nybodergr 1

Om aftenen d. 4. maj 1945 blev tyskernes kapitulation

annonceret i Danmark. Og med virkning fra d. 5 maj om

morgenen var Danmark atter frit. Det var 5 mørke år i

historien som krævede sit af befolkningen herhjemme.

Der var bl.a. mørklægning og spærretid. Augustkrisen i 1943

opstod som følge af svære tyske militære nederlag i

både Italien og Rusland.

Den deraf følgende tyske nervøsitet 

fik den danske befolkning til at føle større frimodighed 

over for de tyske soldater her i landet og en strejke blandt

skibsvæftsarbejderne i Odense, udviklede sig til en

konfrontation mellem en stor del af folket og

den tyske besættelsesmagt. De heraf følgende

uroligheder blev standset d. 6 august, men en sabotagebrand

i Esbjerg medførte nye uroligheder. Der blev en folkelig

opstand mod tyskerne. Gadekampe og generalstrejker

udviklede sig og brød frem som små hurtigt løbende

brande i Danmark.

Men før det generelle

Danmark satte sig

til modværge, havde

modstandsbevægelsen i

alle årene udført arbejde,

som både var mere farligt

og kompliceret. En af dem

var med til modstanden

har vi talt med. 

nybodergr 2

Gunnar Krogsbøll, nu 92 årig tidligere

modstandsmand, som har

skrevet en bog om tiden med

titlen: Nybodergruppen. Bogen

fortæller med ord og billeder

om Krogsbølls historie, både

før og under besættelsen.

Hvad fik unge mænd til

at gå ind i dette farlige

arbejde og hvordan blev man

overhovedet rekrutteret?

En del af forklaringen var

selvfølgelig spændingen.

Ungdommen vovemod. De

fleste unge mennesker har jo

få forpligtelser og har endnu

ikke nået at stifte familie.

Derfor søgte en del ungdom

mod modstandsbevægelsen.

Men det var ikke let at komme

ind i ’foreningen’. For det

første kunne man jo ikke

umiddelbart se eller vide om

folk om de var i bevægelsen.

Man skulle føle sig frem.

Det tog lang tid at komme til

at kende nogen som vidste

noget, og senere kunne bringe

information om, hvem man

i givet fald skulle kontakte,

for at komme nærmere målet:

Modstandsbevægelsen.

Krogsbøll fortæller:- ”Hvorfor

skrev jeg bogen? For at

begynde med begyndelsen

var jeg fjorten år gammel

da jeg blev interesseret i

modstandsbevægelsen, og alt

det man ad omveje og ikke

legitime veje kunne opsnuse.

Jeg samlede udklip og fulgte

med i krigens slag på en

opslagstavle på mit værelse.

På et tidspunkt opfordrer

Christmas Møller til modstand

og sabotage via London

radio og så var der interesse.

Da Christmas Møller jo var

konservativ politiker, fik jeg

kontakt med en ung mand

som var fra KU og fik en

indmeldelsesseddel. Jeg meldte

mig ind i KU bevægelsen. Ikke

med nogen politisk baggrund.

Det interesserede mig slet

ikke. Det var muligheden

for at kunne være med i

modstandsbevægelsen der

var målet. Så begyndte jeg

at komme til møderne og

holdt lav profil med mine

ønsker, og så en dag var der

een som spurgte, om ikke

jeg ville være med i ST.

Konservative stormtropper.

Det ville jeg gerne, da det

lød som om der kunne være

noget modstandsarbejde i

det. Og dér mødte jeg en

mand der hed Kurt Petersen.

Han arrangerede ture til

Hareskoven hvor vi trænede

og pludselig blev vi enkeltvis,

med hånden på biblen

adspurgt, om vi ville være

med i en modstandsgruppe.

Det var i begyndelsen af 1943.

Kurt Petersen var selv lige

blevet løsladt fra Horsens

statsfængsel af tyskerne, fordi

han havde kunnet snakke

sig ud af en forbindelse med

en anden gruppe, som var

blevet trævlet op af Gestapo.

(Geheime Staatspolizei).

Denne gruppe, vi skulle være

med i hed: Linde allé aftalen.

Straks gik vi i gang med

træning med forskellige våben

og sager og vi var jo vilde for

at kunne komme i gang med

noget. I samme forbindelse

kunne man være medlem af

KU’s Tærrænsportsforening.

Udmærket træning i

kortlæsning og navigation

i terræn. Og en dag blev vi

overført til Rødovregruppen.

