forbrugerombudsm1

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Forbrugerombudsmandsinstitutionen blev oprettet i 1975 for at føre tilsyn med markedsføringsloven og er dermed en institution, der arbejder for forbrugerbeskyttelse. Den femte Forbrugerombudsmand siden oprettelsen er cand.jur. Christina Toftegaard Nielsen, som nu har været forbrugerombudsmand i to år. I 2017 bestod institutionen af 18 jurister foruden

forbrugerombudsmanden samt to sekretærer og nogle studenter. Vi var på besøg hos Christina Toftegaard Nielsen for at høre nærmere om arbejdet i institutionen:

Der er så meget, man kan beskæftige sig med inden for jura. Hvad var det ved Forbrugerombudsmandens arbejde, der tiltrak dig?

Det er vigtigt, at de regler, der er vedtaget af Folketinget for at beskytte forbrugerne, bliver efterlevet. At arbejde for det giver stor mening for mig. Jeg opfatter forbrugerne som de svage i forhold til de erhvervsdrivende, og jeg varetager her de svages interesser ved at håndhæve lovgivningen. Samtidig er det også i de lovlydige virksomheders interesse, at Forbruger­ombudsmanden håndhæver lovgivningen over for de ”ikke-lovlydige” virksomheder, fordi det kan give en urimelig konkurrencefordel at overtræde lovgivningen. Hvis en virksomhed f.eks. reklamerer med priser uden moms eller uden at oplyse tydeligt, at forbrugerne også skal betale et abonnement for at købe de billige produkter, så er det ikke kun til skade for forbrugerne, men også for de virksomheder, der oplyser produkternes reelle priser.

forbrugerombudsm2

Det tiltrak mig også, at man som forbrugerombudsmand arbejder med hard core jura, men arbejdet er samtidig meget alsidigt. Vi fører både straffesager og civile retssager om f.eks. erstatning til forbrugere, men vi bruger også en hel del tid på at forhandle med erhvervslivet. Information om lovgivningen er også vigtig. Vi er netop ved at forberede et møde, vi skal have om forbudet mod skjult reklame, hvor vi har inviteret deltagere fra erhvervslivet til at komme, og vi har foreløbig fået 100 tilmeldte. Der er også et stort, internationalt arbejde, hvor vi samarbejder med andre forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, så det er et alsidigt arbejde.”

Institutionen Forbrugerombudsmanden er fra 1975, stiftet for at føre tilsyn med markedsføringsloven fra 1974. Siden da er der sket en eksplosion på forbrugersiden, navnlig med nethandel, der går på kryds og tværs af grænser. Er jeres institution klædt på til at håndtere det og komme bag om alt det, der foregår på nettet?

En af udfordringerne som tilsynsmyndighed er, at den digitale udvikling løber stærkt. Det vil sige, at produkterne får kortere levetid, nye forretningskoncepter udvikles hurtigere osv. Det er en udfordring at følge med og have den indsigt, der gør, at man kan vurdere lovligheden af de nye forretningskoncepter og efterforske de ulovlige. Om vi kan følge med: Det håber jeg, men det stiller nye krav til vores kompetencer og til de digitale værktøjer, som vi har til rådighed. Efter min mening bør vi i fremtiden have ansatte med anden baggrund end den rent juridiske, altså IT-specialister. Det har vi ikke i dag, men kan trække lidt på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har en lille efterforskningsafdeling. Men efter min mening bør Forbrugerombudsmanden have egne medarbejdere med særlige IT-kundskaber, hvis vi også i fremtiden skal være en effektiv tilsynsmyndighed.”

Hvordan vurderer du muligheden for at få de IT-kyndige, i disse tider, hvor der skal spares alle steder?

Det er i sidste ende et spørgsmål om politisk vilje. Alle håndhævelsesmyndigheder – bl.a. politiet – har p.t. fokus på at styrke IT-siden. Behovet for at styrke håndhævelsesmyndighedernes digitale kompetencer vil vokse i takt med den digitale udvikling.”

Nu nævnte du samarbejdet med udlandet. Er der problemer med f.eks. de nyeste lande inden for EU-samarbejdet? Man kunne tænke sig, at de måske ikke i samme grad har haft fokus på forbrugerbeskyttelse?

Det er ikke min opfattelse, at man generelt kan sige, at håndhævelsen har det sværere i nyere medlemsstater end i de gamle. Vi har p.t. et godt samarbejde med de estiske forbrugermyndigheder om hjemmesider, der tilbyder bilvurderinger; for nogle år siden kunne man på nettet få vurderet sin bil ved at indtaste model og årgang, men de fleste overså, at der skulle betales et beløb for vurderingen, fordi det stod med meget små bogstaver. Vi er tillidsfulde forbrugere, så vi tror, at hvis der er noget, vi bør se, så står det på en sådan måde, at vi kan se det. Det var ikke tilfældet her, og det firma, der står bag hjemmesiden, er hjemmehørende i Estland. Noget tyder dog på, at det er danskere, der har etableret det estiske firma. Vi samarbejder nu med de estiske myndigheder om, at der kommer styr på forbrugerbeskyttelsen.

