Susanne Philipson, Dannerstiftelsen

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

I år fejrer kvinderne herhjemme 100-året for opnåelse af stemmeret. For danske kvinder i dag er stemmeret en selvfølge, men verden over har millioner af kvinder stadig ikke de mest basale rettigheder, og i Danmark,

hvor vi ellers synes, vi har styr på lige rettigheder til alle, må mange kvinder stadig finde sig i undertrykkelse, tvang og vold.

I Danner-huset i Nansensgade, hjem for "Kong Frederik 7.'s Stiftelse for fattige Fruentimmere af Arbejderklassen" stiftet af Frederik 7.s enke Grevinde Danner i 1873, har man problemet helt tæt på.  Stiftelsen er i dag en fond - en privat organisation under det mere mundrette navn Danner, med 38 ansatte og ca. 180 frivillige. Huset fungerer bl.a. som krisecenter og dermed midlertidigt hjem for kvinder og børn, der har haft styrke og mod nok til at flygte ud af et liv med vold.

Huset i Nansensgade har undergået en nænsom restaurering og modernisering og kan huse 18 kvinder og 18 børn. Der er nu gået godt et par år, siden husets beboere kunne flytte tilbage til Nansensgade efter en periode med midlertidig genhusning i det gamle Musikkonservatorium på H.C. Andersens Boulevard. Direktør Susanne Philipson glæder sig over resultatet:

”Restaureringen har formået dels at bevare den gamle, historiske del af huset, dels at sætte noget nyt til, så huset fremtræder som et moderne krisecenter, der er lukket og trygt. En del af formålet med restaureringen var også at gøre krisecentret tidssvarende, så der blev etableret separat toilet, bad og kitchenette til hver enkelt bolig, så kvinderne både har mulighed for at være i fællesskabet, hvis det er det, de ønsker, eller trække sig tilbage til det private. Mange kvinder udtrykker, at det er hjemlige rammer – så hjemligt, det nu kan blive, når man er på et krisecenter. Det har også været vores intention at gøre huset så lidt institutionsagtigt som muligt og at skabe trygge og varme rammer om kvinderne, så de føler sig trygge.”

Da vi talte sammen sidst, for tre år siden, var det officielt kendte tal for voldsramte kvinder i Danmark på 26.000. Hvordan er det tal i dag?

”De tal, der ligger nu, siger 29.000 med dansk statsborgerskab. Tager man dem med uden dansk statsborgerskab, er vi oppe på 33.000. Tallene kan ikke direkte sammenlignes, for de 26.000 var opgjort på en anden måde. Men der er i hvert fald ikke tale om et fald, og tallet er skræmmende stort, når vi erklærer os for et af de mest ligestillede lande i verden. Igen skal man holde det op imod, at det er det antal, vi kender. I statistik er der alle mørketallene, alt det, der ikke bliver anmeldt, alle de kvinder, der ikke siger noget til nogen. Vi kan også på antallet af de henvendelser, vi får i vores rådgivning, se, at det er steget markant. Vi lavede en opgørelse sidste år, der viste, at inden for de sidste 10 år er antallet af henvendelser øget med 300%.  Det er henvendelser fra kvinderne selv, fra pårørende, fagfolk, kolleger, naboer osv., som ringer for at få råd. Vi ser det som en positiv stigning, for det viser, at der er ved at ske en aftabuisering af problemet, og at man rent faktisk ved, hvor man skal få hjælp. Det er udtryk for at gøre det private til et samfundsanliggende, og det er netop det, vi arbejder meget for. Vold i hjemmet er et samfundsanliggende, som vi alle må tage ansvar for.”

Hvad skal der til, for at en kvinde kommer ind på Danner? Hvor slemt skal det være?

”Vi har ikke nogen indikator for, hvor slemt det skal være. Vores målgruppe er, at man skal have været udsat for vold. Man kan ikke komme her, fordi man mangler en bolig, eller fordi man har et misbrugsproblem. I de tilfælde henviser vi til de instanser, der kan hjælpe med det. De, der bliver indlogeret her, har været udsat for vold. Den typiske kvinde, der kommer her, har levet i et voldsudsat forhold i mange år. Både gentagen vold og vold af forskellig slags, for vold er ikke bare fysisk vold, men også psykisk, økonomisk, materiel og seksuel vold. Kvinderne kommer her for at få tryghed og sikkerhed og bryde med volden, så de kan komme videre i deres liv.”

Er der nogen øvre grænse for, hvor længe en kvinde kan være her?

