Franz Beckerlee

Foto: Henrik Ploug - Tekst: Connie Christensen

Intuition er nøglen

Franz Beckerlee er jo kendt af alle som musiker, navnlig fra Gasolin-tiden. Men måske ikke så mange ved, at han også maler. Hvornår maleriet begyndte spurgte vi Franz om i hans atelier.

”Det begyndte allerede før musikken. Jeg både malede og lavede skulpturer sidst i 1950’erne, mens jeg var i lære som værktøjsmager. Det fortsatte jeg med, indtil det famøse orkester opstod og kom til at fylde det hele. Men nu er jeg vendt tilbage til billedkunsten.”

Det bliver jo så til mange år, du har malet. Du har bl.a. udstillet hos Albrectsen, men hvor ellers?

”Jeg har været 3 gange på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvilket som regel er et nåleøje at komme igennem til. I øvrigt har jeg været på en masse gallerier rundt omkring, også på Aalborg Kunstmuseum, Kunsten, med installationer.”

Hvad former du i dine malerier?

”Det er jo et stort spørgsmål. Det væsentlige er det impulsive og så at prøve at ramme et udtryk, som skildrer spiritualiteten i kunsten. For mig er det at ramme selve kunstens væsen det vigtigste. Med selve kunstens væsen mener jeg det, som man ikke kan beskrive. Fordi vi bl.a. i folkeskolen ikke har nogen undervisning i billedkunst, er alle mennesker totalt uforberedt på, hvad det begreb egentlig er. Så de fleste vil gerne have en forklaring på det: ”Hvad mener du med det der? Prøv lige at forklare!” Det er totalt misforstået fra starten, for kunsten skal ikke forklares, det kan den ikke. Hvis den kunne forklares, skulle man jo skrive bøger i stedet for. Men det, som ikke kan forklares, er jo det, der er det spændende, det som på en eller anden måde kan sammenlignes med religiøse oplevelser eller noget lignende.  Det er dét, som jeg prøver at ramme. F.eks. i Kina og Japan lærer skolebørnene – ligesom her – at skrive, men i Kina og Japan lærer de samtidig kalligrafi, fordi de skriver med tegn. Dvs. at man efter en skoleuddannelse i Kina og Japan har en masse forstand på f.eks. penselstrøg, som man kan bruge, når man møder kunst. Allerede det bevirker, at folk på de kanter er bedre forberedt til at læse et billede eller få en oplevelse ud af et billede.”

Hvilken teknik bruger du selv?

”Jeg maler næsten udelukkende med spartel og med fingrene. Sjældent pensler. Det har jeg gjort, og det kan også være, det vender tilbage, men i en længere periode har jeg nu kun malet med spartel og fingrene. Hele maleprocessen er noget, man opbygger over årene. For mig er det vigtigt, at jeg følger min intuition. De indfald, som pludselig kommer et eller andet sted fra, skal følges. Det lyder måske mærkeligt, men man skal altså ikke tænke for meget over det. Så risikerer det at blive fortænkt og miste sit udtryk. Der, hvor der ikke bliver tænkt for meget, er der, hvor billedet opstår, hvor billedet på det nærmeste maler sig selv. Dér bliver det rigtigt spændende.”

Kan du nogle gange gå i stå med et maleri?

”Sagtens. Hvis jeg ikke kan komme videre med noget, sætter jeg det væk, indtil der kommer en eller anden indskydelse, der viser, hvordan det så kan lade sig gøre. Hele den proces kan være frygteligt vanskelig. Mange tror, at det at være kunstner er en slags hobbyliv, hvor man bare hygger sig med at male i glade farver og er i rigtigt godt humør. Men sådan er det sgu meget sjældent! Det er virkelig et helvede nogle gange, når tingene ikke vil lykkes. I første omgang, når man smører farve på et lærred, er det ikke så svært. Men så kan det blive rigtigt vanskeligt, for hvad så? Tit og ofte kan det blive værre og værre, indtil man til sidst er ved at hoppe ud af vinduet. Det er godt, jeg har atelier i stueetagen! Men så på et tidspunkt, hvor man er mest desperat, kan billedet lige pludselig pege på, hvor det er, det skal hen. Og det er det, det handler om. At opnå en situation, hvor billedet selv fortæller, hvad der skal ske, og hvor det skal hen. På den måde kan man male billedet, ikke færdigt, men dertil, hvor det har fået sit eget liv og er blevet et selvstændigt værk, som andre kan opleve og få det ud af, som de kan.”

Du har en stor produktion?

”Ja, jeg er lige så flittig i atelieret som Gasolin var i øvelokalet. Det skal man nok være, hvis man gerne vil noget med det. Jeg arbejder her hele dagen og nogle gange aftenen med, hvis jeg er midt i en spændende proces.”

Er der udstillinger på vej?

”Ja. Der kommer en udstilling i Galleri Oxholm over for Nørrebro Teater. Jeg skal også tale med Kunsten i Aalborg om noget.”

Er det svært at komme ind på gallerierne?

”Det kommer an på, hvad det er for nogen. Der er jo alle slags gallerier, både seriøse og mindre seriøse. Der er masser af gallerier, jeg sagtens kunne komme ind på, men hvor mit arbejde er for avanceret til det publikum, der kommer der. Så jeg skal ind på de mere seriøse gallerier, og det kan være vanskeligt, fordi de som regel har de kunstnere, de skal bruge. Jeg er lidt i et vadested, hvad det angår.

Den økonomiske krise gør også, at det er meget svært at leve af at være kunstner. Kunsten er det første, der bliver skåret fra, når velstandstiderne er forbi. Da friværdien blomstrede, var man helt inde på akademiet og i kunstnerens atelier og købe kunst, næsten før malingen var tør. Den tid er forbi, og masser af gallerier har også måttet dreje nøglen om, fordi de ikke kan få det til at løbe rundt. Og udlandet er slet ikke noget alternativ, for de har selv mange kunstnere, der står og hopper for at komme ind i varmen, og for at komme ind som udlænding skal man vel nærmest være i Bundesligaen. Det er jeg ikke endnu.”

Er der nogle støtteordninger, kunstnere kan få hjælp af?

”De støtteordninger, der mig bekendt har været, er sparet væk for længe siden. Der er ikke noget at hente der. Der er Kunststyrelsen, hvor man kan søge om visse ting i forbindelse med udstilling i udlandet, og de er også flinke til at hjælpe inden for de budgetter, de har til rådighed.”