ditte port web

Ditte Hansens ubestridte talent for revy, komik og satire på TV og i radioen er vist alle bekendt. Hun spidder os, til vi spræller, og afslører ubarmhjertigt de fejl og mangler, vi tror, vi gemmer så godt. Alligevel elsker vi hende for det, for der er ikke noget så sundt som at kunne grine ad sig selv.

Vi har været på besøg i Cirkusrevyen på Bakken, hvor Ditte nu arbejder på 8. sæson, og talt med Ditte før aftenforestillingen.

Har du altid været den ”sjove pige”?

”Nej, det oplever jeg ikke selv. Når jeg tænker på min barndom, husker jeg en bekymret, alvorlig pige. Aldrig stille! Jeg har altid larmet. Jeg havde det også sådan, at jeg tog alle udfordringer op med dødsforagt. Der var ikke nogen, der skulle komme og sige, at jeg ikke turde noget. Hvis man spørger mine skolekammerater, vil de nok sige, at jeg af og til gjorde fjollede ting, men det var ikke sådan, jeg selv følte det. Som privatperson føler jeg stadig ikke, at jeg er den, der hele tiden skal få andre til at grine.”

Hvornår kom teaterinteressen?

”Allerede i folkeskolen. Vi begyndte på at spille skolekomedie, og lige pludselig skete der noget med mig. Når vi spillede, kunne jeg mærke, at her kunne jeg noget. Mine kammerater syntes ikke, det var noget særligt at spille teater, heller ikke sjovt, men for mig var det en ny verden. Det var sjovt, en leg, og jeg oplevede, at jeg her havde nogle andre evner end kammeraterne, og også en lyst til at spille teater. Så de første skoleforestillinger i 5. og 6. klasse åbnede mine øjne for teatret. Da jeg så senere kom på high school i USA, kom der virkelig skred i det. Jeg gik på et dramahold, og underviserne sagde til mig, at det her, det kunne jeg bare. Jeg var i USA et år, og det var en stor oplevelse.”

Du har en fantastisk iagttagelsesevne. Er den medfødt, eller opdyrker du den til brug for dit professionelle liv?

”Jeg tror, jeg har trænet den op. I hvert fald i forbindelse med mit skrivearbejde, hvor jeg skriver satire. Der er jeg nødt til at træne mit blik til at se noget, der er skævt og skiller sig ud, eller noget, der gør mig gal. Jeg prøver også at spidde mig selv, så det ikke bare bliver en pegen fingre ad andre. Jeg synes, vi alle sammen skal kunne genkende os selv i det, jeg laver, og derfor er det tit med mig selv i klaskehøjde også!”

Hvordan foregår din skriveproces?

”Jeg læser avis dagligt for at følge med i, hvad der foregår aktuelt, hvilke debatter der kører osv. Men livet omkring mig giver mig også inspiration: min familie, mine naboer, forældrene i skolen. Jeg suger til mig, og ingen går helt fri! Nogle gange kan min familie godt sige: altså, skal det nu også med! Jeg ændrer selvfølgelig navnene, men jeg stjæler med arme og ben fra alle og fra alt, hvad jeg oplever. Selve skriveprocessen er jeg nødt til at være meget disciplineret med. Jeg skal levere et kvarter til radioen hver uge (satireprogrammet I Hegnet, red.), 9 tekster, og de skal bare skrives. Så jeg sætter tid af sammen med min makker Lisbeth Wulff, hvor vi ved, at der skal komme noget ud af det. Det er nødt til at være skemalagt, men selvfølgelig kan det da ske, at jeg pludselig vågner om natten med en idé, som jeg skynder mig at skrive ned.”

Er der nogen typer, der er nemmere for dig at karikere end andre?

”Jeg prøver at skrive om det, jeg kender og ved noget om. Derfor bliver det ofte mennesker i min sfære og mit samfundslag. Kvinder, selvfølgelig, fordi jeg er kvinde. De kvinder, vi bl.a. arbejder med i ”I hegnet”, er to på 65+ og to helt unge 16-årige piger. Det er min mors generation og mine børns generation. Køn og generationer interesserer mig. Jeg vil gerne skrive om noget, jeg selv kan forholde mig til og identificere mig med. Min egen gruppe; det har f.eks. i lang tid været mødre, som jeg har slået lidt på, og det er også fordi, det er mig selv.”

Nu er du på Cirkusrevyen på Bakken på 8. år. Hvordan er det at arbejde her?

”Det er et stykke danmarkshistorie. De bedste revykunstnere har jo været her, og hele bygningen emmer af historie. Jeg føler, at jeg er på det rigtige sted, for vi når ud til publikum fra hele landet, et meget bredt publikum. Jeg er meget stolt af at være her, både på grund af historien og på grund af den folkelige opbakning, vi har.”

Ændrer forestillingen sig undervejs i sæsonen?

”Ja, det gør den. Vi mærker på publikum, om noget ikke fungerer, og så fjerner vi det. Vi lærer undervejs og har det, vi kalder skideballemøder, hvor vi diskuterer forestillingen.”

I har 9 forestillinger om ugen, 130 i alt på en sæson. Hvordan holder man gejsten oppe gennem hele sommeren?

”Først og fremmest vil jeg sige, at 1300 mennesker hver aften motiverer virkelig meget. 1300 mennesker, der har glædet sig og betalt mange penge for oplevelsen, er et kæmpeansvar og noget, jeg værdsætter og også er ydmyg overfor. Derfor giver det energi og lyst til at give dem en oplevelse, for det er første gang, de er der, og de skal have den bedste oplevelse. Og så har jeg nogle rigtigt gode kolleger, som er sjove; vi har et godt socialt samvær herude, og jeg har ikke haft en dag i alle 8 år, hvor jeg ikke har glædet mig til at komme herud.”

Billedtekster:
Ditte glæder sig til hver eneste forestilling i de historiske rammer på Bakken.

Ditte tager udgangspunkt i sig selv og sine omgivelser, når hun skriver sin satire. Med hendes eget udtryk er det med hende selv i klaskehøjde.

130 forestillinger på en sæson kræver meget af en skuespiller. For Ditte er den store publikumsopbakning og det gode kollegiale samarbejde centrale.