befrielsen2

En hal på Amager.
Tekst: Connie Christensen - Foto: Helge Ploug Christensen

I år er der ikke ret mange københavnere igen, der kan huske 4. maj som voksne. Nu er det dem, der var børn, der kan fortælle noget om den aften og dagen derpå. Og barneperspektivet har jo altid været et væsentligt bidrag til den kollektive hukommelse. Psykologiske iagttagelser har derudover demonstreret, at ens private hukommelse har det med, at den, når årene går, blandes sammen med andres erindringer, fortalt i film og på tryk, hvor man er helt sikker på, man har oplevet noget på en bestemt måde, fordi hjernen godt kan snyde.

Femoghalvfjerds år er to generationer. Næsten ingen sætter lys i vinduerne længere, som det jo stadig var almindeligt for tyve år siden. Da frihedsbudskabet lød klokken 20.35 sommertid, var det fuldstændig lyst ude og kun med god vilje kunne man se de små billige stearinlys, folk havde gemt til den dag. Det historiske stof fra 1945 til 2020 er jo også vokset med så rigelig meget, at historiebøgerne i skolen må være svulmet op til folianter, hvis ikke redaktørerne med hver ny udgave afgør, hvad de denne gang skal skære fra. På den anden side har de elektroniske medier, og her i høj grad billedmedierne, gjort det ret nemt at hente dokumentation fra nettet, blot man har lyst til at se, hvordan det nu var dengang i maj 1945. Private fotografier fra foråret 1945 kan vi nu med lethed se på internettet.

befrielsen1

General Dewing på vej fra Kastrup Lufthavn ad Amagerbrogade.

I hele april måned må tyskerne have vidst, at de nu snart skulle hjem eller i fangelejr, og mon ikke de, som man siger på tysk, ”klammheimlich” – i deres stille sind – lod besættelse være besættelse og tænkte på, hvordan de helt personligt reddede deres gode skind og det, de havde hamstret. De desperate var hipoerne, Sommerfolk, Schalburgfolk og danske nazister, der vidste, at det nu var dem, der var taberne, og at hævnens time ville komme. Der har aldrig været flere terroraktioner, flere drab og skyderier i København end i de sidste uger før befrielsen. Kun to uger før kapitulationen ville SS tvinge de ungarske soldater i garderkasernen til at rykke ned til Østfronten, der forløb ved Hamborg dengang. Syv eller otte døde var resultatet af den ungarske opstand omkring Kongens Have. Taberne udviste en uhyrlig brutalitet, som vi i dag oplever det hos islamister. Måneden før befrielsen kunne det faktisk være livsfarligt, når en københavner kom de forkerte steder. I selve befrielsesnatten efterlod hipogangsterne skudhuller i porten til Julius Kopps ejendom i Læderstræde, som stadig kan ses. Samtidig var modstandsbevægelsen, lokalpolitikerne op partiorganisationer i gang med den taktiske planlægning af time nul. Alle detaljer, fra afvæbning til kortlægning af fjendens ressourcer, logistiske forholdsregler angående transport og byens forsyning med brændsel og fødevarer blev i hemmelighed gennemgået og sat på plads. Kaos skulle undgås.

befrielsen3

Befrielsesparaden her ved Niels Juel

De fleste af os har igen og igen hørt den danske speakers stemme med datidens klassiske udtale om frihedsbudskabet over BBC’s danske sektion. Der var stadig elektricitet, og der fandtes radioapparater i de fleste hjem. Så da teksten var blevet læst op, gerådede københavnerne og hele Danmark i en aldrig før og siden set glædesrus, der kun kan sammenlignes med østtyskernes jubel efter at det østtyske tv havde udsendt Günter Schabowskys meddelelse om, at Berlinmuren nu var åben. At lys kom i vindueskarmene skal ses sammen med, at de forhadte mørklægningsgardiner, som man i fire år havde måttet aktivere hver aften, nu demonstrativt blev revet i stykker. Den reelle og juridiske virkelighed var dog, at kapitulationen først trådte i kraft den 5. maj klokken 8 om morgenen: Overgreb, vold og skud fortsatte også efter klokken halv ni den 4. maj. Tyske soldater skød uden varsel, hvis de følte sig hånet. De, der oplevede den aften og dagen efter, vil aldrig aldrig nogensinde glemme det. Vreden, frustrationen, hadet mod besætterne, de daglige genvordigheder med mangel på nærmest alt var for en stund glemt og kom først igen, da rusen var forduftet i maj.

befrielsen4

Medlemmer fra en frihedskæmpergruppe på Amager holder pause.

Et folk kan svejses sammen og finde en forhøjet fælles identitet ikke kun ved nationale katastrofer, kriser og ulykker, men også ved store glædelige begivenheder som for eksempel erklæringen af menneskerettighederne i boldspilssalen i Versailles den 26. august 1789, hvor granvoksne mænd ikke kunne holde store fede tårer tilbage og gav hinanden tætte knus. Den 4. og 5. maj var Danmark endelig sig selv igen, og da den populære konge og dronningen den 9. maj efter fem år igen kørte gennem byen, toppede denne ægte samhørighedsfølelse i glæden ved den danske identitet. Kølige og rationelt tænkende videnskabsmænd overser per instinkt en sådan folkelig tilkendegivelse. Jubel og had iscenesættes jo ofte af

befrielsen5

Kong Christian d. 10. og Dronning Alexandrine hyldes af københavnerne efter befrielsen.

magthavere i deres egen interesse, men den spontane, ægte rørelse i ordets begge betydninger findes og kom igen efter attentatet foran Krudttønden og synagogen den 14. februar 2015. Den var heller ikke iscenesat af myndighederne.