Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

MUSEET BLØDER -DER MANGLER PUBLIKUM - UDSTILLINGERNE ER MEGET FOR SMALLE, SÅ DER SKAL TÆNKES NYT.
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Statens Museum for Kunst er hovedmuseum for billedkunst i Danmark med en samling på 250.000 værker, hvoraf 1.500 udstilles på museet, der gerne låner værker ud til landets øvrige museer og til udlandet.

Direktør for det store museum har siden 1. maj 2014 været Mikkel Bogh, der kommer fra en stilling som rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler og i øvrigt har beskæftiget sig med kunst i hele sit arbejdsliv.

Statens Museum for Kunst har været gennem en renovering, hvor bl.a. facaden er afrenset og haven er åbnet, så den monumentale bygning nu fremtræder imødekommende, lys og venlig. Vi var på besøg for at høre lidt om kunst og kultur i almindelighed og museets rolle i særdeleshed og lagde ud med at spørge om Mikkel Boghs mening om et citat af ”Hjerne-Madsen” (hjerneforsker Peter Lund Madsen): Kulturen er menneskehedens vigtigste arbejdsredskab.

”Jeg kunne ikke være mere enig, uden at jeg har hjerneforskerens baggrund for at påstå det. Det er min erfaring gennem 25 år, både set inde fra institutionen og også fra min kontakt med publikum i alle aldersklasser, at kultur fylder utroligt meget for os mennesker. I hvert fald i den del af verden, hvor der er fred. Der er en tendens til, at hvis man lever under meget vanskelige forhold, hvor man må bruge alle kræfter på at få hverdagen til at hænge sammen, fylder kulturen mindre. På den måde kan man godt sige, at kulturen er et luksusgode, et overflodsfænomen, men den er det på den måde, at det er det, som alle mennesker i verden, som kæmper for en meningsfuld og tryg hverdag, drømmer om. De drømmer om en hverdag, hvor man kan gå i biografen, læse bøger, føre interessante samtaler om emner, der optager én osv. Kultur er noget, vi alle sammen har en forestilling om, også dem, der ikke har umiddelbar adgang til den. Vi har alle sammen en erfaring med kultur som noget, der giver vores liv mening. Det at spise handler om at overleve, men det, der giver tilværelsen perspektiv og gør, at vi kan forstå os selv og hinanden, det er kulturen. Kulturen er netop et vigtigt redskab, ikke bare noget, vi konsumerer. Vi tager den med os, også uden vi egentlig lægger mærke til det, for der er kultur i alle mulige sammenhænge. Kulturen er et redskab til at forstå os selv og at kunne formulere vores forestillinger om fremtiden. Så jeg er helt enig med Hjerne-Madsen!”

Museet er nu ombygget og fremtræder meget smukt, åbent og indbydende efter en lang ombygningsperiode. Skal der gøres mere?

”Det er fantastisk at opleve museet uden byggerod. Det bliver også godt for vores indtjening, for vi har kunnet mærke et fald i besøgstallet under ombygningen. Den åbne have, den afrensede facade og det nye indgangsparti har givet museet et løft, og det er navnlig blevet løftet ud af en lidt tilbagetrukket tilværelse inde på Østre Anlægs Bastion. Nu fremtræder museet som en del af byen og virker inviterende. Haven er formelt set færdig og skal nu vokse til over de næste par år. Den blev officielt indviet i september under stor festivitas, hvor der kom næsten 10.000 mennesker. Det var fantastisk at se folk i alle aldre tage haven til sig i sommer, børnene plaskede rundt i bassinet, folk sad med deres computere og arbejdede, det var som at se en park i Paris.

Jeg vil gerne gå videre med at gøre museet mere publikumsvenligt. Næste naturlige skridt, når man er i haven, er at gå ind i forhallen. Den skal gøres mere imødekommende. Forhallen er flot og imposant, sådan som den oprindeligt var tænkt i en tid, hvor kunsten var noget, man skulle være ærbødig og andægtig overfor. Sådan ser vi ikke på kunsten længere, og på den måde virker forhallen lidt for trykkende og lidt for tom. I tidens løb har man forsøgt at ”reparere” på den, i 1970’erne lå der f.eks. et kokostæppe på gulvet, som forbedrede akustikken en del. Da tæppet blev fjernet i forbindelse med ombygningen, rungede det som Central Station i New York. I gamle dage kunne man også hænge kunst derud, det må man ikke længere af hensyn til sikkerhed og klima. I dag stilles der helt andre krav til klimaopbevaring end for 30 år siden.

Vi arbejder på at gøre forhallen til et sted, der har en værdi i sig selv. Et rum, hvor publikum kan opholde sig, drikke kaffe, sidde med en bog, blive inspireret. Vi har endnu ikke nogen helt færdig plan, men er i dialog med arkitekter, udviklere osv.”

