morten hesselk
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Det Kgl. Teater er Danmarks nationalscene. Men fordi teatret jo ligger i København, betragter vi det lidt som ”vores”.  En dobbelthed, der også går igen i teatrets funktion, fordi Det Kgl. Teater ikke alene er teater,

men også er pålagt et stort ansvar for formidling af den nationale kulturarv.

Teaterchef Morten Hesseldahl har siden 1. maj i år haft en del af dette ansvar.  Her fortæller han lidt om sin baggrund: ”Før min ansættelse her var jeg små 5 år i DR som kulturdirektør med ansvar for koncerthuset, ensemblerne, TV-serier som f.eks. Forbrydelsen, Borgen, Arvingerne m.fl., et ret stort område i DR. Før DR var jeg i små 3 år direktør på Information, og før det var jeg 17 år i forlagsbranchen som direktør det meste af tiden. Så det har alt sammen været kulturverdener, jeg har været i. Jeg har også i 5 år været formand for Det Danske Filminstitut.”

Og nu sidder du så her som teaterchef på et af landets fineste kulturhuse, vores nationalscene. Det lægger vel et ekstra ansvar på formidlingen af kulturen. Hvordan navigerer man med det ansvar?

”Først og fremmest skal man være klar over, at skuespil ikke bare konkurrerer med andet skuespil, altså at teatrene ikke bare konkurrerer indbyrdes.  Skuespil konkurrerer først og fremmest med alle de andre tilbud, der er til den moderne kulturbruger. Alt fra internettet til biografer, fritidsaktiviteter osv. Vi skal forstå, at man ikke kommer til os af pligt længere, men at vi kun bliver valgt, hvis vi er et mere interessant tilbud end alle de andre. Det er vigtigt at kunne navigere der, og jeg håber – selv om jeg ikke har nogen dyb viden om scenekunst – at det, at jeg har haft berøring med alle de andre tilbud i form af bl.a. TV, film og bøger -  gør, at jeg har en fornemmelse af, hvad folk ellers vælger i den verden af kultur, der er. Det kan være med til at klæde os på herinde, så vi kan se, hvilken konkurrencesituation, vi er i.”

Er Det Kgl. Teater hæmmet af forpligtelsen til at formidle, forstået på den måde, at I er nødt til at bringe et vist repertoire?

”Vi skal som nationalscene bringe en noget bredere palet end noget andet teater. Vi kan umuligt have en profil som et nicheteater, hvor vi kun spiller avantgardeteater. Vi skal lave Erasmus Montanus, men vi skal samtidig også lave noget mere niche-orienteret, så vi skal hele tiden sige både-og.  Vi skal både lave klassikerne og de moderne forestillinger. Men klassikerne skal vi lave med glæde, så det ikke bare bliver en sur pligt, at vi skal have Holberg på. Vi skal glæde os over at vise, at klassikerne er sprællevende i den tid, vi lever i. Der er jo en grund til, at de er klassikere, nemlig at de tager fat i nogle temaer, som er lige så aktuelle for moderne mennesker som for de mennesker, der levede for 200 år siden. Det er vigtigt at pege på, at vi som mennesker på tværs af historien har jublet og grædt over de samme ting. Substansen i os mennesker er grundlæggende det samme: had og kærlighed, nid og nag.”

Kommer du til at iværksætte ændringer i repertoire eller personalesammensætning?

”De kunstneriske chefer har jo ansvaret for at sammensætte programmet. Men det er mig, der har det øverste ansvar, og derfor er jeg hele tiden i dialog med dem, også netop for at sikre, at der bliver den fornødne bredde i det samlede program. Det samlede tilbud til danskerne skal være bredt, både traditionelt og fornyende. Inden for de rammer skal vi forsøge at agere, og den dialog skal jeg have med de ansvarlige for områderne, som har kompetencen på det kunstneriske område.”

Der har været stor udskiftning i ledelsen på teatret i de seneste år. Oplever du, at det er vanskeligt at stille et hold i den aktuelle situation?

”Nej, jeg oplever, at alle, der er her, er meget glade for at være her. Alle synes, det er en fantastisk arbejdsplads.  Derfor fornemmer jeg overhovedet heller ikke, at det er et problem at tiltrække de mennesker, man gerne vil have herind.  Den klassiske ledelsesopgave, som jeg jo står for, er at få det maksimale ud af alle de ressourcer, vi har, at få det bedst mulige samarbejde. Men jeg oplever slet ikke, at man ikke synes, det er et dejligt sted at være. Personligt kan jeg bekræfte, at det er et fantastisk hus at komme ind i og være i; der er et fantastisk samarbejde, og frem for alt er der en ild, der brænder i alle. F.eks. balletbørnene, der tilbringer hele deres barndom og ungdom her i huset og ser de største talenter på scenen. Så kommer de måske selv som 19-årige til at stå på scenen. Det gør, at man har været dedikeret til en bestemt opgave, hvor man kommer til at kunne udføre noget på meget højt niveau. Når man har brugt så meget tid på at nå dertil, kan man også forvente, at den institution, man er en del af, er med til at løfte de ambitioner op. Det, jeg først og fremmest bemærker herinde, er det enorme engagement. Vi skal i ledelsen sikre arbejdsglæden og sikre, at folk føler, at de bliver hørt og anerkendt.”

