hans stort maleri
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

”Det intellektuelle maleri er ikke mig, jeg foretrækker det sanselige maleri”. Sådan siger maleren Hans Voigt Steffensen, en af vore mest anerkendte kunstnere, om sit maleri. Hans farverige malerier er en hyldest til sanseligheden, som den finder udtryk i dansen, rejsen og glæden. Om det at rejse siger han selv:” At rejse betyder for mig det uopdagede, der nærer min fantasi.” At dansen næsten er altoverskyggende i Hans Voigt Steffensens malerier gennem årene er bl.a. et resultat af 40 års studier af Den Kgl. Ballet, hvor han har tegnet danserne til generalprøverne på alle de pragtfulde forestillinger.

At få bevægelse ned på papir, så det stadig ligner bevægelse i legende let elegance, er ikke en kunst, man kommer sovende til. Og Hans Voigt Steffensen arbejder stadig hver dag, mandag til fredag, på atelieret i Købmagergade 26, hvor han har arbejdet siden 1976. Blandt Hans Voigt Steffensens mange bidrag til kunsten er hans udførelse af Reumert-prisen, hvor han i mere end 15 år har skabt de 16 unikke glasmalerier, der udgør den fornemme pris. Glasmalerier, der i høj grad viser dansende mænd og kvinder.

Hans Voigt Steffensen er både ekspressionist og fauvist, når han maler ballet, tango og flamenco. Netop nu er Hans Voigt Steffensen er i gang med forberedelserne til sin næste store udstilling, der løber af stablen den 3. februar kl. 15 i Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Kulturministeren åbner udstillingen kl. 16, og den varer frem til den 21. februar. Anledningen er Hans Voigt Steffensens 75 års fødselsdag. Til udstillingen viser han nye billeder, malt inden for de seneste 5 år. Det er 5 år siden sidste udstilling, fordi, fortæller Hans, han holder kun udstilling hvert 5. år, for det er et stort arbejde at lave en udstilling. Til den kommende udstilling kommer der mellem 30 og 40 oliebilleder og omkring 20 akvareller og gouacher.
hans foran maleri

Billederne til den nye udstillinger er fra Hans’ rejser sammen med hustruen, bl.a. fra Taormina på Sicilien, Luxembourg-haven i Paris, Hôtel Negresco i Nice set ude fra vandet af, danske landskaber og dans. Dansen fylder en del, for Hans har siden 1976 siddet og tegnet på Det Kgl. Teater, når balletten har generalprøver. Hans har også haft balletdanserinden Mette Bødtker inde i sit atelier: Om arbejdet med Mette siger Hans: ”Hun danser langs væggen, og så beder jeg hende stoppe i en bevægelse. Jeg fanger bevægelsen lynhurtigt i en akvarel, som jeg senere lægger farve på. Man tvinges til at arbejde hurtigt, når man tegner dans, for der er ingen på scenen, der står stille. I løbet af en forestilling på teatret kan jeg nå at lave ca. 20 skitser, som jeg siden sorterer i. Jeg kan ikke altid nå at se ned på papiret, og der er jo også mørkt i salen, så jeg håber bare, det kommer rigtigt ned. Men som sagt sorterer jeg bagefter det dårlige fra.

Jeg oplever tit, at nogen spørger mig: Hvad skal jeg gøre for at tegne mennesker rigtigt? Så foreslår jeg gerne, at de sætter sig over i Kongens Have og iagttager. Der kommer f.eks. en mand med en hund 100 m væk. Se, hvor mange skitser du kan nå at lave af dem, inden de er ud for dig. Det er også den måde, jeg selv arbejder på, for at holde øjet skarpt. Jeg laver store oliebilleder, og de skal stå skarpt og rigtigt. Heldigvis fortæller danserne mig, at de står rigtigt i billedet. Det er nødvendigt – som med alt andet – at træne, træne, træne, og det har jeg nu gjort i 40 år. Men jeg nyder det, jeg har det allerbedst, når jeg går op ad min trappe til atelieret og skal begynde en arbejdsdag.

Når jeg rejser, laver jeg tuschtegninger, akvareller eller gouacher på stedet, som jeg siden omdanner til store oliebilleder hjemme i atelieret. Jeg fotograferer også en masse, når jeg rejser.

De danske malerier, jeg har med på udstillingen, er fra Vendsyssel, jeg havde en gård deroppe fra 1986 til 1994, mellem Tårnby og Bjergby. Der malede jeg mange store landskaber. Landskabet er betagende der, meget smukt. Normalt er Vendsyssel jo flad, når man kommer fra Aalborg, men netop mellem Tårnby og Bjergby er landskabet meget kuperet. Malerierne er mine erindringer fra Vendsyssel. Nu har vi sommerhus på Samsø, så der maler jeg også fra. Men der er næsten for pænt! Landskabet er flot, med skiftende farver, men byerne er næsten for pæne, især Nordby, der kan jeg ikke male noget fra. Så vil jeg hellere over til Vestkysten, hvor det rusker og blæser og skaber energi. Jeg kan godt lide, at det er lidt voldsomt.

Når den nye udstilling er færdig, slapper jeg nok lidt af, men ikke så længe, for så skal jeg i gang med at male igen, jeg kan ikke lade være. Jeg føler mig dybt privilegeret, at jeg kan få lov at arbejde lige så meget som da jeg var 30, hvor mange af mine jævnaldrende er pensionister, der ikke arbejder. Jeg har lige haft 50-års jubilæum, men det er ikke noget, malere fejrer. Desværre er mange af mine kolleger væk, det er bagsiden af medaljen, når man fylder 75. Jeg har haft stor glæde af at kende malere som f.eks. Egill Jacobsen. Han havde en ødegård i Sverige, hvor vi stod og malede i hver sin ende af en stor lade. Så mødtes vi om eftermiddagen og kiggede på hinandens billeder. Det var meget lærerigt for mig, for jeg anser ham for en af de største kolorister blandt Cobra-malerne.

Det at rejse er absolut nødvendigt for mig, det er en del af mit arbejde som maler. Jeg har altid skitsebogen og en tus med, når jeg rejser. Så kan jeg sidde og få en kop kaffe på et torv et sted og tegne samtidig, eller være ude i et landskab. Det er en slags dagbog. Når jeg kigger på mine skitser i bøgerne, kan jeg næsten fornemme duften, maden, hvordan det hele var. Når min kone og jeg rejser, flytter vi os ret meget, for jeg er nysgerrig, jeg vil gerne opleve. Jeg dur ikke til at spise morgenmad på hotellet, gå ned til stranden og være der hele dagen og så tilbage til hotellet. Jeg skal videre. Krydstogt er lige sagen, for så er man et nyt sted næste dag, med nye oplevelser. Især opsøger jeg folklore, det er igen noget med dans, musik og bevægelse. Det finder man meget af i lande som Rumænien, Ungarn og Bulgarien, det er smukt.

Min arbejdsmetode hjemme i atelieret kræver musik. Jeg hører meget musik, når jeg arbejder: Sjostakovitj og Wagner, især Lohengrin er jeg ret fascineret af. Når musikken kommer på, vågner jeg, og så kommer de store bevægelser. Det er storladen musik, og det kalder på store bevægelser. Mozart kan jeg ikke bruge: det er smuk musik, men det bliver for meget petitesse for mig. Malere og forfattere er nok de mest ensomme mennesker; jeg kan gå herind og ikke tale med et menneske hele dagen, og så er det godt at fylde rummet med musik.”