koldinghus

Samtlige partier i Kolding byråd er enige om at indgå en aftale med Kongernes Samling på Rosenborg og Amalienborg om drift af Koldinghus fra 1.1 2021. Det lokalhistoriske museum, Museet på Koldinghus, der i dag har til huse på slottet, flytter sine aktiviteter til slottets Staldgård under navnet Museum Kolding.

Kongernes Samling, der er et selvejende museum, har i dag to afdelinger: Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet. Det tidligere kongeslot Koldinghus i Jylland bliver dermed Kongernes Samlings tredje afdeling og vil fremover bidrage markant til, at historien om de danske konger og dronninger og baggrunden for vores nuværende monarki formidles til alle danskere. Museum Kolding vil fortsat være en selvejende institution og et statsanerkendt museum med ansvar for kommunens lokalhistorie, dansk sølv og samarbejde med Statens Kunstfond om udstilling af smykkesamlingen.

Kolding Kommunes politiske ambition er at samle en række kulturhistoriske aktører i Kolding, så det ny Museum Kolding fusionerer med det nuværende formidlingscenter i UNESCO-byen Christiansfeld og det kommende oplevelsescenter på Skamlingsbanken, som åbner i foråret 2021. Visionen er at styrke kommunens i forvejen stærke kultursamarbejder og sammen med borgerne at udvikle forståelsen og formidlingen af kulturhistorie i et nyt lokalhistorisk kraftcenter.