Mimi Jacobsen

Mimi Jakobsen påtog sig i 2000 stillingen som generalsekretær i Red Barnet, en privat organisation, der kæmper for børns rettigheder, ikke bare i udlandet, hvor krige og naturkatastrofer rammer børnene hårdest, men i høj grad også herhjemme, hvor mange børn udsættes for overgreb eller lever under fattigdomsgrænsen.

Mimi Jakobsen fortæller lidt om organisationen:

”Red Barnet Danmark blev grundlagt i slutningen af 2. verdenskrig med henblik på at hjælpe nogle af alle de børn i Europa, som flakkede rundt, forsultne og ødelagte af krigen. Indsatsen betød dels, at vi rykkede ned med mad til børnene, men også at mange børn kom herop med det formål at blive fedet op. Franske børn, polske børn, som den dag i dag kan huske de plejefamilier, de havde. Siden da er opgaverne selvfølgelig blevet nogle andre, men vi har faktisk stadig et program i Danmark, hvor frivillige familier tager imod børn, der har et behov for at få lidt ekstra støtte. Ikke mad, men en ekstra voksenstøtte. Vi kalder dem venskabsfamilier. Det er bemærkelsesværdigt, at vi stadig så mange år efter bygger på en af de piller, vi startede på.

Derudover er vi en del af en stor global familie, der hedder Save the Children, som arbejder i 120 lande i verden. Vi har et meget tæt samarbejde. Det er Save the Children, som i praksis udfører de programmer, som vi udarbejder her, og som vi og vores givere vil støtte.  Save the Children er verdens største private børnerettighedsorganisation. Det giver en masse muligheder for at være dér, hvor behovet opstår. Det er vigtigt at være på stedet fra starten, f.eks. i tilfælde af naturkatastrofer som tsunamien.”
 
Hvad er din hovedopgave som generalsekretær?

”Jeg sidder dels i den internationale bestyrelse for Save the Children. Jeg blev valgt ind for 5 år siden som en af de 3 repræsentanter for de mindre medlemmer i alliancen, og jeg er nu valgt på min tredje periode. Jeg varetager de mindre medlemmers interesser, og det giver selvfølgelig en masse indflydelse til Danmark. Vi danskere er gode til at skaffe os indflydelse, når vi færdes internationalt, vi får meget mere indflydelse, end vores størrelse egentlig berettiger til. Det kan jeg godt tillade mig at sige, at vi også får her, så det er en vigtig del af mit arbejde at være med til at forme den globale organisation og fremme nogle af de mærkesager, vi har fra dansk og skandinavisk side.

Derudover er mit job at være øverste chef her i huset, hvor vi nu er 120 medarbejdere. Red Barnet er vokset gevaldigt, vi var kun 30, da jeg kom til. Vi har nu en stor omsætning på over 300 mio om året. Opgaven er også at tænke nyt, se hvor børn har størst behov. Det er en prioritering, som er hård en gang i mellem, men den skal jo foretages. Vi lægger meget vægt på, at vi ikke kun hjælper børn i de ”varme” lande, men også har et nationalt program; der, hvor børn er i klemme, der er Red Barnet. Vi råber op, hvis der er nogle forkerte love, eller hvis der sker forkerte ting i kommunerne. Vi har en god dialog med politikerne. Vi har faktisk programmer for børn i Danmark, hvad måske de færreste ved. Vi bliver tit forbundet med nødhjælp ude i verden, men for os er det meget vigtigt, at vi også tager os af børn i Danmark og Grønland. Danske børn har også problemer, ikke fordi de sulter eller går rundt på gaden, som vi ser det andre steder i verden, men børn, der lever under fattigdomsgrænsen, hvor der ikke er råd til ganske almindelige ting som andre børn kan: holde fødselsdag, gå til fodbold, komme på en ferie. Vi beskæftiger os også meget, sammen med Kronprinsesse Marys Fond, med at forebygge mobning, ”Fri for mobberi” er et stort program, vi kører i børnehaver og skoler herhjemme, og vi har allerede haft over 100.000 børn igennem det.”

Er det ”danske” penge, Red Barnet bruger her i landet, eller kommer der midler udefra?

”De penge, vi bruger her i landet, kommer herfra. Der kan komme et beløb fra Socialministeriet eller at andet ministerium, men det er primært private donationer og penge, vi samler ind. Bl.a. skal vi samle ind ved valgstederne til kommunalvalget, og de penge går ofte til danske børn. Vi får ikke noget fast offentligt beløb i støtte, men vi får, ligesom en række andre organisationer, en del af tips- og lottomidlerne til administration, og derved kan vi med rette sige, at feks generalsekretærens løn ikke tages af de indsamlede midler.

Når vi skal ud i verden med støtte, er det også  private midler og penge fra virksomheder og fonde. Men Danida og i de senere år også EU giver støtte, fordi de kan se, at vores programmer er gode. EU giver mange penge både til nødhjælp og det mere langsigtede udviklingsarbejde. De enkelte medlemmer bestemmer selv, hvad deres indsamlede midler skal gå til. Vi bestemmer i Danmark, hvilket land vi vil have programmer i og hvilke programmer vi vil have, så medlemmerne har stor indflydelse på den hjælp, vi yder. Ude, hvor hjælpen skal ydes, sidder både frivillige og lønnede medarbejdere, som udfører det program, det enkelte medlemsland bestiller. Vi tror, det er bedst at benytte lokale hjælpere, for de kender deres land bedst, kan sproget og kender kulturen. Det mener vi er mest bæredygtigt, og det hjælper også med til, at de lokalt bliver bedre til at sørge for deres egne børn.

