flemming kroll
Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug

Flemming Krøll og hans hjertebarn Nykøbing Falster Revyen spiller i år revy for 24. gang med større og større succes.
Flemming Krølls talent for underholdning er sprudlende. Vi synger med på viserne og falder ned af stolen af grin, når de vanvittige monologer og sketches går over scenen. Det hele tog fart, da Flemming Krøll i 1973 blev inviteret af DR’s Sten Bramsen til at optræde i musikprogrammet Musikalske Venner.

Flemming Krøll husker om begivenheden:

Direktøren på Royal Hotel, Alberto Kappenberger, så også programmet og ville have mig til at underholde gæsterne hver onsdag til Candlelight Dinner. Det var Københavns upper class, der kom til det: 7-retters menu, Ivan Leth i kjole og hvidt, der spillede violin ved bordene. Jeg skulle til optagelsesprøve for direktøren; han sad alene i restauranten, og jeg fik et rent sæt kokketøj på og stillede mig op på scenen og spillede, hvad jeg havde tænkt at spille for hans gæster. Det var viser af Evert Taube, Halfdan Rasmussen og den dur. Jeg fik sgu jobbet, og en dag stod Bent Fabricius-Bjerre der og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at lave en grammofonplade. Så startede det hele!”

Du har spillet mange roller i din karriere?

”Ja, men mest revy. Jeg var på Folketeatret i en kortere periode, med i en musical på Amagerscenen og nogle småopgaver bl.a. på Gentoftescenen, hvor jeg spillede Soldaten i Fyrtøjet. Men revyen fik alligevel overtaget.”

Hvad er det ved revy, der tiltrækker dig så meget?

”Det kom på den måde, at når jeg var ude med guitaren, kunne jeg se, at jeg kunne få folk til at grine. Det kunne jeg godt lide, og så slog jeg mere og mere over i den stil. Pludselig fik jeg et tilbud om at lave en revycabaret, en sommerunderholdning på Hotel Hanstholm. Det sagde jeg ja til, og det gik godt. Jeg var cabaretvært og på hele sommeren, de andre optrædende kom og var med i et par uger: Arne Lundemann, Lille-Palle, Annika, Inge-Lise Gaarde og mange flere. Det gav mig blod på tanden, og jeg var der i 4 år, til og med 1982. I 1983 lavede jeg revy i Århus, og i 1984 arbejdede jeg sammen med Hans-Christian Ægidius, hvor vi rejste rundt i Danmark med en tomandsrevy. Vi kom bl.a. her til Nykøbing Falster, og i 1985 lavede jeg min første revy her. Det fortsatte frem til og med 1992. Jeg havde i mellemtiden købt en restaurant på Hotel Marielyst, og den tog meget af min tid. Jeg havde mange ansatte både der og på revyen, så jeg havde for meget om ørerne. Jeg tænkte, at nu havde jeg opnået hvad jeg ville med revyen her; jeg havde rejst revyen igen. Efter Volmer Sørensen havde der været 5 skiftende direktioner, som ikke havde kunnet få det til at køre. Da jeg kom til, startede vi med at spille i foyer’en, som var blevet moderniseret, for langsomt at få huset i gang. Siden rykkede vi op i salen, og så tænkte jeg, at jeg ikke kunne gøre mere her. Jeg ville prøve noget andet og spurgte Keld og Hilda, om de havde lyst til at binde an med revybranchen, og det havde de. Vi skrev kontrakt, og de overtog revyen, og det fortrød jeg faktisk allerede med det samme. I 1993 var jeg så på min restaurant i Marielyst, og det gik op for mig, at det ikke var der, jeg skulle ende mine dage. Jeg ville hellere spille teater. I 1994 tog jeg til Balkan og underholdt soldater, og så fik jeg tilbud om at rejse revyen i Svendborg, Rottefælden, op. Den var kørt helt ned. Jeg kom med en idé om at kalde revyen Eskild vender tilbage til Svendborg og engagerede Kaj Løvring og Max Hansen. Det gik godt, og vi kørte 4 år med fulde huse. Så kom Hilda Heick en dag til mig og sagde: Nu vil jeg gerne ud på landevejen igen, vil du ikke have dit teater tilbage? Jo, det kan du fandme tro, jeg gerne vil! Så jeg kom tilbage til Nykøbing i 1999 og har været her siden. Jeg har nu slået Viggo Brodthagens rekord, han var her i 21 år. I år er vi i gang med min sæson nr. 24. Til næste år bliver det min sæson nr. 25, og så er det også 30 år, siden jeg startede. Dobbeltjubilæum!”

Hvordan går det egentlig med revybranchen i landet?

”Godt! Der er nogle af de helt små revyer, som har svært ved at få fodfæste, fordi de store revyer ligger strategisk rigtigt og kan tilbyde den tryghed, som publikum gerne vil have. Man går efter noget, man kender. Derfor er det svært for små nye revyer at cementere sig i folks bevidsthed. Der er 18-20 revyer i Danmark, og der blev sidste år samlet solgt over 300.000 billetter. Det er meget godt. Da jeg startede i 1985, var der 48 revyer i Danmark; det var på mode ligesom byfester og kræmmermarkeder var engang. Nu er de ca. 20 revyer tilbage, og det er nok passende. Forfattere og komponister skal jo også kunne nå at skrive til dem alle sammen.”

Har revyen også tag i de yngre generationer?

”Det er på vej. Jeg tror bestemt, at TV-udsendelser som Live fra Bremen har været med til at skubbe til den vogn. De gør det på deres egen måde, som er mere stand-up. Det er sjovt med ordet ”revy” – de unge mennesker vil ikke bruge det ord. Somme tider går vi efter den sene lørdagsforestilling ind på Teatercafeen og får en bajer, og der oplever vi det samme hver gang: Alle voksne mennesker kommer hen og siger tak for en dejlig revy. De unge mennesker kommer hen og siger: tak for et godt show! For de unge er revy forbundet med mormor, så det ord bruger de ikke. Men jeg holder fast ved, at det aldrig må forandres. Revy er revy. Vi havde i 2012 100-års jubilæum. Der har da været op- og nedture, men det er ikke et spørgsmål, om hvor godt det går i samfundet. Det er et spørgsmål om at finde ud af, hvad publikum gerne vil have. Nu har vi haft økonomisk krise siden 2008, men der har aldrig været så mange mennesker, der har haft så mange penge på bankbogen i Danmark, i særdeleshed den voksne generation, fordi de har haft et organiseret arbejdsliv med en fagforening, der har sørget for en pension. Og der kommer flere og flere af 60+, som udgør en stor del af vores publikum. Der er ikke krise der. Det er rigtigt nok, at der tidligere var firmabestillinger på mange billetter ad gangen. Det ser vi ikke mere, firmaerne har ikke råd. Nu får vi bestillinger fra private, 2-4-6 billetter ad gangen. Vi har ikke været ramt af krisen.”

Kan vi røbe lidt om et par temaer i årets revy?

”Vi er jo i den lykkelige situation herhjemme, at vi har Christiansborg. De skriver stort set selv en revy hvert år! De er hovedleverandører til os. Så fik vi også Se & Hør-sagen. Christiansborg og Se & Hør får en over nakken, det gør de sgu!

Jeg glæder mig til sæson 2014. Det markante for os er, at vores stampublikum er stigende. Jeg kalder det stampublikum, fordi vi hvert år sælger flere og flere billetter inden premieren. Det vil sige, at folk køber billetter til noget, de ikke ved, hvad er. Det er en tillidserklæring uden lige og et fingerpeg om, at vi slet ikke er toppet endnu. Det bliver bedre år for år.”