Vi var blevet opbygget trin

for trin. Og uden vi havde

bemærket det, havde det

været planen fra højere sted,

gennem hele træningen af de

forskellige ting.

Egentlig var vi til for at skulle

kæmpe mod tyskerne, hvis

Europa blev invaderet af

allierede tropper. Så egentlig

sabotagegruppe var vi ikke,

men hvis lejligheden bød sig,

rakte vi gerne til. Vi ville alt

dengang, bare det bekæmpede

tyskerne. Vi var selvfølgelig

beklemte og nervøse over, at

der en dag skulle kæmpes med

livet som indsats. Og samtidigt

skulle vi jo også leve livet og

more os.

Der var mange ting vi ikke

fik at vide under krigen.

Om alt muligt. Jo mindre vi

vidste, jo mindre kunne vi

jo så afsløre, hvis gruppen

blev optrævlet. Hvis man

blev taget, så skulle der gå

en vis tid og så kunne man,

afhængigt af hvor slemt man

var presset af eventuel tortur

eller andre trusler fra tyskerne,

begynde at afsløre navne

f.eks. I det daglige havde vi

intet med kommandørerne at

gøre og vidste faktisk ikke,

hvem de var. Et er sikkert:

Det var blevet et slemt

blodbad hvis ikke tyskerne

selv havde kapituleret. Efter

kapitulationen blev vi mest

brugt til vagtmandskab over de

fanger som var blevet fanget

i det forholdsvis fintmaskede

net der var, der efter krigen.

For fintmasket kunne man

med historiske øjne sige. Mere

end godt var det at også det

man ville kalde for ”uden for

interesse” blev tilfangetaget,

og nogle af disse også straffet,

hvilket man sikkert ikke

ville have haft gjort i dagens

Danmark, hvis det var nu i

2017.

nybodergr 3

Her senere i livet som

pensionist var min store

interesse slægtsforskning, og

derfor forfulgte jeg ikke emnet

om militærgrupperne dengang.

Min kone Lise havde flere

gange gennem årene opfordret

mig til at skrive lidt om mine

oplevelser under krigen, og

en dag i 2010 fik jeg taget

mig sammen til at begynde

dette arbejde. Jeg startede

med at kalde det for ”En

Nyboderdrengs oplevelser

under den tyske besættelse

1940 - 1945 ”. Efterhånden

som arbejdet skred frem

blev jeg klar over, at det i

virkeligheden var en lille

del af ”Militærgruppernes

historie” som Jørgen H. Barfod

havde efterlyst, og derfor

besluttede jeg mig til at ændre

titlen på mit manuskript til”

Nybodergruppen”.

Navnet” Nybodergruppen ”

var det navn som gruppen

fik da vi dyrkede terrænsport

i Konservativ Ungdoms

Terrænsportsforening ”

K.U.T” inden vi blev tilsluttet”

Rødovre Kompagni.

For at få belyst de enkelte

episoder som gruppen havde

være involveret i så korrekt

som muligt, besluttede

jeg mig til at spørge to af

mine gamle kampfæller fra

dengang, gruppefører Morten

Hilmer Rasmussen og min

fætter Poul Høeg,om jeg

måtte benytte noget af det

erindringsmateriale som de

gennem årene har sendt mig,

og det gav de mig lov til.

Foruden Morten og Pouls

erindringer har jeg også

benyttet materiale fra 3 nu

afdøde personer, nemlig

min far Victor KrogsbølIs

selvbiografi fra 1969 , min

bror Victors breve til mig,

og så Jørgen H. Barfods

båndoptagelse af en samtale

fra 1987 med kompagnichefen

for Rødovre Kompagni under

krigen, Hans Friis Jensen.

Der er nu gået ca. 70 år

siden krigen sluttede, og

disse erindrindskilder fra 6

forskellige personer viser,

at vi der deltog i de samme

aktioner ikke altid husker

begivenhederne på nøjagtig

samme måde. Det må jo

være et bevis på, at den

menneskelige hukommelse,

ligesom alt andet i denne

verden, bliver lidt slidt med

årene.

Hvis vi under krigen havde

ført dagbøger over hvad vi

foretog os, så kunne man

vel betragte denne bog som

dokumentarisk, men da vi af

indlysende grunde ikke gjorde

det, foretrækker jeg at sige

Såvidt jeg husker”

Bogen kan søges på nettet:

WWW.frihedsmuseetsforlag.dk