politidirektor

Siden 1. februar i år har Thorkild Fogde været chef for de knap 2900 ansatte i Københavns Politi. Opgaverne i hovedstaden er mange, og politiets ressourcer er efterspurgt.Nærpoliti er noget, de fleste borgere og forretningsdrivende udtrykker ønske om. Hvordan føler politiet selv, at behovet forvaltes?

”Allerførst er det vigtigt at sige, at vi grundlæggende er meget glade for, at københavnerne efterspørger politiets tilstedeværelse. Vi leverer en vare, som er efterspurgt i byen, og det er en glæde, at borgerne gerne vil have mere politi. Det er jo udtryk for den tillid, der er mellem politistyrken i København og beboerne. Det tager vi her i landet måske som en selvfølge, men sådan er det ikke nødvendigvis. Derfor er udgangspunktet for spørgsmålet positivt, altså at borgerne gerne vil have mere politi.

Men når spørgsmålet stilles, og det gør det ofte, er det jo udtryk for, at nogle borgere synes, der ikke er nok politi, men faktisk for lidt. I den sammenhæng er det vigtigt for mig at sige, at vi gerne vil have nærpoliti – altså nært politi – i København, men vi vil helst ikke stille lighedstegn mellem et nært politi og en nærpolitistation. Der sker ofte det i debatten, at et nært politi opfattes som en række små lokale politistationer, hvor betjentene arbejder ud fra. Men den løsning er meget dyr; det koster i husleje, betjening, bemanding osv. Grundsynspunktet fra min side er, at jeg meget gerne vil have et nært politi, men ikke i den forstand, at det skal være i form af nærpolitistationer. Vi har debatten på Indre Nørrebro; hvis vi f.eks.skulle have en nærpolitistation på Blågårds Plads eller ved Folkets Park, ville vi være nødt til at binde mange betjente til den bygning døgnet rundt. De betjente, der sidder inde i bygningen, afskæres jo så fra at komme ud og være nær på borgerne. Det, vi prøver i København, er den ordning, vi kalder ”Din betjent”.  Vi har delt byen op i områder og tildelt en lokal betjent til hvert område, så man kender sin betjent. Borgere og forretningsdrivende i hvert område har fået et mobilnummer til deres betjent, så man kan ringe, hvis der er brug for politimæssig assistance.”

Er det den lokale betjent, de forretningsdrivende ringer til, hvis de udsættes for et af de mange tyverier/røverier, der foregår p.t. i Indre By?

”Tyverier eller almindelig utryghedsskabende opførsel i lokalområdet kan meldes til lokalbetjenten eller på telefon 114, hvorfra det som oftest går videre til de lokale betjente. Hvis vi derimod taler om de grove røverier, som vi desværre så en del af sidste år, så er det det store kørende beredskab, der rykker ud i akutfasen, hvorefter den centrale efterforskningsenhed tager over. Vi har haft en periode, ikke kun i København, men også i andre storbyer i Europa, hvor bl.a. organiserede bander fra Østeuropa har begået nogle grove røverier. Lige nu er der lidt stille omkring det, for det er lykkedes os at fange nogle af dem. Vi ser situationen an i forhold til guldsmedebranchen, og vi har også en dialog i gang med branchen – ligesom vi har med pengeinstitutterne - om, hvad vi kan gøre. Nu er der jo sket det, at banker og posthuse ikke længere eksisterer som attraktive røverimål; enten er filialerne lukket, eller også har de ingen kontanter. Det betyder, at nr. 1 på røvernes ønskeliste, nemlig bankerne, er lukket land. Nr. 2, posthusene, er enten væk eller har ingen penge. Hvem er så nr. 3? Det er bl.a. guldsmedene. På et tidspunkt bliver også de så sikret, at røverne rykker endnu længere ned. Den anden ting er, at vi har haft disse hårdkogte kriminelle fra Østeuropa, som har slået sig på dette marked. Vi skal nok få vendt udviklingen, men det tager tid i en globaliseret verden.”

