havnevrterne

Sommeren nærmer sig og temperaturerne udenfor stiger. Det betyder mere liv i Københavns Havn i form af folk der griller langs havnen, bader i havnebadene og sejler i Københavns havn og kanaler. 
Alt sammen en naturlig og glædelig del af sommer i København.
Men ikke alle er opmærksomme på de regler, der er til for at holde havnen sikker og tryg for alle brugere. Det skaber til tider farlige situationer som udspring fra broer, badning uden for badestederne, motorbåde med for høj hastighed, grill på brandfarligt underlag m.m.

Derfor iværksatte By & Havn og Københavns Kommune sidste år pilotprojektet med de sejlende havneværter bl.a. med inspiration fra Københavns Kommunes natteværter. Havneværterne er opsøgende overfor uhensigtsmæssig adfærd, og bidrager til en sikker havn gennem dialog og samtale.
Havneværterne varetager også andre opgaver i havnen herunder at tilse havnebade og badezoner, besvare spørgsmål fra havnens gæster og lignende. Dertil vil de i år have særligt fokus på, at man skal huske også at holde afstand til hinanden i havnen.
FAKTA:
De sejlende havneværter er et pilotprojekt i samarbejde mellem By & Havn og Københavns Kommune
De er på vandet alle dage kl. 10-18 fra den 7. maj til den 8. august
Havneværterne hjælper gæster i og omkring havnen til at have en sikker adfærd gennem opsøgende arbejde, dialog og information. De foretager desuden opgaver omkring tilsyn af faciliteter og opsyn med miljø.
De indgår i det daglige samarbejde omkring en sikker og tryg havn, der desuden tæller Københavns Politi, By & Havn og Hovedstadens Beredskab.