Mano Sareen, Foto: Henrik PlougTekst: Connie Christensen
Interview med Mano Sareen
Hvornår begyndte du at mærke engagementet trække i dig?
"Jeg tror, det er kommet gradvist, som når man lægger klodser oven på hinanden. Det har ikke været bevidst for mig, at jeg skulle ende her.
Jeg har arbejdet hele mit liv i modsætning til mange af mine kolleger, som har været medlemmer af ungdomsorganisationer osv., det har jeg ikke. Men du sagde ordet engageret og ikke politisk aktiv, og derfor svarer jeg på dét, for det er nemlig rigtigt.
Jeg har altid været engageret i mine medmennesker og de svageste, og det er også det, jeg arbejder med. Det kommer nok også af en påvirkning fra min mor, som altid har været engageret i de svageste; jeg har fået det med fra barnsben af."
Nu skal vi ikke tale kirkevielse i dag. Men spørgsmålet har medført, at medlemmer af Folkekirken har meldt sig ud, nogle fordi det nye ritual er blevet indført, andre fordi de ikke mener, kirken fornyer sig. Hvordan mener du, kirken skal styre sig igennem for at klare sig?
"Jeg er sikker på, at kirken nok skal klare sig, der er 4,4 mio medlemmer. Så vidt jeg kan se af de seneste beregninger, er der 2.000 flere, der har meldt sig ud i forhold til sædvanligt. Ikke desto mindre er der en tendens i disse år til, at der er flere og flere, der melder sig ud. Årsagerne kan være mange: spørgsmålet omkring de homoseksuelle, manglende fornyelse, men desværre også økonomi, fordi nogle i en krisesituation regner på, hvor meget man kan spare ved at melde sig ud. Der er firmaer, der hjælper folk til at spare penge, og så kommer kirkeskatten i spil.
Men jeg tror ikke, det er antallet af medlemmer, der holder kirken i gang. Det er det engagement, som menigheden lægger for dagen. Menigheden er rygraden i kirken, og jeg mener, det er vigtigt at værne om menigheden. Det er jeg meget bevidst om, og jeg lægger vægt på at gøre det nemmere at sidde i menighedsrådet. Det er administrativt besværligt, det siger alle til mig, og jeg har derfor sat en mindre reform i gang inde i Kirkeministeriet, hvor vi har taget fat på en række bekendtgørelser og cirkulærer og trukket dem ud. Jeg har sagt i ministeriet, at hver gang de kommer med en ny regel til menighedsrådene, skal den ind over mit bord, og så skal den ledsages af forslag til to regler, der kan fjernes. Og det er netop, fordi jeg hører alle steder, at arbejdet i menighedsrådene er for besværligt. Jeg talte med én, som fortalte mig, at de holder et 3-timers møde hver måned. De 2½ time går med administration, regnskaber og alt bøvlet, og så bruger de ½ time på at tale om, hvilken vej kirken skal gå. Det skal vendes om. Vi skal helt ned i maskinrummet og vende det om."
Mener du, at kirken skal skilles fra staten?
"En adskillelse af kirke og stat kræver en grundlovsændring, og det er slet ikke dér, vi er. Det er heller ikke det, regeringsgrundlaget lægger op til. Vi skal opfylde grundlovens løfteparagraffer, altså at den evangelisk-lutherske folkekirke understøttes af staten, men også at folkekirkens ordning skal lovreguleres. Det er den styrelseslov, vi netop forhandler i øjeblikket. Der er aldrig kommet en styrelseslov, men jeg tror, den kommer nu, for der er stor vilje blandt de politiske partier og i det folkekirkelige landskab. Det går ud på – som man har gjort i Norge – at slække båndene lidt, så vi får en mere selvstændig og friere kirke, som måske – og jeg siger måske, for det er en forhandlingssag – får mere kompetence til at træffe selvstændige beslutninger. Det vil give en meget mere fri kirke i Danmark."
Og dermed sikkert også en mere kraftfuld kirke?
"Det tror jeg. Jeg tror, det vil styrke folkekirken at få mere luft."
Der er allerede nogle kirker i byen, som er dømt til lukning. Kommer vi til at se flere lukninger?
