carlsb heste3

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug
Et københavnerskue fra før verden gik af lave.

Når Carlsbergs firspand med de prægtige Jyder kører rundt i byens smalle gader, er det som at falde ned i en tidslomme. Vognene kører stadig på træhjul, belagt med jern, det rumler godt i gaderne. De store heste med det stoiske temperament stoler trygt på kusken, og omvendt, for kusk og heste omgås dagligt og kender hinanden.

I den flotte, gamle stald på Carlsberg arbejder de nemlig sammen, de 5 kuske og 8 heste. Der er helt ro i stalden, hvor der forberedes til den daglige køretur, hvor hestene motioneres og rutiner gennemgås. Hestene skal børstes og plejes, så de bliver så fine som muligt. Carlsbergs besøgende gæster er velkomne til at kigge ind. Og det kan varmt anbefales! Om sommeren køres der længere ture, til Jylland, Fyn og Øerne, til specielle arrangementer.

carlsb heste4

Kusk Finn Frederiksen fortæller her lidt om livet med hestene, og hvordan hestene kan være så rolige:

Vi har hver vores heste, og vi går med dem i 6-7 timer om dagen og gør det samme og det samme. Så bliver hestene sådan. De falder i vores hænder og gør, hvad vi forlanger af dem, fordi vi er så meget sammen med dem. Jeg har altid haft med heste at gøre, fordi jeg har været i travsport i mange år som kusk. Det var lidt af et tilfælde, at jeg kom ind i Carlsberg. Jeg skulle lige vænne mig til den her slags kørsel, men efter et par måneder var jeg faldet til og er så glad for at være her. Vi er 5 kuske, og vi har p.t. 7 heste, men der er en ny hest på vej, fordi vi skal have 8 heste her. 

Hver kusk passer to heste og har to sæt seletøj til dem. Det ene sæt er Carlsberg-seler, det andet Tuborg-seler. Carlsberg-selerne har det store C på, hvorimod Tuborg-selerne er uden udsmykning. Kusken holder selv seletøjet ved lige, sender evt. til sadelmageren, hvis noget skal skiftes ud eller repareres. Når man har et spand heste, skal man selv sørge for det hele, så man kan være sikker på, at det er i orden og passer til ens heste, når man kører ud. Hestene er jo ikke lige store.

Vi har ikke længere plads til at køre hestene til selv, det gjorde vi i starten af min tid her, og den ene hest, jeg har, har jeg selv været med til at præge og køre til. De heste, vi får ind nu, er kørevante og kan passe ind i trafikken. Vi kan hurtigt mærke på en ny hest, om den kan begå sig i København. Vi køber hestene her i landet, de er af en gammel dansk race, Jysk Hest. Carlsberg har holdt ved at bruge Jyske Heste, siden man traf aftale om det med Jydeforeningen tilbage i vist nok 1927.

carlsb heste2

Jyden er en tung hest – ca. 800 kg - der udvikler sig langsomt. Den skal helst være omkring 3 år, før end man begynder at arbejde med den. Den skal lære at trække og at stå stille. Vi skal kunne stole på, at hestene bliver stående, når vi holder stille. Hestene er vant til at have med folk at gøre; når vi holder stille rundt om i byen, kommer folk hen og klapper hestene og får en snak med os. Mange kan ikke forstå, at vi kan køre i den trafik, der er i byen.

Hvis hestene bliver syge, tilses de af Landbohøjskolens dyrlæger. Det er dog meget sjældent, hestene fejler noget, de er robuste. Men der kan være andre ting, der skal ordnes, og der er derfor en aftale med Landbohøjskolen om, at en dyrlæge kommer over, ofte sammen med elever, der ser med f.eks. når hestene skal have raspet tænder. En ting, der kan irritere hestene, er kløe i pelsen nede på benene i den tid, hvor de sætter eller smider pels. Så kommer dyrlægen med noget til at bade benene i, så de holder sig fine og pæne.

Vi arbejder meget med at holde de gamle traditioner i hævd og arbejde på gammeldags facon med hestene. Det smitter af på hestenes måde at være på. Vi håber og tror da også, at hestene får lov at forblive, de er så populære som noget kan være.

Når besøgende kommer her i stalden, kan de bl.a. se en udstilling, der viser, hvordan man f.eks. lavede hjul i gamle dage. Den gamle smedje er stadig i brug til at sko hestene. Hestene skal have skiftet sko ca. hver 5. uge, og det kommer der en smed og ordner. Så er der gang i essen og ambolten, og det er et syn, man ikke ser så ofte mere. Det er meget populært, når smeden er her, så kigger folk forbi.

Det tager smeden en lille time at få skiftet sko på en hest. Det er, fordi hestene er så tunge, det kræver også kraftige sko, en sko vejer nok et kilo eller mere. Hesten mærker ikke noget under processen, men det er også en ting, den skal lære: Den skal løfte benet og stå stille, mens smeden arbejder. Det er ligesom, når børn skal lære at få klippet negle.

carlsb heste1

Om sommeren tager vi en jyllandstur, bl.a til Århus Festuge. Sidste år havde vi også arrangementer i Kolding og Odense. Vi bliver transporteret derover med en vognmand og er væk i ca. 3 uger, hvor vi aftaler med forskellige stalde omkring opstaldning af hestene. Vi har efterhånden rejst så meget, så vi kender byerne og staldene. Før i tiden rejste vi meget på markedspladser, dyrskuer og byfester, og det har vi stadig noget af, f.eks. er Køges byfest fast, men tiderne har jo forandret sig noget.

 

I sommertiden har vi kørsel her med gæster, 250.000 gæster kom igennem stalden sidste år. Vi kører gæsterne rundt i området her på Carlsberg og fortæller lidt om Carlsbergs kultur og historie osv. Vi er til for at gøre reklame for Carlsberg, og firmaets konsulenter bruger os meget. Vi skal ud med påskebryg, vi kører også St. Patrick’s Day, og om foråret kører vi ud med Rød Tuborg. Dertil kommer kørsel til beværtningerne, hvor vi serverer gratis øl til gæsterne, f.eks. til jubilæum hos en frokostrestaurant eller lignende. Private kan bestille os til arrangementer, men det er stort set Carlsberg-relaterede folk, der hyrer os. Det er sjove ting at køre til.”