”Nej, det er der ikke. Vi har som krisecenter både indvisiterings- og udvisiteringsretten, så vi træffer selv afgørelsen. Det er ikke målet, at de skal være her længe, men længe nok til at de er klar til at komme videre i deres liv med den hjælp, der så kan være efter opholdet her. Det er meget vigtigt at følge kvinderne, når de flytter fra krisecentret, for de er stadig meget sårbare, når de flytter og skal starte et nyt liv op. Der er i høj grad brug for den hjælp, vi kalder efterværn, dvs. at vi stadig har kvinderne i rådgivning efter flytningen, ligesom kvinderne også selv deltager i nogle efterværnsgrupper, hvor de støtter hinanden. Brud med vold tager tid, op til 2 år, inden man kan komme ud af det mønster. Nogle kvinder er tvunget til kontakten med voldsudøveren, også når de kommer ud, fordi de har børn med ham. Efterværnsarbejdet skal gerne ske i samarbejde med kommunerne, som skal hjælpe med jobtilbud, uddannelse osv. Hvis man bare slipper kvinderne uden støtte, svarer det til at gennemgå en stor operation for derefter at blive sendt hjem uden genoptræning eller anden hjælp.”

Er der en særlig kategori af kvinder, der bliver ramt af vold i hjemmet?

”Nej, det er der ikke. Her møder vi kvinder fra alle samfundslag og fra hele landet. Og kvinderne står med de samme udfordringer. Det, vi ser, er, at de typisk aldrig har fortalt deres historie til nogen, de har båret rundt på en stor hemmelighed. De har ofte et manglende eller tyndt netværk, en udfordret økonomi, forældrerollen er udfordret og sundhedstilstanden ringe. Mange af kvinderne har oplevet systemsvigt, og både de og børnene har ofte tegn på posttraumatisk stress.”

Sker det, at I må sige nej til en kvinde?

”Ja, det gør det desværre, hvis der ikke er plads. Men vi afviser aldrig nogen, vi henviser til andre steder eller rådgiver kvinden på anden vis. Vi har et digitalt samarbejde med de andre krisecentre i Danmark, så vi kan slå op og se, hvor der er plads. Måske ikke i nærområdet, men vi skal nok finde en plads, selvom alle krisecentre oplever, at der er fyldt godt op.”

Hvad skal der efter din mening til for at skabe mere ligestilling for kvinder i Danmark?

”Når vi stadig har så mange kvinder, der er udsat for vold, er der et stykke vej endnu i forhold til ligestillingen. Vi ser vold mod kvinder som et udtryk for, at ligestillingen halter, og at der er strukturelle ting i vores samfund, der gør, at mænd og kvinder reelt ikke har lige muligheder. Statistikkerne for lige løn, kvinder i bestyrelser osv. taler deres eget sprog, og så går diskussionen altid på, hvor meget af det problem, kvinderne selv skaber. Er det, fordi de ikke vil, ikke kan osv. Men jeg tror, vi skal kigge på det faktuelle og gøre os klart, at hvis vi gerne vil være et ligestillet samfund, hvor vi bruger talentmassen – som jo er 50% fra hver – må vi se på, hvilke strukturer, vi har i samfundet, hvilken lovgivning vi har, der kunne være barrierer for, at vi reelt set ikke har ligestilling. Den anden ting, vi alle kunne gøre noget ved, er den måde, vi italesætter køn på. Vores retorik kan være med til at nedgøre kvinder og fjerne fokus fra det, de faktisk kan og gør. Vi har f.eks. hørt meget om vores statsministers tasker, påklædning, frisure osv. i forhold til, hvad der ville være tilfældet med en mandlig statsminister. Vi har alle hver især en stor udfordring i at tænke over, hvordan vi italesætter de to køn, og der er lang vej endnu at gå.

Vi skal starte med at forebygge helt nede i børnehaven med f.eks. at se på, hvilke lege, børn leger, og hvordan vi taler om køn. Der er tit en opfattelse af, at drengene skal ud og være fysiske og afreagere, lege krig i skoven, slås mod hinanden. Det skal de også have lov til, men pigerne bliver ofte udelukket fra disse lege og sat til at lege med Barbie-dukker og lave perleplader. Det kan give en opfattelse af, at piger og kvinder skal være indadreagerende,  hvor mænd skal være udadreagerende. Allerede der opstår nogle mønstre, hvor kønnene sættes i bås, og vi skaber stereotyper på mænd og kvinder. Den udadreagerende opdragelse af drengene kan medføre, at når mænd bliver sure og vrede, sidder vreden i højre arm i stedet for i sproget. Det er en struktur og en adfærd, som vi som samfund sammen kan gøre noget for at ændre. Det er ikke kvindernes kamp, men et samfundsanliggende, hvor både mænd og kvinder indser, at det kan bidrage til noget større at ændre på det.”