Anders Ladekarl

Foto: Henrik Ploug - Tekst: Connie Christensen

Røde Kors i Danmark har et væld af aktiviteter i gang hele tiden. 12.000 ansatte, som hovedsagelig beskæftiger sig med asylansøgere,  24.000 frivillige og 200.000, der støtter Røde Kors. For at blive lidt klogere på hjælpearbejdet tog vi til hovedkontoret på Blegdamsvej og mødte generalsekretær Anders Ladekarl.

Hvordan afgør Røde Kors i Danmark, hvad der er vigtigst at bruge ressourcerne på?

”Det er et meget svært spørgsmål, fordi der er så meget behov. Der er så mange steder, man kunne sende pengene hen. Hver eneste dag får jeg anmodninger om hjælp fra en eller anden del af verden. Det er en konstant udfordring at vurdere præcist, hvor vi skal sende pengene hen. Når det gælder vores hjælpearbejde i Danmark, er det vores lokalafdelinger, som tager udgangspunkt i, hvad de ser som de største sociale problemer i lige præcis deres geografiske område. Vi foretager nogle vurderinger, ofte sammen med kommunerne, om, hvad de vurderer som de største problemer, og dem prøver vi så at gribe an. Når det gælder ude i verden, er det vanskeligere, fordi der er så forfærdeligt mange ting, man kunne hjælpe med. En tommelfingerregel er, at vi prøver at hjælpe der, hvor behovene er størst, og de steder, hvor det er sværest at skaffe penge. Vi har nemlig den fordel i Danmark, at vi har relativt mange frie penge, dvs. penge, som vi selv kan råde over. Det er både penge, der er indsamlet, og midler fra Udenrigsministeriet, som er flinke til ikke at binde penge til en bestemt katastrofe. Dvs. at vi har muligheder for at hjælpe i Somalia, Congo og andre steder, hvor det kan være svært for andre at skaffe penge. Vi prøver at være der, hvor behovene er størst, og hvor det er sværest at skaffe penge til.”

Hvordan tages beslutningerne i praksis?

”Det er det enkelte Røde Kors-selskab, der har ansvaret for at hjælpe i deres eget land. Hvis de ikke magter det uden hjælp udefra, udsender de en anmodning om hjælp fra andre Røde Kors-selskaber. Når situationen er, som den er i Afghanistan eller Syrien, er det afghansk Røde Kors eller syrisk Røde Halvmåne, som beder om hjælp fra os. Vi får mange af den type henvendelser, og vi vurderer så ud fra, hvad vi har til rådighed af penge, hvor store vi synes problemerne er, og om vi kan være med til at gøre en forskel der, hvor vi sender penge eller ressourcer hen. Her hos os har vi en international afdeling, som vurderer disse anmodninger og anbefaler, hvordan pengene skal bruges.”

Hvordan går det med at samle penge ind i Danmark, når der er så mange andre, der også samler penge ind?

”Det er rigtigt, at der er mange, som samler ind og gerne vil være med til at gøre en forskel, men der er også mange, og stigende mange, danskere, som gerne vil bidrage til hjælpen. Til trods for, at der nu er flere landsindsamlinger, flere større organisationer, som samler ind, så oplever vi i Røde Kors en stigende opbakning til vores arbejde. Også fra private, jeg tror, at 2012 er det år, hvor vi har samlet allerflest penge ind både til forskellige katastrofer og til hjælpearbejdet herhjemme. Den pessimisme, man kan høre udtrykt,  at vi er blevet for mange indsamlere, og at folk ikke har penge at give, har danskerne gjort til skamme. Vi modtager stor støtte til vores arbejde. Til trods for, at der er mange, der gerne vil have penge, og til trods for, at der er økonomisk krise, hvor man måske skulle tro, at folk holdt lidt mere på pengene. Det gør de ikke, når det gælder om at hjælpe andre mennesker, og det er fantastisk positivt.”

Hvordan rekrutterer Røde Kors frivillige?

”Herhjemme foregår det på den måde, at frivillige melder sig til aktiviteter. Vi har 24.000 frivillige i Danmark, og de er alle rekrutteret ved, at de melder sig via vores hjemmeside eller kommer i afdelingerne og siger, at de gerne vil være med til at gøre en forskel for andre mennesker. Det er på samme måde, der rekrutteres ude i verden. Der er 13 mio frivillige i Røde Kors globalt set, og de er alle sammen organiseret i det lokale Røde Kors-selskab. De selskaber drives først og fremmest af frivillige ligesom Røde Kors i Danmark. På den måde er vi et netværk af en masse Røde Kors-selskaber, hvor de frivillige har meldt sig.

Når det gælder ansatte, som vi sender ud, rekrutteres de ved jobopslag på helt normal vis. Derudover har en en gruppe mennesker – ca. 500 - som har gennemgået en Røde Kors-træning og som vi kan sende ud, når katastrofen sker. Vi kan ikke begynde at rekruttere folk, når katastrofen først er sket. De skal være parat, og de har alle sammen en aftale med deres arbejdsgiver om, at de kan blive sendt ud med 72 timers varsel. En lille hård kerne kan blive sendt ud med 12 timers varsel.”

Hvilke jobs handler det om?

”Det er mennesker, som beskæftiger sig med specialfunktioner så som logistik, telekommunikation, sundhed – læger, kirurger, sygeplejersker. Helt almindeligt hjælpearbejde, f.eks. opsætning af lejre, fordeling af mad osv., foretages altid af frivillige fra det lokale Røde Kors-selskab. Det er meget dyrt at sende internationale hjælpearbejdere ud, der er forsikringer, rejser, lønninger og meget andet, så i det omfang, vi kan bruge lokale frivillige, gør vi det i videst muligt omfang. Vi sender kun stærkt specialiserede nødhjælpsarbejdere ud. De udsendte fra Røde Kors i Danmark er lønnede, men de, der laver hovedparten af arbejdet, er frivillige fra det lokale Røde Kors-selskab.

