folkemode1

I samarbejde med Folkemødet Bornholm inviterer de fire folkeoplysende foreninger Dansk Folkeoplysnings Samråd, Folk & Sikkerhed, Grundtvigsk Forum og Grænseforeningen til folkemøde i Vartov ved Rådhuspladsen i København. Arrangementet finder sted torsdag 17. juni og er derudover en del af Folkemødet Bornholms digitale program.

Som noget særligt i år kommer Folkemødet Bornholm til København. Det sker torsdag 17. juni, hvor de fire folkeoplysende foreninger Dansk Folkeoplysnings Samråd, Folk & Sikkerhed, Grundtvigsk Forum og Grænseforeningen i samarbejde med Folkemødet Bornholm er værter for en dag i demokratiets tegn i Vartov, København. Her vil mere end 20 folkeoplysende foreninger arrangere debatter, talks, koncerter m.m. fordelt på tre scener i tidsrummet 9 til 22.
Lise Korsgaard, sekretariatsleder i Grundtvigsk Forum, glæder sig over, at det er lykkes at stable et folkemøde i Vartov på benene som supplement til Folkemødet Bornholm, der i år afholdes i begrænset omfang på grund af coronapandemien:
”Vi har i de seneste mange måneder manglet at kunne mødes og diskutere dét, der har betydning i vores samfund. Her er Folkemødet Bornholm et helt essentielt samlingspunkt, og vi er derfor glade for, at vi kan arrangere et folkemøde her i Vartov i København, når vi nu i år ikke kan samles lige så mange i Allinge, som vi plejer”, siger hun.
Michael Voss, chefkonsulent i Dansk Folkeoplysnings Samråd, (DFS), glæder sig ligeledes:
”Det er folkeoplysningen og det fællesskab, der ligger heri, som skal være med til at bringe Danmark videre ovenpå coronapandemien. Vi håber, at mange har lyst til at komme forbi Vartov og være med til at skabe lidt folkemøde-ånd midt i København”, siger han.
Camilla Laudrup, direktør i Foreningen Folkemødet, siger:
”Det er utroligt dejligt, at der er så mange, der bakker op om den digitale udgave af Folkemødet i år, for behovet for demokratisk debat er ikke blevet mindre under pandemien. Der er jo desværre en begrænsning på, hvor mange der kan deltage i den fysiske del Folkemødet i Allinge i år, så det gør mig glad, at der kommer gang i den demokratiske debat rundt omkring i landet – også i Vartov i København”, udtaler Camilla Laudrup. 
Folkemødet Bornholm finder i år sted i Allinge fra torsdag 17. juni til lørdag 19. juni i en nedskaleret udgave som følge af corona-restriktionerne for store forsamlinger. Man har derfor valgt at supplere det fysiske Folkemødet Bornholm med et digitalt program om torsdagen, hvor aktører fra hele landet kan byde ind med live-streamede debatter med mere. Folkemødet Bornholm i Vartov er en del af det digitale torsdagsprogram, og størstedelen af arrangementerne vil blive livestreamet på Folkemødet Bornholms digitale platform www.folkemødet.dk.
Det er gratis at deltage i Folkemødet Bornholm Vartov. På grund af corona-restriktioner er der begrænset antal pladser. For at være sikker på at få adgang, kan du hente en billet til arrangementet www.grundtvig.dk/folkemoede. Alle gæster til Folkemødet i Vartov vil blive bedt om at fremvise et gyldigt coronapas.
For yderligere information: Lise Korsgaard, sekretariatsleder, Grundtvigsk Forum, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. / Tlf.: 5356 6459