dg hus thelookout

Fangst og fiskeri i Grønland

Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus i København har fornøjelsen af at invitere til åbningen af Carsten Egevangs fotoudstilling ”Piniarneq – menneske og natur”, der har fangst og fiskeri i Grønland som omdrejningspunkt.

Udstillingen vil mere end blot vise Grønlands smukke landskab og unikke dyr. Gennem Carsten Egevangs nærværende og rå fotografiske stil skildres befolkningens tilknytning til - og afhængighed af - den omgivende natur og dets dyreliv.

dg hus fisker

Med udstillingen skabes en visuel fortælling, hvor Grønlands dyr og mennesker indgår i kontekst med det omgivende arktiske miljø og hvor fangst er en integreret del af opfattelsen af naturen. Den er ikke kun en romantisk lovsang til fangererhvervet i Grønland, men en nøgtern, usentimental skildring af det unikke forhold mellem menneske og fangstdyr, samt fangstens kulturelle betydning. 

dg hus fuglefangst

Gennem 20 spektakulære sort-hvide fotos portrætteres den grønlandske fangsttradition, og publikum får indblik i en verden som kun få personer har mulighed for selv at opleve. Det traditionelle fangererhverv er presset af restriktioner, kvoter og klimatiske ændringer og gennemgår i disse år hastige ændringer. 

dg hus jaeger

Udstillingen ”Piniarneq – menneske og natur” vises i Det Grønlandske Hus i København, Løvstræde 6, 1152 København K i perioden 3. oktober - 29. november 2019 og er åben alle hverdage kl. 10-16.

Links:

DGHs hjemmeside:

https://www.sumut.dk/da/arrangementer/2019/invitation-til-fernisering-paa-piniarneq-menneske-og-natur/

Facebook:

https://www.facebook.com/events/1049723498699957/