Flere gange er tidsplanen skredet, men nu er åbningsdatoen klar for Københavns nye biograf under åben himmel. Efter sommerferien åbner open air-biograf og udendørs udstilling på toppen af Filmhuset.
Ny biograf åbner midt i København - med en helt formidabel udsigt
Byggeriet har været længe undervejs, og projektet har været forsinket flere gange.
Men nu skulle det være sikkert og vist, at den nye open air-biograf på toppen af Filmhuset i Gothersgade, inden længe vil være klar til at tage imod gæsterne.
Den nye tagterrasse, Filmtaget, åbner for publikum 16. august med udendørs bio, udstilling, legeområde, spiseri og bar – og en formidabel udsigt over byen.
På den 1700 m2 store tagterrasse kan man se film, udforske den danske filmskat, opleve byen fra nye vinkler og nyde et let måltid.
- Ambitionen er at gøre Filmtaget til et nyt samlingssted fyldt med levende filmformidling, siger Filminstituttets vicedirektør, Jakob Buhl Vestergaard, i en pressemeddelelse.
Himmelbio
I open air-biografen Himmelbio vil der i dagtimerne være walk-in-biograf, hvor man kan se kortfilm og dokumentarfilm. Om aftenen og i weekenderne vil der være biografvisninger med entré, målrettet både voksne og børn.
En række interaktive udstillingspavilloner præsenterer højdepunkter fra filmmediets fødsel og frem til i dag.
Bliver man sulten eller tørstig undervejs, er det Meyers Spiseri & Bar, der leverer mad og drikke.
Det var oprindeligt planen, at Filmtaget skulle åbne i 2021, men projektet er blevet udskudt flere gange.
Det er Ejendomsselskabet Gothersgade 55, som er ejet af Egmont, der er bygherre på tagterrassen i samarbejde med Filmhuset.
Filmtaget er åbent året rundt fra kl. 10-23, og der er gratis adgang.
Udsigten fra taget.
Filmtaget ligger på Gothersgade 55, på toppen af Filminstituttet og Cinemateket – også kendt som det gamle Gutenberghus
Arealet er 1.700 kvadratmeter
Det er gratis at se filmudstillingen. Man skal bestille billetter for at se film i open air-biografen Himmelbio, der er et supplement til Cinematekets biografsale og har 127 pladser
Kilde: Det Danske Filminstitut – Foto: DDF