det lil teater sep1

 DET HANDLER OM AT TURDE 

Det Lille Teater har premiere på forestillingen Hurtige fødder.
Et fodboldeventyr om venskaber der får os til at tro på os selv.
Premiere den 16. september 2021 på Det Lille Teater.

Illustration:Thit Thyrring

Hurtige Fødder – et fodboldeventyr
Hurtige Fødder er en musikalsk forestilling for de 4-10-årige. Den har premiere d. 16. september
på Det Lille Teater

Drengen Snorre er den vildeste fodboldfan. Han ved alt om spillere, trænere og legendariske kampe. Selv tør han ikke spille fodbold med de store børn i gården, og i stedet dribler han rundt i stuen sammen med sin far.

En dag, hvor Snorre har glædet sig til at se den ultimative fodboldfinale, tårner forhindringerne sig op og det ser ud til ikke at lykkes. Men i sidste øjeblik kommer Snorres livlige ven, Barcy, på banen. Med sig har hun en magisk fodbold og pludselig befinder de to sig på stadion, hvor de selv udspiller den afgørende kamp!
Trods perfekthedskulturen
Der er mange børn, der ikke tør kaste sig ud i noget nyt og ukendt. De er bange for at dumme sig, bange for, at de ikke er gode nok. Hurtige Fødder er en opmuntring til dem, om at trodse angsten og perfekthedskulturen og begive sig ind i kampen. Og ikke bare i fodboldkampen, men alle de andre ting i livet, der også kan virke svære.
En af de ting, der hjælper Snorre med at finde selvtillid og modet, er hans fantasi. ”Fantasien får Snorre til at tro på sig selv”, fortæller instruktør Mia Lipschitz.” Gennem den, personificeret i vennen, Barcy, kan han folde alt det ud, der ligger inde i ham: Styrken, viljen og modet - som til allersidst hjælper ham ned på fodboldbanen i gården, hvor han ikke før turde spille med de andre børn”.
Hurtige Fødder er skrevet af dramatikeren Camilla Hübbe, og er første forestilling under hendes ledelse af Det Lille Teater. DJ og komponist Turkman Souljah har ledsaget Snorres fantastiske rejse med rytmer og musik.
DET KUNSTNERISKE HOLD
Camilla Hübbe har siden den 1. oktober 2020 været teaterleder af Det Lille Teater og Marionet Teatret. Ved siden af sit lederskab er Camilla Hübbe forfatter og dramatiker. Hun har siden 2006 skrevet romaner til børn og unge, samt dramatik – herunder har hun blandt andet været hovedforfatter på TV2 julekalenderen Tvillingerne og Julemanden (2013/18). Camilla Hübbe er senest kendt for ungdomsromanen NORD fra 2017, der blev præmieret som en af årets 10 bedste bøger af Statens Kunstfond. I 2018 skrev hun Nøddeknækkeren til Teatret Maskens jubilæum. Mia Lipschitz instruerede.
Mia Lipschitz er uddannet Instruktør fra Den Danske Scenekunstskole i 2008, og står bag instruktionen af Hurtige Fødder. Hurtige Fødder er Mia Lipschitz’ første forestilling på Det Lille Teater. Siden 2008 har Mia Lipschitz instrueret et hav af forestillinger på større og mindre scener overalt i landet, herunder de to reumertvindende ungdomsforestillinger Fucking Åmål, Jeg er Silas samt Den Sommer Far Blev Homo – alle tre med projektteatret Hils Din Mor. Mia Lipschitz har stor erfaring med at iscenesætte ny dansk og udenlandsk dramatik. Næste år instruerer hun bl.a musicalen Sugar for Ålborg Teater. Hun underviser desuden på DDSKS Skuespil og Dramatisk Skrivekunst, Århus.
Scenograf Mona Møller Schmidt er uddannet scenograf og kostumedesigner fra Den Danske Scenekunstskole. Hun har arbejdet som freelance scenograf siden 2009, på forskellige scener rundt om i Dan-mark. Hun har blandt andet designet scenografi til Landet som ikke er på Teatret ved Sorte Hest i 2018, Horse inside out på ARos i 2020 og Sisters Academy på Den Frie udstillingsbygning.
Lysdesigner Mads Lindegaard er uddannet i lysdesign fra Den Danske Scenekunstskole i 2008. Mads Linde-gaard blev fastansat lysdesigner på Aalborg Teater og har siden 2012 arbejdet freelance i Danmark og Sverige inden for teater, dans og musikforestillinger. Af forestillinger kan nævnes den Reumert vindende Beton på Aalborg Teater, Vildanden på Det kongelige Teater, Clusterfuck Göteborg Opera, Yahya Hassans Digte på Mungo Park Kolding, Babettes Gæstebud Østerbro Teater, Dylan Sellskäpet på Malmö Stadsteatern samt Jello Shot og Gogler­
på Det Kgl. Teater i sæson 2019/20.
Komponisten Turkman Souljah – der til dagligt går under navnet Lawand Shakur Othman – er producer, klassisk komponist og DJ, og har de sidste år også optrådt på teatrenes scener. Turkman Souljah stod blandt andet på scenen, og styrede set-listen, under Christian Lollikes musikforestilling 68 på Det Kgl. Teater i 2018, og han har netop også produceret musik til danseforestillingen ANTS 1+1=3, som spiller på Dansekapellet i København, med premiere i september 2021.
Tryggvi Sæberg Björnsson er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2021. Tryggvi Sæberg Björnsson har blandt andet spillet med i Livstidsgæsterne på Betty Nansen Teatret i 2020, hvor han var i praktik som skuespilstuderende. Hurtige Fødder er Tryggvi Sæberg Björnssons debutforestilling.
Karla Løkke er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2020. Karla Løkke havde sin teaterdebut i forestillingen Mit Navn Er Greta på Aveny-T i 2021, hvor hun som eneste spiller på scenen – Clara – der drog ud for at være som sit idol: Greta Thunberg.
Ernesto Carbone er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2004. Siden da har han arbejdet som skuespiller på diverse små og store scener rundt om i Danmark, blandt andet på Det Kongelige Teater, Betty Nansen Teatret, Teater Grob og Team Teatret. Det er Ernesto Carbones første gang på Det Lille Teater.
PRAKTISK INFORMATION OM FORESTILLINGEN
Spilleperiode: den 16. september – 7 november 2021
Spilletider: tirsdag-fredag kl. 10.00 og 11.30, lørdag-søndag kl. 13.30 og 15.00
Varighed: ca. 45 min. – uden pause
Målgruppe: 4-10 år
Dramatiker: Camilla Hübbe
Instruktør: Mia Lipschitz
Scenograf: Mona Møller Schmidt
Komponist: Turkman Souljah
Lysdesigner: Mads Lindegaard
Skuespillere: Tryggvi Sæberg Björnsson, Karla Løkke og Ernesto Carbone
Teknik: Brian Kousgaard Kristensen & Sven Buse