smk okt26

Nye rammer for

DANMARKS KUNSTSAMLING

Vi har en stor nyhed, som vi har glædet os til at dele med dig.

Over de kommende år fornyer vi vores faste udstillinger. Vi renoverer og nytænker udstillingssalene, udskifter kunsten og skaber rum for nye fortællinger og perspektiver.

Det betyder, at vores fire samlingsudstillinger Europæisk Kunst 1300-1800, Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900, Dansk og International Kunst efter 1900 og Fransk Kunst 1900-1930 vil lukke ned på skift og åbne igen i tre etaper i perioden 2027-2029.

Direktør Astrid la Cour siger om projektet: ”SMK rummer en rigdom af kunstneriske udtryk. Danmarks største kunstsamling tilhører os alle, og udstillingerne af samlingen skal kunne forandre sig i takt med kunsten, forskningen, samfundet og de mennesker, der bruger museet.”

Projektet handler altså ikke kun om at vise mere kunst, men om at give kulturarven mere opmærksomhed og mere omsorg – og derigennem tage vare på det, vi allerede har, og det, der binder os sammen.

Fortvivl ikke! Museet er åbent i hele projektperioden og vi har fortsat særudstillinger, arrangementer, SMK Fridays og meget mere på programmet.

Tekst og foto: SMK