maria stenz artikel

Maria Stenz, sanger, skuespiller og meget mere. Vi husker de store slagerhits fra 1970’erne: Goddag og Farvel og Hvor er alle drømmene, du drømte. Mange kreative projekter er forløst gennem Marias store talent. 

Lad os begynde historien et godt sted, nemlig med begyndelsen. 

Maria fortæller: ”Jeg kom ud af min mors liv som barn nr. 6 i en søskendeflok på 7. Jeg blev født i 1940 i august, lige da tyskerne havde besat Danmark. Jeg blev født på en klinik over for Tuborg i Hellerup, som hed Homøopatisk Klinik. Min mor, som egentlig var uddannet farmaceut, havde født de andre børn hjemme ved hjælp af en læge og en jordemor, men de sidste af børnene, deriblandt mig, blev født på klinikken i Hellerup. Vi er alle 7 børn født inden for 9 år, så det gik rapt. 

Vi voksede op i Gentofte på en vej med et meget romantisk navn, Frugtparken. Det var udstykkede grunde fra et gartneri, et kæmpeområde, hvor min far købte en grund med en inddæmmet sø og nogle ældgamle træer. Der byggede han et hus til sin store familie og købte en frugthave ved siden af, hvor vi fik alt det, man skal have, gulerødder, bær osv., og en legeplads.”

I sådan en stor børneflok kan man forestille sig, at I måske klædte jer ud og spillede teater for hinanden og jeres forældre?

Det husker jeg ikke. Men jeg husker, at jeg var et meget temperamentsfuldt barn, og jeg kunne ikke tåle at blive lukket inde, og det gør man jo tit, når børn leger, især med de store. Selvom vi var født inden for 9 år, var der de store og de små. De små skal holde deres mund, i hvert fald hvis de skal lege med de store. Jeg blev så hidsig, og så tudede jeg. Det gjorde, at jeg blev drillet vanvittigt meget. Desuden blev jeg et meget højt barn; da jeg var 2 år, lignede jeg en på 4-5 år og var højere end nogen af de søskende, der var omkring mig i alder. Derfor blev jeg kaldt for Kæmpedamen Viola, og når jeg tudede over det, sagde min far, at det skulle jeg ikke tude over, fordi hvis alting gik helt galt, kunne de bare vise mig frem på Bakken, og så kunne familien tjene penge på det. Så tudede jeg over det også!

Det er noget sjovt noget, når ens forældre opdrager en med en blanding af humor og ironi, for børn forstår det ikke. Mine børn siger ofte – jeg har meget voksne børn og børnebørn, der er blevet studenter osv. – når jeg kommer med en bemærkning, at ”det er ligesom mormor sagde”. Det, man har hørt i barndommen, sidder ligesom i blodet og kommer ud af munden, uden man tænker så meget over det. Rim og remser og mærkelige sammensætninger af ord.”

Er det noget, du har brugt i dit mangeårige arbejde med børneteater?

Noget af det, ja. Men ikke ironi, for det ved jeg, at børn ikke forstår. Vi snakkede om det på teatret, hvor vi engang lavede en forestilling om nogle børnehjemsbørn. Da diskuterede vi meget, hvad vi kunne sige og vise fra scenen. En ting er, at mine søskende og jeg er vokset op med det og endte med at forstå det, men det var en anden tid. 

Da jeg begyndte at lave børneteater, var det efter 1968 og ungdomsoprøret, hvor alting boblede, og flower-power, love and peace var kommet ind som begreber. Vores forestillinger dengang bar præg af den oprørske tid. Jeg var så lykkelig for at lave børneteater, for jeg havde altid haft meget fantasi, og her kunne jeg bruge den og få afløb for alt det, der foregik inde i mit hoved.

