tivoli himmel

Rejsende i Himmelskibet i Tivoli fik en lidt længere tur end planlagt.

Det bekræfter Tivolis pressechef, Torben Plank.

»Der har igen været driftsstop,« siger han.

Det er ikke første gang, at gæster i haven har fået ekstra god tid til at nyde udsigten over byen. I sommer skete det flere gange på samme uge, at Himmelskibet gik i stå.

Ifølge Torben Plank er det dog 'helt udramatisk'.

»Ind imellem er der driftsstop. Det skyldes de meget følsomme sikkerhedssystemer, som reagerer, hvis der er det mindste,« siger han.

Det kan være alt fra blæst, en fugl eller lignende, der får sikkerhedssystemet til at blokere forlystelsen, forklarer pressechefen og forsikrer, at der lørdag ikke var nogen dramatisk årsag til, at forlystelsen stod stille i små ti minutter.

Alle pladser i forlystelsen var besat, men alle gæster er nu nede i god behold.

»Gæsterne tog det fint, og beredskabet fungerede som det skal,« forsikrer han.