chr kron rundvisniFoto: Jeppe Holm Rasmussen

Det er senere end du tror

Af Christian Kronman

Som ung digterspire rejste jeg sidst i 60erne til London for at lære sproget så godt, at jeg kunne skrive på engelsk, og på den måde skyde en genvej til Nobelprisen.

Jeg fik job som tjener i Lyons Corner House i Coventry Street nær Piccadilly Cirkus. Der lå restauranter af stigende kvalitet hele vejen op gennem bygningen med natklub og spillekasino på toppen. Jeg arbejdede på gadeniveau. Det gik op for mig, at jeg ikke bare var kommet til London. Jeg var kommet til verden!

Blandt mine kolleger var midlertidigt urbaniserede spanske landarbejdere med betagende navne som Dolores og Rodrigues, der var den spændstige, snart 70årige Bora, detroniseret justitsminister fra Ungarn, og inderen Satish, der stod dagen lang med sine tykke hinkestensbrilleglas og sprøjtede skoldhed damp ned på tebladene til Lyons berømmelige nice cup of tea.

Og der var Samir fra Sudan. Han havde kæmpet som en af Montgomerys ørkenrotter mod Rommel ved El Alamein. Englænderne kæmpede side om side med den franske Fremmedlegion, og da krigen var slut, meldte Samir sig ind hos dem. Men en dag fik han i embeds medfør en geværkolbe i maven og blev gjort ukampdygtig. Hellere end at hensygne på Legionens invalidecenter, kom han til London og var nu havnet hos Lyons. Tit sad han ude ved den store opvaskemaskine og våndede sig, mens han indtog en tyktflydende hvid mikstur.

Og så var der da for resten også nogle etniske englændere: Betty fra London og Mary fra Skotland.

Så en morgen kom Guindeline og bestilte breakfast. En høj, slank, cirka 40årig irlænderinde, rødhåret og med en ansigtshud så frisk og sart og skønhedsplettet, som havde en forbigående sommerbyge netop regnet hende fregnet. Guindeline havde problemer med den lille plastikmarmeladekapsel. Så efter at hun tredje gang havde bedt om en ekstra serviet, bragte jeg hende hele stakken: ”Help yourself, madam.”

“I say…” sagde Guindeline, ”I say... do you think you would like to be the headwaiter in the Athenæum Club?”

Det viste sig, at Guindeline sad i kassen i en af Londons ældste og mest traditionsrige klubber, grundlagt i 1824, for – som det hedder i fundatsen – at være mødested for mennesker, ”who enjoy the life of the mind.” Nu stod de og manglede en overtjener.

”Jo tak, jeg tænkte helt bestemt, at jeg ville kunne li’ at blive overtjener i Athenæum Club.” Medlemslisten rummede fra gammel tid navne som Charles Darwin og Charles Dickens, Rudyard Kipling, Walter Scott, Herbert Spencer, lord Palmerston, T. S. Eliot og Winston Churchill. Allerede dengang talte klubben ikke færre end 52 nobelprisvindere. Så jeg var da på rette spor.

The Athenæum (stavedes vitterligt med æ dengang før internettet) ligger i bunden af Regent Street Saint James’s på højre hånd lige ved trappen ned til The Mall. En hvid klassicistisk bygning, hvor en stor forgyldt statue af visdommens gudinde, Pallas Athene, knejser over indgangsportalen med opslået hjelm, udstrakt hånd og hævet spyd. Jeg stod i kjole og hvidt ved svingdøren ind til klubbens pastis grønne spisesal med de sølvtøjsopdækkede, blankpolerede mahogniborde og sagde ”Good morning, Sir” (kvinder var henvist til The Ladies Annex, herrernes tidligere billardkælder) til medlemmerne og deres gæster, når de ankom hen ad klokken 12, og ”Good afternoon, Sir”, når de gik.
Fra den legendariske buffet husker jeg i flæng den kæmpe kalkun, kalvenyrestegen under det buede, blankpudsede svinglåg, vildsvinehovedet, der stod i klar gelé på et prægtigt fajancefad med et noget påtaget smil, lammeryggen, den kogte laks, taget på krog i det skotske højland, portvinsstænket stilton og, når jagten gik ind, fasan og andet vildt.

Det må have været her over den summende frokost, at en væsentlig del af verdens gang blev tilrettelagt. Her kom premierminister Harold Wilson og chefen for MI Six, Maurice Oldfield. Jeg har serveret for kutteklædte munke og kardinaler i purpur med dybrøde rubinringe. Og for to af verdens fineste Shakespearefortolkere: John Gielgud og Ralph Richardson. Jeg ser dem for mig gå op og ned foran buffeten. Ralph Richardson havde fået parkinson og støttede sig let rystende til Gielguds arm, mens de drøftede, hvad de skulle vælge.