Vi hører fra mange af guld- og sølvforretningerne i Indre By, at man er ærgerlig over, at politiet ikke har flere ressourcer til at tage sig af røverierne. Kan man tænke sig, at der kommer flere ressourcer hertil?

”Der er to dimensioner i det: forebyggelse og efterforskning. Vi bruger meget tid på at efterforske disse røverier, men kan ikke opklare dem alle. Hvis det er ”hit and run”-røvere fra f.eks. Serbien, hvor de kommer ind, røver en guldsmed og er hurtigt ude igen, er det ret vanskeligt. Ikke desto mindre lykkes det faktisk for politiet at finde nogle af dem, få dem udleveret og retsforfulgt osv. Forebyggelsen er noget, de forretningsdrivende meget gerne vil have, men vi har ikke i Danmark tradition for at have politi stående rundt omkring i byen. Jeg kan godt forstå, at branchen synes det ville være rigtigt dejligt, hvis der var så meget politi, at der hvert 10. minut kom en betjent forbi.  Men det er ikke en mulighed for os, for det ville være så dyrt i personaleressourcer, at det ville gå fra noget andet politiarbejde. Jeg tror, vejen frem er et tæt samarbejde mellem branchen og politiet om, hvad vi i fællesskab kan gøre. Og vi kan faktisk gøre meget for at sikre os mod hit-and-run røvere. Bare sådan en lille ting som en sluse ind til forretningen, hvor ekspedienten kan se, hvem der står i slusen og kan lukke en person ind ad gangen. Eller kan se, om nogen ser suspekte ud eller ikke ligner klassiske kunder i en dyr guldsmedeforretning.  For politiet er det altid en balancegang at afveje, hvor meget personale man skal bruge på de forskellige opgaver, for ressourcerne er jo begrænsede.”

Er det svært at få ressourcer nok til Københavns Politi?

”I disse år er det i det hele taget svært at få ressourcer. Københavns Politi deler vilkår med hele den offentlige sektor, og vi har en finanskrise med en meget stram økonomisk situation. Der er bred politisk enighed om, at det offentlige forbrug skal om ikke reduceres, så i hvert fald ikke vokse ret meget i de kommende år. Hvis Københavns Politi skal have flere ressourcer, skal de tages et andet sted fra i staten. Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvordan skattepengene skal fordeles, og vi indretter os på den verden, vi lever i.”

Hvordan er bandesituationen i København? Der synes at være dukket en ny bande op fra Holland?

”Ja, vi er i øjeblikket meget opmærksomme på, om Satudarah, som de kalder sig, er ved at etablere sig i Danmark. Hen over foråret havde vi en opblussen i den del af bandemiljøet, som vedrører indvandrerbanderne. Vi havde næsten 50 skyderier i det storkøbenhavnske område og flere drab. Det lykkedes for politiet at lægge låg på den konflikt med en meget målrettet og tung indsats, hvor vi slog hårdt ned på de opgør og personerne bag dem. Det lykkedes, og det er vi glade for, selvom vi jo så ikke kan gå strøgpatrulje, når vi er ude, hvor der skydes! Jeg kan godt tillade mig at sige, at politiet leverede en flot indsats. Men man skal ikke tage fejl, for banderne er der stadig, selvom de for øjeblikket ikke slås. Mange af medlemmerne har vi fået sat i fængsel, faktisk satte vi så mange af medlemmerne af en af de førende bander i fængsel, at der ikke var mange tilbage på gaden. Konflikten i foråret var fortrinsvis en konflikt mellem indvandrerbanderne, og her er billedet altid noget mudret. Der skal desværre ikke så meget til, før nogle af de unge mænd i det her miljø tænder af. Lige nu er der ro på overfladen, men vi er ikke så naive i politiet, at vi tror, at det ikke kan blusse op igen. Derfor følger vi selvfølgelig også med nogen bekymring den udvikling, at der måske er en ny motorcykelbande på vej til at etablere sig i Danmark, men vi har et godt øje på miljøet og vi ånder dem i nakken.”

