FRANK JENSEN OG HANS RÅDHUS STRAFFER SMÅ HANDELSDRIVENDE

Tekst og foto :Kirstine Ploug
Kaffetårnets nødtvungne farvel til Æggetorvet

Abdullah Muhammad Abu-Lifa har i løbet af de sidste 9 år skænket kaffe til tørstende københavnere og turister fra sin faste plads i den gamle, ikoniske telefonkiosk på Æggetorvet på Nørre Voldgade, men må nu vinke farvel til sin adresse, hvor han har kørt sin forretning op og forsørget sin familie fra.

Abdullah Muhammad Abu-Lifa
En æra for Abdullah og alle hans faste gæster er desværre slut da Københavns Kommune opsagde lejemålet, hvori Kaffetårnet har til huse, til fraflyttelse pr. 31.12. 2019, med begrundelsen om, at samtlige af byens seks telefonkiosker skulle udlejes påny samtidig og på samme grundlag, nemlig de fire retningslinjer, som Borgerrepræsentationen vedtog i 2018, efter hvilke telefonkioskerne skulle udlejes:

1. Relevant understøttelse af København som en kreativ og kulturel by, med fokus på livskvalitet og vækst samt udvikling af storbykultur.
2. Borgerrettet aktivitet.
3. Økonomi og budget, samt andre forhold, der påvirker lejers egnethed.
4. Iværksættere og/eller startup-virksomheder.

Punkt nr. 4 er imidlertid bortfaldet, da man fra kommunens side ikke ønskede at favorisere en særlig gruppe virksomheder. Lad os vende tilbage til det.

I Politiken citeres Overborgmester Frank Jensen i 2018 da også for at “ville starte på en frisk med en ny udbudsrunde for alle telefonkioskerne på en gang, så alle lejemål har lige gode betingelser, og alle ansøgere bliver behandlet lige.”

Fast forward til januar 2020, hvor Københavns Ejendomme & Indkøb af Københavns Kommune er overgivet ansvaret for at genudleje telefonkioskerne jf. kommunens førnævnte principper.
Der varsles en udbudsrunde, hvor man modtager ansøgninger og vil vurdere ansøgerne udfra kriterierne om hvorvidt man opfylder “københavnerfortællingen”.
Man arbejder i Københavns Ejendomme & Indkøb udfra et princip om “forsvarlig økonomisk forvaltning”. Og det bliver i beslutningsprocessen netop økonomien, der bestemmer. Man ser fuldstændig bort fra de politisk vedtagne retningslinjer, og fuldstændig bort fra, at virksomheden Kaffetårnet, drevet af Abdullah har fungeret på adressen i 9 år. Det må siges at alle 3 punkter er opfyldt af Kaffetårnet.

Men den slags politiske beslutninger kan hurtigt fejes af bordet, når man i stedet for at udleje til en på forhånd bestemt leje, laver en udbudsrunde, hvor højeste bud antages.
I dette tilfælde bliver Kaffetårnet nu til Coffee Collectives nyeste skud på stammen, til den nette sum af 20.031,00 pr måned. For godt og vel 5kvm.

Til sammenligning var markedsprisen for det tilsvarende lejemål på Nytorv ca. 7500 pr måned.

Enhver kan se, at denne beslutning på ingen måde stemmer overens hverken med overborgmesterens ord om at “alle ansøgere bliver behandlet lige”, Københavns Ejendomme & Indkøbs principper om “forsvarlig økonomisk forvaltning” ( er det forsvarligt at lade en virksomhed leje 5kvm for 20.031,00 pr måned? Der skal sælges 500 café latter à 40kr pr. måned bare for at dække huslejen ind..), eller de 3 vedtagne principper.
Og at man frafalder et af 4 principper udfra ikke at ville favorisere en enkelt gruppe, men samtidig vender om og laver et nyt, nemlig at udleje til højestbydende, hænger slet ikke sammen. Det er da netop at favorisere de store virksomheder, der har råd til at byde.

"Vores socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, som hellere støtter de store kæder, og lader vores by blive mere og mere ensformig, end at værne om de små handelsdrivende, der kunne gøre København langt mere farverig." 

Som så ofte set før i København vægter man nemlig ikke “at understøtte København som en kreativ og kulturel by, med fokus på livskvalitet og vækst samt udvikling af storbykultur”, man vægter at de store kæder kan komme frem, da de er de eneste, der kan betale de helt horrible huslejer, vi efterhånden har oparbejdet. Det skaber en by, der er ensformig, kedelig og efter laveste fællesnævner. Vi kunne ligeså godt gå en tur i Århus, Næstved eller Roskilde. Det er de samme butikker og caféer, vi ser overalt. Der er da ingen “københavnerfortælling” i at tromle en lille virksomhed, som man i stedet kunne have hjulpet til at blomstre, og netop have skabt en rigtig god historie i København. Man kunne fra kommunens side vælge at give en lille virksomhed en chance i vores by, en virksomhed som er med til at give diversitet og kvalitet i byen. Man kunne foregå de mange private udlejere med et godt eksempel. Men end ikke i en socialdemokratisk kommune er man villig til at give den lille mand en chance.