Men endnu mere spændende end alle de notabiliteter og nobelprismodtagere, som gik frem og tilbage foran buffeten, var manden, der stod bag den. Her stod i victoriansk majestæt buffisten Steve Hester, en skønhedshungrende proletar, som ved tilfældighedernes puf var havnet i kabyssen på de store have, og nu på sine gamle dage var gået i land bag buffeten i Athenæum Club. I alle sine ledige stunder livet igennem havde han siddet og læst og læst den store litteratur. Og hver gang han kom til noget, han fandt særlig smukt, havde han lært sig det by heart, som det så præcist hedder på engelsk, dvs. udenad.

Og når nu ham der digterspiren from Denmark kom op fra bord 7 med en bestilling på en gang lammeryg og to gange oksebryst, kunne det ske, at Steve efter sin sædvanlige dans op og ned langs buffeten, mens han skar for og rettede an, pludselig stoppede op, så lige på mig med sine vandblå, let udstående øjne og i den høje stil udbrød:

“Awake! for Morning in the Bowl of Night
Has flung the Stone that puts the Stars to Flight:
And Lo! the Hunter of the East has caught
The Sultan's Turret in a Noose of Light”

Så pegede han på mig med kniven, og øjnene kom om muligt endnu mere på stilke, idet han sagde: ”Omar Khayyám!” Guk, guk, fik du den?

Næste gang, jeg kom op, kunne det være Portias fortale for barmhjertighed fra Shakespeares ”Købmanden i Venedig” eller et uddrag af ”Højsangen” fra ”Det Gamle Testamente” eller noget helt tredje eller fjerde, han reciterede.

Steve Hester og jeg blev venner. Og også på vores lange gåture rundt i London, hvor jeg sikkert har udmalet mine digterdrømme for ham, kunne han pludselig stoppe op og gi’ mig det langstilkede blik. Men snarere end fra verdenslitteraturen strømmede åndfuldheden nu fra hans egen livserfaring. Jeg husker navnlig et bestemt udsagn, som han gentog flere gange, men som jeg dengang gik let henover: ”It’s later than you think!”

Sådan et statement er jo mineret med sandhed. Før eller siden eksploderer det. Før eller siden bliver det later. Og det må det vist omsider siges at være blevet for mig, nu hvor jeg her i begyndelsen af november fyldte 80. Jeg fik ikke Nobelprisen. Til gengæld blev jeg en af Kulturcentret Assistens’ faste rundvisere på ”digterkirkegården” på Nørrebro. Og med Steve Hesters profetiske ord ringende i hukommelsen stiller jeg en gang imellem mig selv det spørgsmål: Går du her og viser rundt på gravens eller livets rand?

Jeg foretrækker det sidste. Ikke kun fordi alternativet virker så mørkt, men nok så meget fordi på livets rand virker tilsvarende lyst. Der er en oplivende fascination ved at færdes i dette memento mori (husk du skal dø) dirrende spændingsfelt.
Jeg er ikke alene om at opleve det sådan. Jeg ser det hos deltagerne på mine rundvisninger, og jeg hører det fra digterne, der er gået forud for os.
Benny Andersen, som er en af nyindflytterne på Assistens, sagde det utroligt rammende i et interview i Fyens Stiftstidende 17. juli 2011: ”Døden er livgivende, fordi det sætter gang i tingene, når du ved, at du skal dø engang. Det samme gælder for lykken. Når du ved, at den kan forsvinde, så kan du nyde den.”
Og Dan Turèlls store digt, ”Gennem byen sidste gang”, er én lang vidunderlig vandring på livets rand fra Vesterbro over Hovedbanegården til Rådhuspladsen og Strøget frem til Nytorv. Og hans ønske i ”Coda, begravelsesblues”, om at blive begravet ”i en æblehave,/ så jeg kommer til at røre/ jeres læber igen…” er groet i samme randområde. Det digt er forresten forklaringen på, at hans enke, Chili Turèll, fik plantet et æbletræ ved digterens hovedgærde.
H. C. Andersen færdedes med stille glæde og stor humor på livets rand på Assistens, både i kødet og på skrift. Fx i historien, ”Et godt humør” om ligkuskens søn, der anser ”Adresseavisen og kirkegården for mine to mest åndsvækkende spadserefarter, mine to mest velsignede badeanstalter for det gode humør.”
Også Søren Kierkegaard, som havde gjort det til sin specialitet at gå sig til et godt humør, besynger i skriftet, ”Ved en grav” turen ud til Assistens ”som en livsnydelse, så at opholdet derude tillige bliver en glad og velgørende adspredelse fra de mange dages arbejde, så tiden går hen derude nu med at mindes den afdøde, nu med at tænke på sig selv i alvor, nu ved at glædes ved friheden og omgivelsen… ”
Jo, de har været der alle sammen, mange af dem længe inden vi selv kom på livets rand. Hans Scherfig var der, mens han få år før sin død sad i sin have i Asminderød og missede mod solskinnet. Han sad på skjoldet af Carl Otto Johansens store granitskildpadde. I dag er det omvendt. Nu står skildpadden på hans grav på Assistens uden hverken navn eller anden pynt, kun den.
Børnene ta’r sig en ridetur på den og sørger for, at den har godt med kogler og blomster at æde. Og jeg selv og nogle af de andre, der er med på turen, stryger den efter fjernøstlig skik overtroisk over skjoldet. Hvad er Nobelprisen mod at stå som levende fortæller blandt dejlige mennesker i det dansende nu, hvad enten det er ved Andersens eller Schades grav, eller Kierkegaards, eller de hjemløses, eller netop her ved Scherfigs med det myteomspundne skjolddyr, der løb om kap med Achilleus og vandt?