Hvordan kører samarbejdet med Københavns Kommune om bandekonflikterne?

”Det kører fint, det er et flerårigt projekt, som jeg håber, vi får meget ud af.  Et af hovedprojekterne hedder i daglig tale ”pin-point”, og det går ud på at samarbejde om at knække bandemiljøet på Indre Nørrebro ud fra et princip om, at hvis man kan tage en bande ad gangen og få den opløst, så kan man måske få dem alle væk med tiden. Vi har nu kortlagt ca. 150 bandemedlemmer og sympatisører på Indre Nørrebro, helt ned på personniveau. Vi har en arbejdsdeling med kommunen, der går ud på, at politiet tager sig af den hårde kerne, dvs. dem, der er så forhærdede, at der ikke er håb om, at de vil forlade den kriminelle tilværelse. De skal i fængsel. Uden om den hårde kerne er der nogle lag af mere eller mindre forhærdede unge mennesker, og yderst i kernen er der de unge mennesker, som er fascinerede af miljøet, men som endnu ikke er blevet en del af det. Der er det kommunens opgave at få yderlagene til at fjerne sig fra kernen, og politiets opgave er at gøre kernen mindre attraktiv. Det, som de unge tiltrækkes af i bandemiljøet, er biler, penge, piger, spænding; de tiltrækkes ikke af udsigten til 6 år i Nyborg Statsfængsel. Jo mere vi kan pille fjerene af de hårde bandemedlemmer, jo mere håber vi på, at de unge ikke tiltrækkes.”

Kan I få dem hurtigt gennem retssystemet, når I får fat i dem?

”Ja, det synes jeg. Domstolene arbejder så hurtigt, de kan, men selvfølgelig skal reglerne i et retssamfund overholdes. Det er jo ikke nok, at vi ved, hvem de er, det skal bevises, og det tager tid. Men jeg synes, retsforfølgningen er effektiv.  Jeg så gerne fremadrettet, at vi kunne forhindre de helt unge i at komme i fængsel, for selvom Kriminalforsorgen gør en kæmpeindsats i fængslerne for at tilbyde afvænningsprogrammer, skolegang osv., ved vi desværre, at mange af de indsatte forlader fængslet med nye unoder og ikke er blevet bedre mennesker af at have siddet i fængsel. Det siger jeg ikke for at bebrejde fængslerne, men jeg tror personligt, at når man har med dem i yderkernen at gøre, er det bedre at spore dem et andet sted hen end i fængsel. Al erfaring viser, at når unge endnu ikke forhærdede kriminelle kommer i fængsel og møder dem fra den hårde kerne, kommer de ikke nødvendigvis ud som bedre mennesker.”

Oplever Københavns Politi chikane af betjentes privatliv?

”Det sker desværre en gang imellem. Og til det er der kun et at sige: der skal slås benhårdt ned på det. Vi kan ikke acceptere, at vores folk bliver chikaneret eller forfulgt i fritiden. Det forekommer heldigvis ikke ofte, men blandt de betjente, der arbejder i bandemiljøet og i Christiania-indsatsen kan det ske. Den enkelte betjent passer sit arbejde for samfundet, og derfor er det uniformen, man kan være vred på, og ikke personen. Vores folk er samfundets yderste forpost mod kriminaliteten, og de har krav på vores fulde opbakning og støtte. Heldigvis har det mig bekendt ikke noget stort omfang, men vi arbejder sammen med Politiforbundet på at kortlægge omfanget og undersøge, om reglerne på området er gode nok.”

Hvordan går det med sikkerheden i byens natteliv?

”Politiet bruger mange ressourcer for at borgerne kan føle sig trygge om natten. Vi arbejder bl.a. med særlige tryghedspatruljer, hvor vi bruger statistikken til at se, hvor de voldelige episoder opstår og sætter ekstra patruljer af i de tidsrum og de områder, hvor vi kan se, at det er galt. På den måde kan vi bruge vores ressourcer mest effektivt og være på pletten der, hvor der er behov.”