kirkepl plads1

Tekst og foto: Flemming Lehrmann

Trinitatis Kirkeplads.

Trinitatis Kirkeplads er blevet fredet, og det kan vi takke Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur for. Foreningen har et udvalg for Have- og Landskab, som åbenbart har et godt øje for, hvad der ligger af kulturværdier, og det ikke bare i København, men i hele landet, og godt er det, at nogen interesserer sig for dette, for mange synes, at landets kommuner ikke altid har øje for disse værdier. Hertil skal dog siges, at Københavns Kommune har bifaldet fredningen.

Kirkepladsen er en lille oase i Københavns indre by, oprindeligt anlagt som kirkegård for Trinitatis Kirke, som sammen med Rundetårn blev bygget under Christian den IV. Siden har pladsen gennemgået ændringer, fordi man meget fornuftigt opgav, at have begravelser inden for byens volde.

Lige indtil 1928 henlå pladsen som kirkegård, hvor Københavns Kommune omlagde den til åben plads ”til stadens bedste”, som det blev udtrykt, mens Niels Brocks Legat betalte omlægningen.

kirkepl kirken

I 1984 forestod landskabsarkitekterne Sven-Ingvar Andersson og Steen Høyer i samarbejde med arkitekterne Inger og Johannes Exner en restaurering af pladsen, hvor den smukke gamle flisebelægning blev bevaret, og de flotte trappeanlæg både mod Købmagergade og Pilestræde blev skabt. Et stykke af kirkegården op til kirkens kor er bevaret, ligesom monumentet for Johannes Ewald og Johan Hermann Wessel, der fint adskiller pladsen fra Købmagergade. Efterhånden trængte Rundetårns øvre platform til at blive istandsat, hvilket skete i 1980, og sandstenskonsollerne, der bærer platformen (i alt 21), blev udskiftet og udlagt på pladsen som ”møblement”. Hermed har København fået en plads, hvis mage ikke findes andre steder, en plads som fortæller kulturhistorien om ændringerne i den gamle middelalderby, så det var på tide, at Trinitatis Kirkeplads er blevet fredet.

kirkepl tavle

 

kirkepl menigh hus ny

Kirkens menighedshus der er bygget i en fin og ny stil.