Her står jeg mellem tid og evighed
et splitsekund på vores underlige jord
og det er helt utroligt
hvad vi tror og ikke tror
og ved og ikke ved
om hvor vi bor
og hvad der vender op og ned
i firmamentet.
Men tak! Hvor er det stort at være taget med ombord
og blive bragt
imellem stjerners pragt
og hentet.

chr kronmanFoto: Annette Lang

Christian Kronman – Digter og historiefortæller
Det var sædvanlig arbejdsdag for gadedigteren og historiefortælleren Christian Kronman, da han på sin 80årsdag den 3. november stod ene mand på scenen i lidt over en time i Bibliotekssalen i Rundetårn med sin teaterfortælling, ”På Livets Rand”. Den blomsterdekorerede kasse fra Odense Vinkompagni, som han i begyndelsen af 90erne brugte til at stå op på ved foden af det selv samme tårn, mens han hver lørdag i fem år udråbte egne og andres digte til de forbipasserende, er fulgt med hele vejen og medvirkede også i fødselsdagsforestillingen.

Christian Kronman har forfulgt sine forfatterdrømme lige fra skoleårene. Undervejs blev han Niels Brock’er, var halvandet år i USA på Brittingham Legatet, hvor han bl.a. studerede creative writing på University of Wisconsin, men også nåede at arbejde som lumberjack i Michigans uendelige skove. Efter hjemkomsten blev han uddannet som journalist i Det Berlingske Hus og fortsatte som udlært dels som all round reporter på Berlingske, dels som redaktionssekretær på BT – dog afbrudt af et enkelt år i London, hvor han bl.a. arbejdede som overtjener i en af byens ældste og mest traditionsrige klubber, The Athenæum Club.

I 1970 blev Christian Kronman gift med skuespilleren Anna-Louise Lefèvre, som han har datteren, Amanda, med. Debuten som lyriker kom i 1974 med ”Nærtrafikanter – Glædesdigte”, og nu fulgte en lang række skuespil og kabaretter til bl.a. Anemone Teatret, Cobra Cabaret, Århus Teater, Ungdommens Teater plus oversættelser til bl.a. Det Kongelige Teater, foruden tekster og viseprogrammer til Danmarks Radio og TV Teatret. Af bogudgivelser kom bl.a. i 1984 biografien om den unge Sophus Claussen, ”På Skanderborg Station”, i 1993 versefortællingen ”Regnvejrshuset”, illustreret af Ib Spang Olsen, og i 1993 digtsamlingen ”I dagens og natten anledning”.

Som gadedigter ved foden af Rundetårn var Christian Kronman med i front, da hele bølgen af Spoken Word, stand up og mundtlig fortælling ramte Danmark sidst i 80erne. Springet fra skriften ud i det mundtlige har ført ham over mange af de sprudlende fortællescener som BestTellers, Comedy ZOO, Words Festivalen og videre ud på historiefortællingens eldorado, Assistenskirkegården på Nørrebro, hvor Christian Kronman har været tilknyttet Kulturcentret Assistens som rundviser gennem de seneste 15 år. Undertitlen fra debutdigtene, ”Glædesdigte”, skulle vise sig at være noget af en programerklæring. Glæden har været fortegn og drivkraft for både skrift og tale lige siden, og er det fortsat.

Gadedigterens hjemmeside: www.gadedigteren.dk
Wikipedia om Gadedigteren: https://da.wikipedia.org/wiki/Christian_Kronman