Museet indgår i samarbejdet omkring Park-Museerne. Hvordan skal det samarbejde udmøntes?

”Park-Museerne er et samarbejde mellem 6 museer omkring 3 parkområder, nemlig Botanisk Have, Kgs. Have og Østre Anlæg. De 6 museer er Statens Museum for Kunst, Hirschsprungs Samling, Statens Naturhistoriske Museum, Filmmuseet, Davids Samling og Rosenborg. Vi er meget forskellige institutioner; alle sammen museer, men vi arbejder på meget forskellige måder. Samarbejdet er i første omgang et markedsføringssamarbejde, som i høj grad handler om at markedsføre os som et kvarter. Vi har et meget stort ønske om at få markeret de tre parkområder med tilhørende kulturinstitutioner som et sted i byen, hvor der er en særlig koncentration af museumsinstitutioner, så man inden for en meget kort radius kan få meget forskellige oplevelser. Det giver sig selv, at vi godt kunne tænke os at lave nogle ting sammen, og det gjorde vi for 1½ år siden i form af forskellige udstillinger, hvor temaet var blomster. Fælles udstillinger besværliggøres af, at vi er 6 meget forskellige institutioner med en planlægningshorisont på alt fra få måneder til flere år, så det kommer man nok ikke til at se så meget af. Men vi samarbejder på kryds og tværs. Hvis vi f.eks. har en Eckersberg-udstilling her, kan Davids Samling lave en særudstilling af deres Eckersberg-værker osv. Rent praktisk har vi en fælles billetordning og fælles brochuremateriale. Det skal nævnes, at der er fri entre til de faste samlinger, der betales kun entre for særudstillinger, typisk mellem 50 og 110 kroner. Det er en politisk beslutning, at museets faste samlinger skal være gratis at besøge, og museet bliver så kompenseret via offentlige midler.”

Er der penge nok i ordningen til, at museet kan gøre de ting, man gerne vil?

”Vi er på Finansloven som statsinstitution og har en bevilling, der sikrer, at vi kan have et fornuftigt antal medarbejdere til at varetage det, der er vores grundopgave, nemlig bevaring, indsamling, registrering og formidling. Der er også penge til at holde samlingerne åbne for publikum, men der er ikke penge til f.eks. at lave en forhal, en have eller formidlingsarrangementer som de meget populære SMK Fridays, som vi har en fredag om måneden. Der er heller ikke penge til at lave særudstillinger overhovedet, så når vi, som til efteråret, laver en retrospektiv Eckersberg-udstilling, kommer de 4 mio. kroner ud af de 5,5 mio., det koster, fra private fonde. Vilkårene er de samme for alle museer i Danmark.”

Hvad betragter du som det største klenodie her på vores statsmuseum?

”Der er så utroligt mange klenodier her, og skal jeg pege på et værk som det mest kostbare og unikke værk, vi har, må det være Andrea Mantegnas ”Kristus som den lidende Frelser”, hvor Kristus sidder på en sten omgivet af to sørgende engle. Et lille billede fra Renæssancen, som også er et klenodie i historisk forstand. Det er et af Mantegnas bedste værker. Det hænger fast fremme, og vi låner det faktisk aldrig ud. Ellers låner vi gerne værker ud til udstillinger rundt omkring i verden, men dette værk er en så vigtig og central del af vores samling, at vi faktisk ikke kan undvære det. Omkostninger og forsikring af værket under transport ville være helt ubegribeligt dyrt, det skulle have politieskorte hele vejen til Paris, hvis det f.eks.skulle til Louvre.”

Hvilke udstillinger kan man se i løbet af året?

”Den store udstilling i foråret er ”What’s  happening?”, som viser hovedværker fra den eksperimenterende, danske kunstscene fra 1965-1975. Titlen er taget fra en sang af Bob Dylan, What’s Happening Mr. Jones? Det bliver en meget stor udstilling i tre sale, både med vores egne værker og med værker lånt fra udlandet. Den lægger særlig vægt på de mange kvindelige kunstnere, der var på det tidspunkt, hvoraf nogle er om ikke forsvundet, så på en måde skrevet ud af historien. Det er vores bidrag til at nuancere billedet af en opbrudstid, som vi forbinder med ungdomsoprøret i 1968 og med kvindebevægelsens oprør. Det var en scene for provokation og udvidelse af kunstbegrebet, hvor institutioner, også museet her, blev kritiseret for at være snæversynede. Der foregik en udvidelse af kunstbegrebet til noget, som måske bliver taget for givet i dag, men som bestemt ikke var normen dengang.