dsb bus

Tekst: Connie Christensen - Foto:Henrik Ploug

DSB OG BANEDANMARK IKKE I MÅL DENNE SOMMER

Først kom historien omkring de billige ”corona-billetter”, som mange købte i den tro, at de kunne tage toget på tværs af landet til en rimelig penge. Toget, altså, ikke de togbusser, som uden forudgående oplysning kom til at erstatte toget på mange strækninger, så den komfortable togrejse uden nævneværdige stop pludselig blev væsentligt længere og med mange stop og deraf følgende trængsel og slæben af kufferter m.m.

Og togbusserne er i denne tid, hvor vi alle skal holde afstand og respektere de forholdsregler, der minimerer virus, oven i købet propfyldte. Det kunne virke som om DSB og Banedanmark ikke kommunikerer – DSB står for togbusserne, som skal køre på de jernbanestrækninger, som Banedanmark renoverer. Det kunne nok være en god idé, hvis DSB tænkte noget mere kreativt, måske kun satte passagerer i hvert andet sæde, eller satte flere busser ind. Det koster noget mere, men på den lange bane kunne megen smittefare undgås netop her, og samfundet som helhed spares for krævende sygdomsbehandling.