Byens amerikanske påvirkning

I 1982 blev ”Jane Fonda’s Workout” verdens mest solgte video og også i København fødtes bølgen af studioer for kvindefitness som upgrading af den gode gamle jazzballet, som Marguerite Viby allerede gjorde grin med i Cirkusrevyen 1965.  US-dukken Barbie, opkaldt efter Ruth Handlers datter Barbara og oprindelig designet efter en tysk comicfigur, har fra 1959 massivt hjernevasket generationer af pigers og kvinders kropsideal.
Til sidst endnu et eksempel, som få egentlig tænker på. Før krigen var det absolut en svipser, når en fjollet elev på et klassefoto smilede eller ligefrem grinede, men amerikanske spillefilm viste københavnerne, at bisserne skulle vises, når fotografen skulle tage billeder. Keep smiling-filosofien kommanderede ”cheese!” Og efter 1950 var det omvendt: en enkel særling i gruppen kunne ikke få sig til at lukke munden op. Det danske sprog har stadig ingen glose for det at grimassere med åben mund og fortænderne i forbindelse med at være i fokus af et kamera. TV-speakere lærer nu ligefrem at kunne tale med grinegrimassen på. Vi kan dagligt iagttage det på tv-skærmen hos politikere og andre medievante. 
Når vi i dag alle vegne ser de mange piger med benene støbt ind i lyseblåt pølseskind, tænker vi næppe over, at disse benklæder er en sjov efterkommer af de oprindelige slidstærke 1800-tals arbejdsbukser til amerikanske industriarbejdere, der har gået deres sejrsgang over hele verden, efter at Hollywood efter anden verdenskrig iførte mandlige westernskuespillere denne blå benuniform. I København introducerede konfektionshandelen denimbukserne i 1955 under navnet ”cowboybukser”.  På Larsbjørnsstræde 16 er der butikken JEANSSTORE CPH, der næsten udelukkende har specialiseret sig i jeans. De nu allerede umoderne hængerøvsbukser er igen modeimport fra USA, idet stilen med standardiserede overstørrelser sandsynligvis går tilbage til storbyens glorificering af one-fits-all fængselskonfektion. De utallige varianter af alskens sportsbeklædning fra baseball caps til sneakers har alle med få britiske undtagelser deres rødder i USA’s sportsdyrkelse. Så den aktuelle gadeaktør med halvcirkelformet pandeskyklap, munkehætte og reklametekster foran og bagved er en ren kulturimport fra amerikanske millionbyer.
Det københavnske gadebillede vrimler med blonde kvinder, fra strågule til platinhvide, mens hankønnet med ganske få undtagelser udmærker sig ved fravær af blondt hår. Denne absurde capriccio i den menneskelige evolution har ikke en biologisk, men en kemisk forklaring i begrebet fausse blonde, falsk blondine; det betyder, at kvinden har fået glattet krøller og bleget sit hår med brintoverilte. Det har nok ikke så meget med arisk racisme at gøre, men er et udslag af mænds foretrukne kvindeideal: en kvinde, der forlænger barnets uskyldige – og naive! – lyshårethed. Europæiske og nordamerikanske børn har som bekendt ofte ret lyst hår, som i voksenalderen bliver mørkere. Hvor er så linket til USA? Jo, i begyndelsen af 1930’erne skabte Hollywood med Jean Harlow som en af de første den blonde, sensuelle, naive og farlige fristerinde, og typen blond plus barmfager – for eksempel i filmen Blonde Venus (1931) med Marlene Dietrich – blev et slidstærkt ikon for en lang række spillefilm, som blev slugt råt af piger og kvinder ikke blot i København.
Derfor den efterfølgende regelmæssige gang til hairstylisten, som frisørerne nu hedder. Ikke tilfældigt at den mest feterede kvinde i det forrige århundrede, Marilyn Monroe, fik ødelagt sit mørke hår gennem gentagne kemiske blegebehandlinger. I 1973 gjorde Gasolin vægmaleriet i Andys Bar i Gothersgade landskendt med en LP: den blonde sexbombe på en gade i San Francisco, der er ved at tabe sine trusser.
Kosmetikbranchen har i over tre hundrede år været underlagt diktatet fra Paris. Tilsvarende var fagsproget domineret af fransk, men efter 2. verdenskrig udkonkurrerede den amerikanske industri blandt andet gennem opkøb af europæiske modehuse og mærker i stor udstrækning, så derfor ligger der i en Matasbutik i dag flakons, tuber, hylstre og æsker, der kræver gode engelskkundskaber ud over viden om de fossile franske specialgloser, der gerne udtales med amerikansk accent: ko’lovn. 
Den amerikanske madkultur var aldeles ukendt i København før krigen. Og det, man havde hørt om, virkede ikke ligefrem appetitligt. Men i de sidste halve hundrede år har meget ændret sig. Den anorektiske håndgranat, flasken med det brune kulsyreboblende sukkervand,  kom i 1936 til byen, men forsvandt allerede syv år senere på grund af sukkermangel i Danmark. Efter krigen blev drikken holdt ude med en colaskat, og da denne måtte ophæves i 1959, kom bryggerierne med ”It’s a jolly good cola!” for at holde den originale fra USA væk. Men så overtog Carlsberg produktionen, og nu var løbet kørt. T-bone steak, bourbon, pepsi, chewing gum, hamburger, deep pan pizzas, soft ice, brownies, cup cakes, smoothies, pop corn, corn flakes, you name it.
Med produkterne fulgte også spisekulturen. Madro er ikke tilfældigt et uoversætteligt dansk ord. De karakteristiske megaportioner – læg mærke til den evige glose big – i den ressourcekrævende papemballage, opfordringen til at spise og drikke gående eller stående i en coffee shop og ikke mindst hurtigt, ”fast”, er københavnsk fælles kultur. Ja, og modtrenden ”slow food” er igen kommet fra den anden side af Atlanterhavet. Åbenlys overvægt hos byens folk skyldes ikke blot manglende motion, men at tidsbestemte langsomme måltider med hele familien, der strækker sig over et par samtaletimer som i Sydeuropa, med tv slukket og med gode pauser mellem retterne, kun har holdt sig i de danske jule- og påskefrokoster. Selvom USA's madkultur har fået hævd hos københavnerne, er der stadig en aura af lavkultur over den, den har aldrig været fin gastronomi som den franske eller den italienske.