Centret for autisme

Marianne forklarer: ”Centret arbejder med autister i alle aldre. Autisme er en spektrumsforstyrrelse, der betyder, at der findes forskellige grader af autisme, og der er forskel på, hvordan den enkelte fungerer i forhold til et kognitivt niveau. Vi arbejder bl.a. meget med forældre, hvis barn har fået stillet en diagnose som autist; de har meget behov for at vide, hvordan de skal tackle barnets behov og støtte op omkring barnets udvikling. Det er vigtigt, at barnet får nogle succesoplevelser i sin hverdag. Når man forstår, hvad handicappet handler om, kan man ved hjælp af forskellige pædagogiske redskaber få en bedre dagligdag. En af de ting, vi gør meget, er visualisering. Det vil sige, at man med billedmateriale tydeliggør barnets dagligdag. Hvad skal der ske i dag, hvem skal jeg være sammen med?

De fleste af os er i stand til selv at lave de skemaer, som vores dagligdag er bygget op over. Men ikke autister. Når man ikke har de skemaer, bliver alt kaos, man flagrer rundt, aner ikke, om det er morgen eller aften, hvor man skal hen osv. Når man ikke selv kan skabe den situationsforståelse, kan man føle, at tæppet bliver trukket væk under én. Så bliver dagligdagen meget kaotisk, man bliver bange, vred, ked af det. Det er dér, de pædagogiske værktøjer kan hjælpe med til at give barnet den struktur, som ikke kommer som en indre forståelse.”

Kan man vokse sig fra autisme?

”I og med at det er en spektrumforstyrrelse, kan man bevæge sig i det spektrum. Man siger, at det er et livslangt handicap, men der kan godt ske forbedringer, især hvis det bliver opdaget tidligt. Man kan sagtens udvikle sig i forhold til at have autisme.”

Er der noget medicin, der virker på autisme?

”Der er ikke nogen medicin, der kan påvirke autisme. Men der har været forsket i diæt. F.eks. oplever nogle børn, at hvis de spiser en kost uden gluten og kasein, bliver de mere fokuserede i deres dagligdag. Indimellem kommer der teorier, som nærmest lover helbredelse, men det holder ikke helt.

Her på Centret har vi flere forskellige afdelinger, som hver arbejder med forskellige ydelser. Vi har en skole, en erhvervsafdeling, som arbejder med indplacering af autister på arbejdsmarkedet, en afdeling med fritidsklubber, og en afdeling, som arbejder med rådgivning, undersøgelser og kurser for forældre og fagfolk. Vi har også en forsknings- og udviklingsafdeling, hvor vi deltager i internationale studier, f.eks. omkring diæt og genetik, og som opretholder et højt fagligt niveau hos vores personale. Vi er en non-profit erhvervsdrivende fond med 56 fastansatte og en del tilknyttede konsulenter. Hvis der en dag skulle opstå et overskud, skal det gå tilbage til området enten i form af forskningsprojekter eller støtte til andre.

De fleste af dem, der kommer her, bliver visiteret fra kommuner. Vi har en særligt tilrettelagt uddannelse for unge mellem 16 og 24 – STU – som er et skoleforløb efter folkeskolen. Målgruppen her er dem, der ligger inden for normalområdet med hensyn til begavelse, men som har autisme i en grad, som gør, at de ikke vil trives ved at være i miljøer sammen med ”almindelige” unge mennesker. De har allesammen brug for en særlig støtte i form af voksne, faglige personer, som ved, hvad det vil sige at have autisme. STU’en er en 3-årig uddannelse, som sigter på, at personer med ASF (AutismeSpektrumsForstyrrelse) kan komme ud på arbejdsmarkedet. Nogle enkelte kan klare at gå ud og tage en læreplads, andre går måske hos os i et år eller to og kan derefter klare at gå på en almindelig ungdomsuddannelse. Nogle kommer på et gymnasium i Tåstrup, hvor der er en særlig klasse tilrettelagt for dem. Dér får de en studentereksamen, så de kan fortsætte til en videregående uddannelse.

Der skal være en form for beskyttelse knyttet til det arbejde, de unge kan påtage sig, og der skal være noget støtte til det forløb, den unge kommer ind i. Der har været nogle enkelte, som har kunnet klare at gå over i det samme forløb som alle andre unge, men de fleste af dem, som vi får henvist hertil, har brug for et mere beskyttet miljø.

Den igangværende reform af pensions- og fleksjobssystemet, så alle under 40 år ikke skal have mulighed for at få pension, eller så fleksjobbere skal revurderes hvert 5. år for at finde ud af, om man stadig opfylder kriterierne for at have et fleksjob, er bekymrende. De tanker, der er bag, er sådan set positive, fordi tanken er, at der ikke er nogen, der skal på pension, fordi vi har brug for alle, og at vi hele tiden skal vurdere, om folk har udviklet sig, så de kan noget andet og mere. Men lige præcis for vores brugere er det dårligt. Vores brugere ser tilsyneladende ud til at have mange ressourcer, og det har de også, men de trættes meget hurtigt, fordi de bliver så overstimulerede af alle mulige indtryk. Dét, at de ikke kan få ro i deres liv til at leve, men hele tiden skal være i et system, der skal vurdere, om de skal gøre noget andet eller blive bedre til noget for at kunne passe ind i systemet, er uværdigt. I det øjeblik, man laver disse kasser, skærer man alle over én kam, og jeg er bange for, at en sådan lovgivning vil komme til at ramme netop vores gruppe rigtigt hårdt.