"Det kan jeg jo ikke vide. Men jeg kan give dig den simple forklaring: hvis folk går i kirke, sker lukningen jo ikke! Der er kirker, hvor der er messefald, og det undrer mig meget, for hvis bare menighedsrådet mødte op, ville der ikke være messefald. Så ville man kunne holde gudstjenester. Det er det enkle svar. En anden forklaring er den demografiske udvikling, som har ændret forholdene væsentligt over de seneste 20-40 år. Hvis man ser på København, er situationen, at der kommer flere og flere ældre, de unge bruger ikke kirken på samme måde, og der er en indvandring til byen, så der er mange elementer i det."
Hvad synes du, de nedlagte kirker kunne bruges til?
"Det er Kirkefonden, der ejer kirkerne i København, så det har jeg ingen indflydelse på. Kirkefonden kan selv bestemme, hvem de vil sælge en kirke til. Men jeg synes klart, at der er nogle grænser; man har diskuteret, om en nedlagt kirke kunne bruges til moské. Men jeg har talt med muslimer, som klart siger fra, fordi de ikke ønsker at træde på nogens følelser. Men man kunne måske være kreativ og bruge dem til forsamlingshuse, kulturhuse eller lignende. Når man tager en kirke ud af drift, bliver der "kun" en bygning tilbage, som man kan bruge til, hvad man vil. Men der skal selvfølgelig tages hensyn til det følsomme element."
Integration er et andet område, du er meget engageret i. Hvordan går det med integrationen i byen?
"Det kommer an på, hvem man taler med. Man skal huske, at indvandrere er lige så forskellige som danskere. Nogle klarer sig fint, andre mindre godt. Desværre er det dog sådan, at blandt dem, der klarer sig dårligst, er indvandrerne overrepræsenterede. I mange tilfælde hænger det sammen med sociale forhold: arbejdsløshed, boligforhold, problemer med børn, dårlig uddannelse. Social armod fører til økonomisk armod, som igen kan føre til andre ting. Det er et stort problem, for det går ud over børnene, også fagligt, og det giver nye problemer. På den anden side er der rigtigt mange, der klarer sig bedre og bedre, og det synes jeg, man skal glæde sig over. De bliver en større og større del af det danske samfund, fordi de vælger det til at blive danskere."
Hører vi nok om succeshistorierne?
"Nej, for succes er ikke interessant. Mediernes vilkår er at skrive om katastrofer og konflikter. Det er heller ikke sjovt at læse om danske succeshistorier, det er det bløde stof, man kan bladre forbi. Vi dyrker konflikten. Det ville heller ikke gøre noget, hvis vi bare havde en større interaktion med hinanden. Problemet er, hvis man kun har fået sin viden om indvandrere fra medierne. Så har man fået et meget skævt billede. Men hvis man selv kender indvandrere personligt, får man et mere nuanceret billede."
Er vi som danskere for lukkede, for dårlige til at lukke nye mennesker ind?
"Nej, det synes jeg ikke. Danskere er interessante på den måde, at de lever meget i cirkler, og det er meget svært at komme ind i de cirkler. Meget, meget svært. I andre lande er det nemmere at komme ind. Men det anderledes ved danskerne er, at kommer du først ind, bliver du virkelig taget godt imod. Der er en dybde i de cirkler, som ikke – vil jeg påstå – findes i de andre lande. Dér er det meget overfladisk. Her passer vi os selv, men hvis jeg først kommer ind i din verden, så bliver jeg der. Og det vil jeg hellere have end det andet, det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Men det handler også om, at vi har et ansvar, både du og jeg. Jeg har også et ansvar for at gøre noget for at komme ind i de cirkler, lade mine børn deltage i sportsforeninger osv. Der synes jeg ikke, vi har været gode nok som indvandrere. Når jeg taler med indvandrerforældre, siger jeg til dem, at det er så vigtigt, at de blander sig. Danskerne er svære, ja, men når man først kommer ind, lærer man meget. Vi kan lære af hinanden. Vi er nødt til at blive bedre til det."
Tekst: Connie Christensen
A
GULD, SØLV, SØLVBESTIK,