Vi har 196 Røde Kors-selskaber verden over, der er faktisk kun 6 lande i verden, som ikke har et Røde Kors-selskab. Det internationale Røde Kors sørger for at koordinere indsatserne fra de lokale selskaber, så ikke alle 196 selskaber pludselig står i samme land for at hjælpe. Det internationale Røde Kors sørger også for, at vi har de samme standarder med hensyn til uddannelse og teknisk udstyr, sådan at alle udsendte kommer ud som en del af det internationale Røde Kors, altså som én organisation.”

Har Røde Kors måttet øge sikkerhedsforanstaltningerne ude omkring på grund af fare for overfald?

”Hvis du med sikkerhedsforanstaltninger mener flere væbnede vagter og mere beskyttelse omkring os, er svaret nej. Det er rigtigt, at det er blevet farligere at lave nødhjælpsarbejde. Alene i Syrien er 21 kolleger blevet slået ihjel i de sidste to års konflikt der. 9 i Afghanistan. Så der er stor fare forbundet med at yde nødhjælp, men et princip for Røde Kors er, at vi er ubevæbnede, og at vores beskyttelse alene er lagt i hænderne på de konfliktende parter. Det skal forstås på den måde, at hvis Røde Kors skal hjælpe, skal det være fordi, man gerne vil have vores hjælp. Når vi går ind i en krigssituation, har vi altid aftaler med krigens parter om, at de gerne vil have os, og at de respekterer vores neutralitet og vores emblem. Det går galt nogle gange, fordi nogle konflikter er blevet så komplicerede, og der er så mange parter involverede, at vi somme tider ikke får aftaler med dem alle sammen. I Syrien er der 1500 forskellige bevæbnede grupper, og det kan være svært at have aftale med dem alle; derfor har vi været ude for i Syrien, at vi troede, at vi havde aftaler med dem, der var i gang med at slås i et bestemt område, hvor vi skulle ind og levere forsyninger, og så viste det sig, at vi måske ikke havde aftale med alle, og dem, vi ikke havde aftale med, blev så sure på os, at de skød og nogle gange også dræbte vores folk. Men i det øjeblik, Røde Kors bevæbner sig, mister vi vores identitet som den organisation, der skal være på begge sider af konflikten, og så er der nogen, som ikke vil have os. Det er meget vanskeligt, og der er stor risiko forbundet med det, vi laver, men hvis vi ikke skulle bruge vores neutralitet og upartiskhed som vores sikkerhed, har vi ikke noget tilbage i Røde Kors. Vores arbejde skal være baseret på aftaler og respekt for Røde Kors; det betyder, at der er områder i verden, hvor vi ikke kan være, fordi nogen i krigen ikke ønsker vores tilstedeværelse. Der er f.eks. dele af Somalia, hvor Al Shabab-militsen har erklæret, at alle internationale organisationer er uønskede og vil blive betragtet som fjender, hvis de kommer. Det er en stor humanitær katastrofe for de mennesker, der er der, fordi ingen må hjælpe dem.”
    
Hvordan stiller Røde Kors sig til krisen i Sydeuropa?

”Det er sådan, at Røde Kors er i 196 lande, og i alle de lande har vi hjælpearbejde, også i Danmark, hvor vi lige har delt 3.100 julepakker ud. Vi har 7.000 ensomme, som får besøg af en besøgsven fra Røde Kors. I USA driver amerikansk Røde Kors tusindvis af suppekøkkener for mennesker, der ikke har mad på bordet. Vi oplever nu, at den stigende fattigdom i Sydeuropa gør, at vores kolleger i f.eks. Spanien, Grækenland og Rumænien har fået meget mere at se til i deres egne lande end de har haft tidligere. Indtil videre klarer de det uden at bede om hjælp fra andre Røde Kors-afdelinger; de får hjælp fra EU i form af overskudsmad, økonomisk støtte og også støtte fra deres egne regeringer, men det har altid været og vil altid være sådan, at når der er en nødsituation i vores eget land, har vi en forpligtelse til at hjælpe. Der er en stor krise i Sydeuropa, og det betyder, at f.eks. spansk og græsk Røde Kors bruger flere ressourcer på deres egne borgere end før i tiden, hvor de måske blev brugt i Afrika eller andre steder.”

Er det svært at rekruttere f.eks. besøgsvenner?

”Ja og nej. Vi har lige haft et juledatingprojekt med DR, hvor vi bad danskere om at melde sig som julevenner, sådan at folk, der er ensomme juleaften, kunne få et sted at holde jul. Over 600 meldte sig til at få en ensom på besøg juleaften, mens kun 150 ensomme meldte sig, selvom vi ved, at over 150.000 mennesker sidder alene juleaften. Når det er sådanne enkeltstående aktiviteter, er det forholdsvis nemt at rekruttere folk. Det kniber lidt mere, når det er de mere langvarige venskabsbesøgsrelationer. Der mødes man gennemsnitlig en gang om ugen, dvs. at man skal være til rådighed 1 eller 2 timer en gang om ugen, og det er der nogle, som har svært ved at overse på permanent basis. Vi har over 7.000 besøgsvenner, men vi har godt 8.000, som gerne vil have en besøgsven, så der kunne vi sagtens bruge nogle flere.”