carl chr ebbesen
Foto: Henrik Ploug, tekst: Connie Christensen

Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti er netop tiltrådt som Kultur- og Fritidsborgmester i København. Det er første gang, Dansk Folkeparti beklæder en borgmesterpost i København, men Carl Christian Ebbesen har selv haft sin gang på Rådhuset i 12 år som medlem af Borgerrepræsentationen.

Carl Christian Ebbesen fortæller her om sin baggrund:
”Jeg var med til at starte Dansk Folkepartis Ungdom i 1995 sammen med Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgård og Peter Skaarup. Især Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup var mine politiske venner. Jeg mødte Thulesen Dahl, da jeg aftjente min værnepligt ved Artilleriet i Skive, og det var på det tidspunkt, jeg blev politisk aktiv. Jeg begyndte at læse til civiløkonom på Universitetet i Odense, hvor jeg kom ind i foreningsarbejdet. Jeg var sikker på, at Dansk Folkeparti var dér, hvor jeg skulle være. Jeg var formand for Dansk Folkepartis Ungdom i 3½ år og fortsatte derefter i partiets ledelse på landsplan. Fik i begyndelsen af 1998 job på Christiansborg for Dansk Folkeparti, som dengang var et lille parti. Senere, i 1994, blev jeg organisatorisk næstformand i partiet og fik ansvar for vores organisation og økonomi, og det har jeg arbejdet med lige siden indtil nu. Ved siden af har jeg haft det politiske igennem mit arbejde i Københavns Borgerrepræsentation, hvor jeg har siddet i 12 år. Det har jeg været meget glad for, og jeg har været meget rundt herinde, har siddet i økonomiudvalget i de sidste 8 år og været medlem af sundheds- og omsorgsudvalget, miljø og forsyning, beskæftigelses- og integrationsudvalget, men kultur- og fritidsudvalget har jeg ikke været medlem af, så det er et nyt og spændende område, jeg skal give mig i kast med, og jeg glæder mig meget til det.”

Hvordan bliver dine prioriteringer i forhold til idræt/kultur?

”Jeg håber på, at vi på kulturområdet kan bevare meget af det, der er i dag. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har et rigt og meget bredt kulturliv i København. Der skal være plads til mange ting, som jeg ikke nødvendigvis selv interesserer mig så meget for, men som andre interesserer sig for. Jeg tror på, at vi danner et samfund og en by på baggrund af den kultur, der er i byen. Vi bliver et spejl af kulturen, og derfor er den så vigtig; det er igennem vores kulturinstitutioner og værdier, at vi bliver bundet sammen som by og folk, og der spiller hovedstaden en kæmperolle. Jeg håber på, at jeg i løbet af de næste 4 år også kan være med til at tilføre området flere penge, og der mangler vi i den grad idrætten. Der er masser af unge mennesker, som mangler steder at dyrke sport, vi er meget underforsynede i København, hvad det angår. Vi skal have flere idrætshaller og flere fodboldbaner, for det har høj prioritet at få de unge ind i, at det bliver naturligt at gå til sport.”

Her kommer vel også problemstillingen ind med at få indvandrerbørn- og unge med i det foreningsliv omkring bl.a. sport, som vi har tradition for i Danmark?

”Der er to fordele ved hele forenings- og fritidslivet omkring sport. Den ene er, at man selvfølgelig får fysisk motion, som er sundt for os alle sammen, men specielt for unge mennesker, fordi der bliver grundlagt nogle gode vaner. Den anden fordel er det sociale liv, som er ekstremt vigtigt især for indvandrerne, som i den grad har brug for at have et socialt netværk, hvor man får skabt en reel integration. Der har været en tendens til her på Rådhuset, at hvis man skal gøre noget for indvandrerne, laver man et tilbud kun for dem. Men det er der jo ikke noget integration ved. Det, der er god integration, er netop, at både danskerne og indvandrerne kan mødes om forenings- og idrætslivet, spille fodbold sammen osv. Så lærer man hinanden at kende, og indvandrerne kan blive fortrolige med nogle af de kulturværdier, som vores samfund er bygget op på. Derfor håber jeg på, at vi, når man kigger tilbage på mine 4 år som kultur- og fritidsborgmester, har bevaret det stærke kulturliv, vi har i København, kombineret med, at vi har fået endnu flere idrætsfaciliteter. Det er mit ønske og håb.”

Hvordan har du det med f.eks. Distorsion-festivalen og andre festivaler, som afholdes i byen?

”Distorsion-festivaler skal være en del af København, også med mig som kulturborgmester. Men når det er sagt, er man nødt til at lave dem nogle steder, hvor man imødekommer de beboere, der er i området. Da Distorsion blev placeret i Indre By, var det en fejl, set med mine øjne, fordi det generede alt for mange mennesker. Indre By er slet ikke gearet til så mange mennesker, der var ikke toiletter nok, der var alt for meget affald, og hele organiseringen bagved var ikke god nok. Nu er det blevet flyttet til Vesterbro og Refshaleøen, og hvis man kan koncentrere det om steder, hvor beboerne tager godt imod det, og man laver bindende aftaler om oprydning, nok toiletter osv., tror jeg, det kan blive en succes. Jeg glæder mig til at komme til at tale med arrangørerne bag Distorsion, sådan at vi kan få sat nogle rammer op, så beboerne også kan være der, uden at de skal åbne døren og opleve, at der er blevet tisset i opgangen, eller der flyder affald på fortovene. Det ansvar må organisationen bagved tage på sig.”