Vi har i EU et samarbejde forbrugermyndighederne i mellem, hvor vi mødes med jævne mellemrum. Vi kan også anmode andre medlemsstaters myndigheder om at håndhæve lovgivningen over for virksomheder i de pågældende lande, ligesom vi vil være forpligtet til at håndhæve lovgivningen over for danske virksomheder, hvis andre medlemsstaters myndigheder anmoder os m det. Det er, fordi forbrugerbeskyttelseslovgivningen i meget høj grad er den samme i EU. I disse tider, hvor handelen går tværs over grænser, er det helt nødvendigt, at vi samarbejder på tværs af grænserne.”

Der er altså ikke nogen overordnet EU-myndighed, der bestemmer over de enkelte landes håndhævelse?

Selve håndhævelsen varetages af de enkelte, nationale myndigheder, men EU-Kommissionen organiserer samarbejdet mellem landene ved at indkalde til møder osv. Man kan sige, at Kommissionen bistår os i samarbejdet.”

Kan du nævne et konkret eksempel på, hvordan I varetager forbrugernes interesser?

Jeg kan nævne en retssag, som vi netop har anlagt mod en udlånsvirksomhed. De har et koncept på nettet, hvor de via en aftale med en række butikker tilbyder forbrugeren at låne til det, man vil købe. Skal man bruge en ny kjole til festen, køber man kjolen og låner pengene samtidig. Det kan også være til dagligvarer. Det er forbrugslån, der umiddelbart er rente- og gebyrfrie. Så kan man spørge sig selv, hvordan virksomheden tjener penge? Det gør de, fordi lånebetingelserne er sådan, at lånet løber over to år med forfaldsdag hver den 20. i måneden. Glemmer forbrugeren at betale afdraget til tiden, hæver virksomheden afdraget og gebyret direkte på forbrugerens konto. Det betyder, at forbrugerens konto bliver debiteret med afdraget og gebyret på de 39 kr. Det opdager forbrugeren måske ikke, og så kan gebyrerne komme til at koste forbrugeren rigtigt dyrt i forhold til det beløb, forbrugeren lånte. Et sådant gebyr er efter vores opfattelse i strid med renteloven, selv om forbrugeren accepterede det som et vilkår i handelsbetingelserne, da forbrugeren lånte pengene. Man må godt tjene penge på at låne ud, men man må ikke lave et forretningskoncept, hvor indtjeningen er baseret på, at skyldneren ikke betaler de aftalte afdrag til tiden.

forbrugerombudsm3

Vi har en sag, hvor en forbruger har købt – og lånt – til en kasse sodavand, og inden han opdager, hvad der er sket på kontoen, har den kasse sodavand kostet ham mere end det dobbelte af normalprisen på sodavandene, og han er ikke færdig med at betale lånet tilbage endnu. Han har ikke fået betalt afdraget hver den 20. i måneden, så der er trukket 39 kr. i gebyr hver måned. Der siger vi, at det er i strid med renteloven. Man må ikke tjene penge på, at folk ikke kan betale. Vi har anlagt en retssag mod virksomheden med påstand om, at de skal betale alle gebyrerne tilbage til de forbrugere, som har betalt gebyrer. Man må heller ikke markedsføre lån til et forbrugsgode som en burger. Virksomheden har tilbudt et lån på 14 kr. til en burger mod, at forbrugeren tilbagebetaler 3 kr. om måneden til virksomheden i 2 år! Vi har offentliggjort en pressemeddelelse om sagen, for vi er forpligtet til at orientere offentligheden om sager af almen interesse.”

Er der nogen nedre beløbsgrænse for de sager, I tager ind?

Nej, det er der ikke. Vi ser på, om det er en problemstilling, der har vidererækkende betydning for mange forbrugere. Sager, der vedrører den enkelte forbrugers tab, behandles i Forbrugerklagenævnet eller Ankenævnene, hvor vi her behandler det principielle i sagen. Et andet område, vi også har i fokus, men som ikke giver forbrugerne direkte tab, er forbudet mod skjult markedsføring. Markedsføringsloven siger, at reklame skal markeres, så det er tydeligt for læseren, at det er reklame. Her ser vi også en stor udvikling, forstærket af den digitale verden, hvor f.eks. bloggere anvendes til at reklamere for produkter. Det er jo fantastisk for virksomhederne, hvis de kan få reklame for deres produkter, uden at vi som læsere eller seere tænker, at det er reklame, men tværtimod tænker, at det er en – kendt – person, der anbefaler produktet. Vi har f.eks. politianmeldt en bilimportør, fordi en række kendte personer på deres Instagram-side viser billeder af sig selv og en bil af det pågældende mærke uden at markere, at det drejer sig om en reklame. Det mener vi er skjult reklame. Så kan man tænke: Herregud, betyder det så meget? Men dybest set handler det om vores tillid til vores medier, både de digitale og trykte. Vi skal kunne skelne mellem oplysning og reklame. Heldigvis er det sådan, at virksomhederne overordnet set er lydhøre og gerne vil overholde lovgivningen, når vi gør opmærksom på et problem.”