Ib Antoni.
Københavns Museum åbnede for nyligt en udstilling, som handler dels om Ib Antonis plakater, men også om Ib Antoni som person. Københavns Museum har dermed skabt en helt utroligt spændende udstilling, som kan ses på forskellige måder alt efter temperament.
Man kan se udstillingen som en kunstudstilling, hvor man kan nyde Ib Antonis plakater, som de fine kunstværker, de er, og med den specielle humor, som han i enestående grad kunne formidle, gennem sine plakater, for plakater var hans helt særlige domæne.
Man kan også se udstillingen som en fortælling om et menneske, der trods sin beskedne barndoms kår i Esbjerg havde en enestående evne og talent til at bryde ud og skabe noget, som nok var særlig dansk, men som samtidigt og åbnede sig ud til den store verden, som han drog ud til, for at sætte sine egne spor dér. Det er også fortællingen om en lidt vild og charmerende person, der levede fuldt ud og tragisk til sidst endte sit liv i den store frygtelige brand, da Hotel Hafnia i Vester Voldgade gik op i flammer i 1973.
Så kan man også gå på udstillingen for at betragte den kommercielle side af Ib Antonis arbejder. Der kan ikke herske tvivl om, at hans arbejder skabte enorm interesse i det store udland for at blive turister i ”Wonderful Copenhagen”, sådan som turistindustrien ønskede sig. At skabe en forretning af så fin og sober kvalitet, og som ikke var kompromissøgende, så vidt man kan se, er fantastisk beundringsværdigt, så den side af udstillingen er nok en tanke værd. Mange firmaer har i øvrigt også haft glæde af Ib Antonis kunst.
Endelig kan man også bare gå ind og se det hele blot for at nyde helheden i det univers, Københavns Museum har beriget København med, med denne udstilling, som løber frem til den 31. oktober.
TEKST: FLEMMING LEHRMANN