Da jeg begyndte på Det Lille Teater, var jeg lige fyldt 28 år og havde 2 små børn. Det startede med, at jeg hjalp dem om søndagen, for om søndagen havde de ikke forestillinger, men viste film. Der blev vist en fantastisk eventyrfilm af en kunstmaler, hvor der var nogle uhyggelige figurer, som de var bange for, at børnene skulle blive forskrækkede over. Jeg kom derind via en bekendt, jeg havde fra mit arbejde i en trup, der hed Den Hvide Puddel. Det var gruppernes tid dengang. På den måde var der en instruktør, der hørte mig synge og spille, og så kom jeg med i hans næste forestilling, hvor jeg fik stukket en kæmpestor pigedukke i hånden, som jeg skulle manøvrere og lægge stemme til. Det var et stykke af Benny Andersen, Den Hæse Drage. Det blev meget godt modtaget, og det var enormt sjovt. Lyden fra forestillingen blev indspillet på en plade, som også blev populær. Alt skete meget hastigt i de år, det ene greb det andet, førend man nåede at tænke sig om. Jeg blev sendt på kurser på Odin Teatret i Odense, til Polen og til Paris. Jeg havde allerede gået til talepædagog og læst hos skuespillere.

Arbejdet på Det Lille Teater i Lavendelstræde førte med sig, at der blev lavet fjernsyn over vores forestillinger, og der blev indspillet grammofonplader med nogle af de stykker, vi lavede. På den måde var der nogle, der hørte min stemme, og det førte til, at jeg kom til at synge dansktop. Jeg var slet ikke opsat på en karriere som dansktopsangerinde, det var alt sammen tilfældigt. Det ene fulgte efter det andet, ligesom med teaterforestillingerne. En instruktør så en forestilling og spurgte, om jeg ville være med i hans næste, og sådan løb det. Det samme gælder fjernsynet. Jeg var på fjernsynet i anden sammenhæng, og så spurgte de, om jeg ville være småbørnsvært på TV. Derefter begyndte jeg at spille voksenteater, og tilfældet ville, at jeg blev chef for Teatret ved Sorte Hest og var der i knap 23 år. Jeg holdt op derude for små 3 år siden, men har spillet teater siden også; jeg er lige blevet færdig med en forestilling i Odense, Tjekhov. Jeg havde aldrig spillet Tjekhov, men fik tilbudet, og så måtte jeg sige ja.”

Sangen blev også en stor succes for dig. ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, f.eks. Hvordan går det med sangen i dag?

Efter jeg stoppede på Sorte Hest, begyndte jeg faktisk at genoptage sangen og turnere med koncerter. I øjeblikket er jeg ved at indspille en CD med nogle af de gamle sange og nogle nye, som jeg har sunget ved koncerter rundt om i landet, sammen med min søn. Det er vanvittigt sjovt. Næste opgave på bedding er et stykke af en kinesisk forfatter, som bor i Paris. Det skal jeg gå og arbejde med sammen med andre skuespillere. Jeg har også sammen med en masse kolleger et projekt om at lave en forestilling om George Brassens. Der ligger 50 fantastiske sange oversat til dansk, og det bliver en teaterforestilling, men jeg ved endnu ikke hvilket teater. 

Desuden har min mand og jeg været rejseledere på mange ture, Vietnam, Israel, Syrien før i tiden, og jeg skal til Zanzibar og researche på en rejse dertil. Endnu et projekt er omkring 1001 og 1 Nats Eventyr, som er nyoversat af Ellen Wulff. Det har jeg optrådt med nogle gange for forlaget Vandkunsten, hvor jeg læser op af bogen. Jeg arbejder på at lave en tur til Teheran, hvor der som indslag i den rejse, vi planlægger, bliver indlagt oplæsning af 1001 og 1 Nats Eventyr. Det har jeg gjort tidligere i Jordan-dalen, hvor vi sad i telte om aftenen, og jeg læste op. Det var meget populært. Vi har også været i Oman med et hold, hvor jeg læste op hver aften. 

At optræde er noget mærkeligt noget, fordi det er en eksponering af en selv, og man skal passe på, at det ikke tager over. Man skal huske, at det eneste, der er at arbejde på og tage af, det er det, der kommer inde fra en selv. Det håber jeg, at jeg har bevaret. Man skal tage det hele med et gran salt!”

Billedtekster:

Maria Stenz har en særlig kærlighed til børneteatret Det Lille Teater, hvor hun gennem mange år har været både skuespiller og instruktør