niko k juni1 copy

I forbindelse med årets WorldPride er Nikolaj Kunsthal aktuel med to udstillinger, der beskæftiger sig med køn, seksualitet og identitet. Allerede fra 29. maj kan du opleve den dansk-tyske duo Lau & Maak, og i midten af august føjes Lotte Nielsens film Marina til programmet. Begge udstillinger kan opleves frem til 22. august. 
I anledning af WorldPride 2021 viser Nikolaj Kunsthal to udstillinger, der beskæftiger sig med LGBTQ+ i henholdsvis en historisk og politisk ramme.

Lasse Lau & Flo Maak: Fairy Tales (29. maj - 22. august)
I udstillingen Fairy Tales præsenterer kunstnerne Lasse Lau og Flo Maak tre værker om seksualitet og identitetsskabelse. Ofte tager Lau og Maaks værker udgangspunkt i privatsfæren ved for eksempel at bruge køkkenet, madvarer eller sexlegetøj som markører, der direkte eller indirekte kommenterer LGBTQ+ personers vilkår gennem tiden. Ved i udstillingen at benytte symbolerne en knytnæve, en stuebirk og hanen kendt fra Kelloggs’ cornflakes iscenesætter kunstnerduoen temaerne sex, køn og aktivisme på en humoristisk og tankevækkende måde. Udstillingen er skabt i anledning af WorldPride 2021, som i år afholdes i København. 

niko k juni2

Udstillingen er placeret i Nikolaj Kunsthals Tårngalleri og kan opleves i perioden 29. maj - 22. august 

Kort om Lau & Maak 
Lasse Lau (f. 1974 i Danmark) og Flo Maak (f. 1980 i Tyskland) har samarbejdet siden 2006. De bor og arbejder hhv. i Brooklyn og København samt i Berlin. Deres værker har været vist i Mexico, USA, Tyskland, Danmark og Sydkorea. 
Lotte Nielsen: Marina (12. august - 22. august) 
Filmen Marina tegner et portræt af den transkønnede Marina, der arbejder som laboratorietekniker på en fabrik uden for Skt. Petersborg. Hun drømmer om at skifte sit job ud med en karriere som professionel sanger, men har store kvaler med sin stemme, som, hun på trods af østrogenbehandling stadig synes, er for maskulin. Ligesom sin lille vennegruppe, der alle identificerer sig som LGBTQ+-personer, bor hun i Skt. Petersborg under Putins anti-LGBTQ+-regime.  
Gennem dokumentariske og fiktive sekvenser følger filmen Marinas vej mod en sangkarriere og en fuld transition. Selvom filmen handler om en konkret person, er det også en film om identitet, ensomhed og livsværdier, der bliver fortalt med kunstens og æstetiske virkemidler, som bidrager med et andet blik end traditionelle mediers behandling af emnet. Filmen foregår i Rusland for at tydeliggøre, hvor vanskelige forhold mange minoritetsgrupper i andre lande lever under - ikke mindst i Rusland. 

niko k juni3 copy 
 
Marina har premiere i Nikolaj Kunsthal og vises under WorldPride 2021, som foregår i København d. 12.-22. august 2021. Filmen installeres på et stort dobbeltprojektionslærred i Nedre Galleri, som understøtter filmens drama og æstetik. 
Kort om Lotte Nielsen 
Lotte Nielsen bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Royal College of Art i London og har en BA i Art Practice fra Goldsmiths i London. I 2017 fik Lotte Nielsen stor ros for filmtriologoen YAOI – København, Istanbul, Long Island, som æstetiske og sanselige undersøger relationerne mellem teenagere i LGBTQ+-miljøer i forskellige dele af verden.