Vi samarbejder i det hele taget meget med andre nødhjælpsorganisationer. Det er særligt vigtigt, når der opstår en akut nødsituation,  hvor det er livsvigtigt, at man hurtigt finder ud af, hvem der gør hvad. Save the Children ser det som sin vigtigste opgave at beskytte børnene i disse situationer, for børnene er de mest sårbare.”

Kan Red Barnet overhovedet komme til at arbejde i krigszoner som Afghanistan og Syrien?

”Ja, det kan vi, og det gør vi. Det er ikke ufarligt. Jeg har ikke selv været inde i Syrien, men har været i Jordan tre gange og skal derned igen snart og besøge en af de kæmpestore flygtningelejre, hvor de syriske børn, kvinder og mænd opholder sig. Jeg har aldrig hørt så forfærdelige historier som der, selv om jeg har været i det jordskælvsramte Haiti, et oversvømmet Pakistan, et tørkeramt Afrika. Det her er menneskeskabt, og det er så ondt og grusomt; tortur af børn, mord på børn. Man tør ikke tænke på, hvad der foregår inde i Syrien. Vi håber på at få bedre mulighed for at komme længere ind i Syrien. Der er store lommer inde i Syrien, hvor ingen kan komme til.

Vi har også hjulpet børnene i Afrika; børn, der røves væk fra deres familie og tvinges til at blive soldater. Jeg talte med en lille pige på 10 år i en af lejrene, som var blevet brugt til at udføre tortur på andre børn. Den gode historie – hvis man overhovedet kan tale om en god historie i denne sammenhæng – er, at børnene forandrer sig i løbet af deres ophold i lejrene. Tegning bruges som en del af terapien for at hjælpe børnene. Når de kommer ind i lejrene, tegner de alle sammen maskingeværer, blod og død, men efter nogen tid kan man se blomster og levende mennesker. Red Barnet prøver at hjælpe børnene videre ved at have nogen beskyttede steder, hvor de leger og hører andre børn fortælle.”

Hvordan har du det med de grusomme billeder, bliver de siddende?

”Ja, det gør de. Og det skal de også gøre, det er drivkraften i mit arbejde. Af og til bliver jeg meget ked af det, men for det meste bliver jeg rasende. Så rasende, at jeg tænker, at nu må det stoppe, der må gøres noget. Det er jo også mit job at komme hjem og fortælle om de børn, jeg har talt med, fortælle deres historie. Det kan man ikke se på afstand, man skal derned og tale med børnene og deres familier. Det er klart, jeg bliver berørt af det; hvis jeg ikke blev det, skulle jeg nok ikke være her.”

De indsamlede midler skal nødvendigvis prioriteres. Hvad synes du er vigtigst, og hvor får man mest ud af pengene?

”Det er meget svært at svare på. Man kan sige, at det er meget billigere, hvis man regner det ud pr. barn, at give f.eks. malariamedicin, rent vand osv. Det koster ikke ret meget pr. barn. Hvis man kun så på det, var det, hvad man skulle gøre. Men der ligger jo netop i Red Barnets prioritering, at vi også vil hjælpe danske børn. Mange danske børn får ikke de rettigheder, de har krav på. Retten til at vokse op og udvikle sig, gå i skole og være beskyttet, så de ikke udsættes for overgreb som f.eks. seksuelt misbrug og mobning. Børn bliver slået, også i Danmark. En undersøgelse fra 2011 foretaget i København viste, at hvert 5. barn i 9. klasse havde oplevet vold inden for den seneste måned. I et land, hvor man ikke må slå børn! Det føler vi også er en opgave. Det kan godt være, at det er dyrere at arbejde i Danmark, men sådan ser vi ikke på det. Vi mener, det er vigtigt, at vi også tager os af vores egne børn. Vi har heldigvis mange frivillige, der tager med børnene ud på oplevelsesture, laver madklubber, sommerlejre osv.

Alle voksne har pligt til at gribe ind, når et barn mistrives, og Red Barnet har gjort en stor indsats for at hjælpe disse børn. Vi har bidraget til, at der nu er oprettet børnehuse rundt om i landet, hvor uddannet personale kan tage hånd om de børn, der har været udsat for misbrug af en eller anden slags. Heldigvis er der blevet mere opmærksomhed omkring det, og kommunerne er blevet bedre til at lytte, hvis der kommer en anmeldelse. Men det er ikke tydeligt nok endnu. Som led i vores aktuelle kampagne ”Vold mod Børn” påviste vi, at når man gik ind på kommunernes hjemmeside og søgte på ”anmeldelse”, kom der ”anmeldelse af rotter” frem på skærmen, men ikke noget om børn. Flere kommuner gik med det samme ind og rettede det. Ofte ved folk ikke, hvor man skal henvende sig for at fortælle om sin mistanke, og vi oplever, at mange ringer direkte til os. Red Barnet går ikke ind i enkeltsager, men kontakter kommunen.

Mange ringer til os i forbindelse med børneporno, måske vil man hellere anmelde det til os end til politiet. Vi har en gruppe i Red Barnet, som kun beskæftiger sig med optrævling af de netværk, der udbreder børneporno på nettet. Vi melder det efterfølgende til politiet, og det er faktisk lykkedes Red Barnet også internationalt at afsløre nogle af de helt store kæder sammen med politiet. Vi havde et kedeligt jubilæum for noget siden, da vi rundede de 70.000 anmeldelser. Også i denne sammenhæng vil jeg gerne understrege, at enhver voksen har pligt til at reagere, når et barn udsættes for overgreb.

,