling og økonomisk vækst bliver sat på spidsen, vendt på hovedet og skilt ad. 

nik k maj22 1

I værket The Less Unsustainable Talkshow forsøger filmens hovedperson, der spilles af kunstneren selv, på tragikomisk vis at producere et talkshow, der skal reaktualisere miljørapporten The Limits to Growth fra 1972. Men talkshowet bliver hurtigt lige så absurd og usammenhængende, som løftet om en bæredygtig fremtid viser sig at være. For giver det overhovedet mening at snakke om bæredygtighed i et kapitalistisk samfund, der bygger på en søgen efter uendelig vækst, når vi lever på en jord med begrænsede ressourcer?  
Med dokumentariske greb og fiktiv iscenesættelse skaber Mette Riise med filmen en kritisk satire, der belyser Vestens behov for nye alternative historiefortællinger. Filmen fremlægger Mette Riises omfattende research og inddrager både klimaforskere og journalister, bl.a. Jørgen Randers og Clive Spash samt artikel af klimajournalisten Martin Bahn. Mette Riise belyser således de stemmer, økonomiske systemer og magtstrukturerer, der ligger bag vores klassiske fortællinger og verdensopfattelser. 

nik k maj22 2

The Less Unsustainable Talkshow kan opleves i Nikolaj Kunsthals udstillingsrum Platform fra 9. april til 22. maj 2022. 

Fotograf Mads Holm m.fl.