Hvad nu, hvis organisationen bagved ikke har penge til oprydning? Så må kommunen vel betale?

”Det er det, der har været problemet. Derfor skal organisationen, hvis Distorsion skal fortsætte med mine anbefalinger, levere dokumentation for, at de har styr på disse ting. Jeg vil gerne være med til, at man f.eks. kan købe et armbånd, hvor indtægterne af salget kan gå til oprydning, og jeg vil ikke have noget imod at tale med dem om, at man skal købe et armbånd for overhovedet at kunne deltage i festivalen. Det vil kunne generere de indtægter, der skal til for, at det ikke er kommunen, der står tilbage med regningen, for den måde opfører man sig ikke på i København. Man kan ikke få et tilskud på 1 million, brænde de penge af på en god fest og derefter overlade oprydningen til skatteborgerne i København. Sådan spiller klaveret selvfølgelig ikke. Men jeg vil gerne sige, at jeg synes, Distorsion er et spændende arrangement. At holde en god fest, der tiltrækker over 100.000 mennesker, også mange fra udlandet, er en stor begivenhed, og derfor vil jeg håbe på, at vi kan fortsætte med at lave sådanne arrangementer. Men arrangørerne skal være deres opgave voksen.”

Nu, vi er ved festlighederne, var der for noget siden en sag om restauratørernes tilladelse til at have åbent og servere spiritus til langt ud på natten, navnlig i Indre By. Din forgænger Pia Allerslev gjorde et stykke arbejde for at hjælpe beboerne her. Er der kommet nogen ende på det?

”Nu efterfølger jeg Pia Allerslev som formand for Bevillingsnævnet, og min holdning er, at det ikke nytter noget med 5-bevillinger overalt i et område, hvor folk skal sove og tidligt op på arbejde. Der skal mere styr på det. Jeg kan se, at den nye restaurationsplan, som jeg også har været inde over og prøvet at påvirke, har den nødvendige balance, men det er ikke slået igennem på bevillingsniveauet endnu. Jeg er overbevist om, at vi de næste 4 år vil se langt mere harmoni, at man er mere tilbageholdende med 5-bevillingerne, for det er dem, der er problemet. Jeg vil også meget gerne have, at vi får en kontrolfunktion, der går rundt og tjekker, at en restaurant, der har lov til at have åbent til kl. 2, rent faktisk også lukker kl. 2. Det nytter ikke noget bare at lade stå til. Det er også et problem, at folk nu, hvor man ikke må ryge indenfor, står ude på gaden, meget ofte med døren åben ind til et spillested. Det er generende for beboerne, og et diskotek skal selvfølgelig overholde de støjkrav, der er, og hvis de har en støjmåling med dørene lukket, så skal dørene være lukket hele tiden. Derfor vil jeg gerne have et kontrolorgan, som i praksis skal ligge under miljøkontrollen, som kan give påbud og fratage en bevilling, hvis reglerne ikke overholdes. Men igen må jeg understrege, at jeg ikke ønsker at lukke ned for festlighederne i København, tværtimod, jeg kan godt lide, at København har en oplevelsesøkonomi, og derfor skal der findes en balance, så man f.eks. sidst på aftenen kan flytte festen indenfor, hvor den ikke generer så mange, så der både kan festes samtidig med at beboerne kan sove.”

Er der en vision, du selv brænder for at gennemføre?

”Billedkunstnerne i København har et meget lavt eksistensniveau, gennemsnitligt på niveau med en kontanthjælpsmodtager. Det er synd, at der ikke er reelle aftaler med billedkunstnerne, ligesom man har på musikområdet. Der får musikerne penge via Coda-afgiften, hver gang deres musik bliver spillet. Jeg kunne godt tænke mig en aftale, hvor en kunstner får en afgift, når kunstværket udstilles. Der er nærmest tradition for, at kunstnerne kan komme og hænge deres billeder op gratis på offentlige institutioner, uden at der skal betales for det, fordi de måske kan sælge et billede en gang i mellem, når de udstilles. Men som offentlig institution  skal vi behandle vores kunstnere ordentligt, og derfor kunne jeg godt tænke mig en model i lighed med Coda-afgiften, så i hvert fald offentlige institutioner betaler et beskedent beløb for hver dag, et billede hænger på væggen, for det er jo til gavn og nydelse for alle, der betragter kunsten. Jeg kan jo kun lave regler for offentlige institutioner, men jeg kan anbefale, at de private virksomheder tilslutter sig en sådan aftale. I hvert fald synes jeg, at der er et område her, hvor vi behandler nogle mennesker, som er med til at skabe noget nyt og smukt, dårligt, fordi vi ikke giver dem ordentlige arbejds- og lønvilkår.”


Highlights:
Vi skal behandle vores kunstnere ordentligt

Idræts- og foreningslivet er vigtigt, især for unge indvandrere

Kulturen binder os sammen som by og som folk

Billedtekster:
Civiløkonom Carl Christian Ebbesen er Dansk Folkepartis første borgmester i København

Carl Christian Ebbesen er fortaler for, at de københavnske billedkunstnere tilbydes ordentlige forhold, så de ikke er nødsaget til at leve på et absolut eksistensminimum

Carl Christian Ebbesen glæder sig til at arbejde for bedre faciliteter på idrætsområdet til gavn for byens unge, og især unge med indvandrerbaggrund