Bliver Det Kgl. Teater pålagt lige så skrappe sparekrav som f.eks. den anden store kulturinstitution DR, er blevet det?

”Det ved politikerne bedre end jeg. Vi skal forhandle en ny 4-års aftale til næste år, og der må vi se, om vi bliver udsat for det. Der har allerede været ganske omfattende besparelsesrunder, som har haft effekt på eksempelvis vores kor, som er meget mindre, end det burde være. Vi skal hele tiden være opmærksomme på, at vi skal forklare over for politikerne, hvorfor det er en god idé at sende offentlige midler i vores retning. Det er en af vores allervigtigste opgaver at forklare politikerne og befolkningen, hvad man skal med en nationalscene. ”

Hvorfor er det så, vi skal have en nationalscene?

”Fordi det er godt for et samfund, at der bliver leveret kunst på et meget højt niveau. Man kan sagtens vælge det fra, men når man kigger tilbage i historien, har man i alle civiliserede samfund altid tænkt, at det at have et sted,  hvor man kan se, hvad mennesker kan gøre, når de danser, synger eller spiller skuespil på højest tænkelige niveau, har værdi for hele samfundet. Man har også altid indset, at det ikke kan fungere på markedsvilkår; det kan ikke overleve kun ved billetindtægten.  Før i tiden var det kongen eller nogle velhavende mæcener, som støttede den sublime kunst. Det billede er anderledes i dag; vi har enkelte mæcener, som vi er meget glade for, men det er staten, som i dag må gå ind og støtte. Man må stille sig spørgsmålet, om samfundet bliver rigere af at have en nationalscene, eller om man kan leve uden. Jeg synes absolut, nationalscenen har en samlende funktion som formidler af en del af vores kulturarv. Vi opfører de gamle klassikere og bliver på den måde bragt i forbindelse med de mennesker, som har været før os.  Det, der netop tegner en nation op, er at forstå, at der har været nogen før mig. Nogen, der f.eks. har skabt den by, vi bor i, så vi lærer, at vi skal aflevere den i pæn stand til dem, der kommer efter os. At have det perspektiv, der rækker ud over ens egen næse og generation, er netop hvad en institution som Det Kgl. Teater kan. Ligesom når vi går rundt i byen og ser på de gamle huse; man kunne rive dem ned og bygge noget moderne og strømlinjet,  men vi synes, der er en værdi i at se, at der har været nogen for os. Det giver et rigere samfund, at vi skatter på vores forhistorie, men også at hver især forstår, at der er nogle, der faktisk kan gøre noget, som jeg ikke kan, det, at vi kan se dem synge, danse og opføre skuespil på det niveau, gør også mit liv større. Men det er klart, at det er et sammenstød med dansk selvforståelse, som er meget sympatisk, altså at vi alle sammen skal være lige. Det er en tiltrækkende tanke og en del af vores demokrati, at der ikke er nogen, der er mere end andre. Men så støder det pludselig ind i kunsten, hvor der faktisk er nogen, der er mere end mig. Nogen, der kan noget, som jeg aldrig kommer i nærheden af. Det kan måske virke provokerende, især når jeg oven i købet skal betale for det! Men i mine øjne er det berigende at se, hvilke muligheder mennesker har og hvor langt man kan nå. Det skal vi være gode til at gå ud og forklare.”

Hvordan synes du, københavnerne har taget imod Det Kgl. Teaters nye huse i byen?

”Især Skuespilhuset er blevet taget varmt imod, fordi det er det lettest tilgængelige hus. Indtil videre ligger Operaen lidt isoleret. Der kommer efter alt at dømme en cykelbro fra Nyhavn over til Operaen, og dermed fortsætter den brobygning, som pågår i København, og som er så vigtig. Når den bro kommer, vil man også kunne udnytte udearealerne og foyer’en i højere grad, ligesom man kan se med Skuespilhuset. Hele sommeren er der folk, der kommer og får en kop kaffe og sidder på bolværket med benene ude over kanten.  Når Kvæsthusbroen kommer, og Skt. Annæ Plads bliver ombygget, får vi en vidunderlig plads i København, hvor Skuespilhuset kommer til at ligge centralt. Det bliver nok fra 2016, at det kommer på plads. Det er vigtigt for teatret, at vi får åbnet vores bygninger og gjort dem til en naturlig del af byen, så de bliver brugt også i dagtimerne. Vi tror, at det, at folk har et naturligt forhold til bygningerne, gør det lettere at få dem i teatret til forestilling. Derfor har vi i et år forsøgt os med cafeen August B. i hjørnet af Gl. Scene.”