Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

niko k dec23

Emilie Alstrups kunstneriske praksis kredser omkring samspillet mellem biologi, teknologi og transformationer af den menneskelige krop. Ledsaget af kurator Anna Bak indtager hun fra midten af december Platform og omdanner det til noget, der minder om et dystopisk terrarie, der artikulerer etiske og moralske dilemmaer forbundet med den teknologiske udvikling og stræben efter menneskelig optimering.

I udstillingen MANTIS - der er årets sidste udstilling i Platform - tager Emilie Alstrup afsæt i fænomenet exoskeletter, en betegnelse for et ydre skelet der beskytter det bløde og sårbare indre. Modsat mennesket, der har et indre skelet, som opretholder vores bløde, ydre krop, har de fleste insekter et exoskelet. Et eksempel er insektet knæleren, som udstillingens titel refererer til. Knæleren (Mantis religiosa) er et effektivt rovdyr, der kan sidde helt ubevægeligt og smelte sammen med omgivelserne. Dens forben er nogle af de mest virkningsfulde fangstredskaber i dyreverdenen. Knælerens anatomiske udformning har inspireret til udviklingen og skabelsen af exoskeletter designet til den menneskelige krop.  

Den optimerede krop 
I århundreder har vi mennesker orienteret sig mod naturen, herunder insekter, for at finde inspiration til optimering af vores egne kroppe og fysiske evner. Dette koncept kaldes biomimetik. Exoskeletter er et eksempel på udviklingen af en mekanisk ramme, der kan tilføjes det menneskelige legeme og er designet til at forbedre styrke, bevægelighed og beskyttelse. Disse exoskeletter kan bruges i en række applikationer, fra medicinsk rehabilitering til militær brug. 
 
Legemligt fravær 
I Emilie Alstrups udstilling træder vi ind i et mørkt rum, hvor nogle små øer i rummet fremhæves under spotlys og laboratorie-lignende lamper. Der ligger nogle gennemsigtige skaller spredt i rummet, skaller der i størrelse og form passer til en menneskekrop, men i højere grad ligner resterne fra et hamskifte af et gigantisk insekt. Hulrummet i de gennemsigtige skaller vidner om det legemlige fravær, de er lavet til at beskytte noget, men som de ligger efterladt i rummet, har de enten ikke levet op til deres formål eller omvendt været det mest resistente, som nu står ensomt tilbage, som genfærd for en tabt kamp.  
 
Den dystopiske iscenesættelse, Emilie Alstrup benytter til sine skulpturelle konstellationer, peger på de etiske og moralske dilemmaer, der kan være forbundet med vores teknologiske udvikling, spørgsmål om ansvar, kontrol og hvor langt vi kan gå i transformationen af vores biologiske krop og stadig kalde os mennesker.  
 
MANTIS, der er Emilie Alstrups første soloudstilling i Danmark, er skabt i samarbejde med kurator Anna Bak. 
 
Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond. Udstillingsrummet Platform er realiseret med support fra Det Obelske Familiefond. 

MANTIS kan opleves i perioden 15. december 2023 - 21. januar 2024.

Kort om Emilie Alstrup 
Emilie Alstrup (f. 1988) er uddannet billedkunstner. Hun er uddannet fra Central Saint Martins i 2014 og færdiggjorde sin kandidat på Royal College of Art i 2018 i Information Experience Design. Emilie Alstrup har udstillet på bl.a. HEART, Tranen og Esbjerg Kunstmuseum. I 2021 deltog hun i et forskningsprogram omhandlende horror på University of the Underground. Hun har arbejdet for The Alternative Limb Project, som udvikler medicinske og alternative proteser, et job der begyndte en fascination, der også kan spores i hendes værker. 

Kort om Platform
Projektrummet Platform, der åbende tilbage i begyndelsen af 2021, kan opleves parallelt med Nikolaj Kunsthals øvrige udstillinger og arrangementer. Initiativet skal bidrage til at sætte fokus på vækstlaget indenfor billedkunst og kuratering. Platform er blevet en realitet med generøs støtte fra Det Obelske Familiefond med 1,5 millioner. Frem til og med 2024 vil Nikolaj Kunsthal præsentere seks årlige udstillinger. 

Tekst og foto: Nikolaj Kunsthal