den fr dec3

Udstillingen præsenterer nye værker af Nanna Abell, Nina Beier, Hannah Heilmann, Sophia Kalkau, Marie Lund, Rasmus Myrup, Tal R, Jytte Rex, Torben Ribe og Sif Itona Westerberg. Ud fra hver deres unikke kunstneriske ståsted forholder de sig til Anne Marie Carl-Nielsens kunstnerskab via så forskellige berøringsflader som form over tematik og motivverden, til livsverden og materialitet, og fra kendte rytterstatuer til aldrig realiserede værker.

De greb, kunstnerne bruger, varierer ligeledes, fra opløsning af hierarkier til tvist af former og radikale ændringer af skalaforhold. Tilsammen repræsenterer de ti kunstnere en stor spredning på den nationale kunstscene når det kommer til medier, udtryk og metoder og ARVEN - efter Anne Marie Carl-Nielsen tilbyder derfor vidt forskellige blikke på Anne Marie Carl-Nielsens værk og forankrer det i vores samtid.

Udstillingsperiode: 27. november 2021 – 6. marts 2022

den fr dec4

Gipsskulpturer vrider sig om egen akse, og fem meter høje skikkelser i ålegræs slynger sig om hinanden. Udstillingen ARVEN - efter Anne Marie Carl-Nielsen byder blandt andet også på landbrugsmaskiner, havfruer, ophobninger af marmoræg, pastose malerier med inspiration fra kagekunsten og 42 bemalede loftsdøre, der tematiserer vores købemani. Udstillingen giver nye perspektiver på en af de største danske billedhuggere Anne Marie Carl-Nielsen, og forbinder hendes historisk vigtige og særegne kunstneriske udsagn til en samtidig kontekst af markante nulevende billedkunstnere.

Tekst og foto: Den Frie