Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

jeanne floe2Foto: Henrik ploug

Når psykologen pludselig er den eneste, du kan snakke med -

Ved min indgangsdør står der en flaske sprit. Da jeg åbner døren, nærmest danser jeg rundt om klienten for at holde de to meters afstand, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Det er hverdag i klinikken. Som psykolog må jeg fortsat have klienter, og det er mange rigtig glade for. For det giver en lejlighed til at komme lidt ud af isolationen og mulighed for at tale med nogen. 

Frygt, usikkerhed og isolation er blevet hverdag. Den 11. marts er indprentet som en historisk dato vi aldrig glemmer. Datoen, hvor Danmark blev lukket ned. Samtidig blev der lukket op for usikkerhed. For hvad nu med børnepasning, karrieren, jobbet og aktierne der styrtdykker. Alt dette krydret med frygt for den usynlige fjende, Corona. 

Alle mærker vi bekymringen overfor den hidtil ukendte virus. Det påvirker os psykologisk, når en krise afledt af Corona ændrer de samfundsformer, vi kender. Denne trussel har alt, hvad der nærer vores frygt. Uvished i rigelige mængder. Virus er usynlig, vi ved ikke om vi rammes, om en af vores kære rammes, hvornår det stopper. Når noget er usikkert, trigger det vores frygtrespons. Det ligger dybt i vores DNA. Vores hjerne er biologisk kodet til at reagere sådan.  

Det er alt sammen meget forventeligt. Men en nok så vigtig bivirkning, er følgerne af den sociale isolation. Vi lever i en singlekultur, og det betyder, at lige nu sidder rigtig mange isoleret. Også vores ældre er ensomme fordi de ikke kan have livgivende kontakt med deres nærmeste.  

Berøring er livgivende. Nærhed og fysisk berøring er afgørende for, at vi som mennesker har det godt fysisk og psykisk. Det føles ikke bare rart her og nu, men frigiver også vigtige stoffer i kroppen og hjernen. Vi er sociale væsner. Afskåret fra dem vi har kær, er vi som en fisk på land. Vi er skabt til at forbinde os med hinanden.  

Bivirkningerne synes lige nu at være uoverskuelige. For hvilke følger giver det, at vi er tvunget ud i fysisk afstand og isolation? Vi har kun udgangstilladelse, hvis vi skal et hurtigt smut i Netto efter en liter mælk. Og hunden bliver luftet flittigt for at have en undskyldning for at kunne komme lidt ud, og forhåbentligt møder man her en tilfældig forbipasserende, man kan sende et nik.  

Det giver psykisk smerte ikke at kunne forbinde sig med andre. Og mens der allerede er varslet hjælpepakker for økonomien, så kan de psykiske følgevirkninger på Corona vise sig at kræve en helt anderledes form for hjælpepakke.

Jeanne Fløe

aut. cand. psyk specialist i klinisk psykologi og sundhedspsykologi med klinik i Sfinxen Drechselsgade 12 7.th 2300 København S
www.jeanneomfamilieliv.dk