JULEN OG BYENS BISKOP

BISKORP PETER SKOV-JACOBSEN om julen og tiden ved Sømandskirken

Jule måneden er en dejlig tid for de fleste herhjemme. Men for de danskere, der skal passe deres arbejde langt væk hjemmefra, kommer savnet af det hyggelige julesamvær med familie og venner nemt til at føles svært.

Her er der god hjælp at hente i sømandskirken. ”Den danske forening til Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sømænd i fremmede Havne” stiftedes i november 1867, og den første sømandspræst begyndte i Hull

i det nordlige England, hvor mange danske dampskibe passerede med deres last af kreaturer, korn, smør og bacon til eksport. Navnet har været ændret flere gange, nu er det ”Dansk Sømandskirke i fremmede havne”.

De i dag 19 sømandskirker rundt omkring i verden beskæftiger 21 præster, som hører under Københavns biskops tilsyn. Præsterne ude er forpligtet på samme måde som herboende præster over for Folkekirkens

ritualer og forskrifter, og Københavns biskop Peter Skov- Jakobsen besøger jævnligt alle kirkerne. Peter Skov-Jakobsen har selv været præst ved den danske sømandskirke i London og tænker med glæde tilbage

på stemningen fra juletiden i England: ”Her ved juletid er det klart, at de nationale følelser melder sig, traditionerne kommer frem. Selv var jeg i Storbritannien, og vi var de eneste, der fejrede juleaften. Alle de andre rendte

rundt med løjerlige hatte på hovedet, og nogle var endog fulde! Og det er jo noget, man ikke kan forbinde juleaften med i Danmark. Vores juleaften er forbundet med ekstrem hygge, også god mad og vin, men det

er ikke Nytårsaften! Så det var meget mærkeligt at sidde der som sådan en lille enklave midt i England og fejre juleaften. Det, som særligt glædede mig ved at være i sømandskirken var, at vi fejrede julen sammen i kirken.

Jeg kørte altid hele vejen rundt om floden for at se, om der skulle være et dansk skib. Var der ét, inviterede vi til jul i sømandskirken. Det var dejligt at kunne fejre jul også sammen med mennesker, som ikke

var en del af den allernærmeste familie. For der findes megen ensomhed i juletiden. For nogle er det sådan, at lige så snart granen kommer op, kommer også ensomheden. Dét, at man ikke har nogen at være sammen

med, når man kan se alle andre sidde sammen og hygge sig, bliver meget tydeligt i juletiden. Derfor syntes jeg, det var så meningsfuldt, at vi var sammen om julefejringen allesammen. Også selvom vi havde små børn, og det

selvfølgelig altid er dejligt at være en nær familie, var det alligevel hyggeligt. Familiejulen holdt vi altid juledag i stedet for, sammen med englænderne. Det markerede vi ved at rykke over i vores egen embedsbolig, selve

juleaften foregik i kirken. Men også i vores familiefejring har vi faktisk altid haft nogen med udefra, enten en syg sømand eller en besætning, der kom ind fra skibet og var med. Rundt somkring i alle danske kirker vil

man sidde og fejre jul sammen med hinanden.” I de senere år er der kommet mange udenlandske sњfolk på danske skibe. Har du nogen fornemmelse af, om sømandskirkerne bliver mindre brugt end tidligere?

”Med hensyn til sømandskirkerne er det meget vigtigt, at kirken forstår, at den ikke må sidde og vente på, at sømanden kommer ind til kirken, for det har moderne sømænd simpelthen ikke tid til. Kirken skal

bringe sig selv ud til skibet og gå ombord. Sådan var det allerede fra 1988-1998, hvor jeg var i sømandskirken. I enkelte tilfælde kan et skib ligge over, og så kan man få besætningen med ind, men oftest kommer skibene

ikke til kaj mere. Det er rigtigt, at der er mange ikke-danske sømænd ombord, men dem har vi også noget at gøre med. Når sømandskirken er ombord på et skib, er det ikke kun en national kirke, der peger henimod de

danske søfolk, men vi henvender os til hele besætningen. Det er blevet naturligt, at det er hele besætningen, som får besøg af en sømandspræst. Når vi er på skibet, er det samtalen, der er i scentrum, og som er efterspurgt,

ikke mindst i december. For det er en særlig tid at være væk i, når man skal passe sit arbejde væk fra familien. Ikke fordi danske sømænd er særligt sentimentale, men der er følelser på spil i december; man har en

fornemmelse af, at både de, der var, og de, der er, er sammen i december. Jeg har altid kaldt mig selv for juletosset, jeg kan så godt lide denne tid, for jeg synes, der er så megen menneskelighed, der får lov til at råde

i december. Selvfølgelig er der også noget overfladisk, for meget gaveræs osv., men det gode og væsentlige er at være sammen, og det åbner december måned mulighed for. Så julesurheden har ikke megen plads hos mig!

Også det københavnske kirkeliv er opmærksom på de ensomhedsproblemer, der opstår her i denne tid. Derfor sørger man for, at der her i byen er steder, hvor man fejrer julen sammen i kirken. Der er mange

præster, som har ekstra meget gæstebud den aften, for man inviterer indenfor. Frelsens Hær udøver en stor indsats, også for at rumme den der julesorg. Der foregår en masse i dagene op til julen, og mange gør en stor indsats

for at få fat i de ensomme og få dem trukket med ind i et fælles samvær. Heldigvis er der også mange, der selv finder vej. Det største problem er nok det menneske, som føler sig ensom, men som i øvrigt ellers føler sig vældigt begunstiget af livet og måske derfor sidder og ikke rigtigt kan finde en sammenhæng. Jeg håber altid, at de på en eller anden måde lader høre fra sig, sådan at man som præst kan se dem, invitere eller på en eller anden lille fin måde gøre opmærksom på, at man er dertil støtte. Jeg tror, at mange præster og kirkelige medarbejdere i julemåneden er særligt opmærksomme på, om der er små tegn til, at en invitation skal sendes af sted. Vi har antennerne ude!”

Hvordan bliver julen i København i år? ”Der bliver holdt en masse gudstjenester og koncerter, hvor al den smukke julemusik drøner ud til os. Det er fantastisk! Og meget populært. Der bliver holdt en masse arrangementer og

spisninger, næsten alle kirkerne har en julefejring, hvor man spiser sammen, nogle også selve juleaften og juledagene. Der er juletræsfester og børnegudstjenester. Selv får jeg en dejlig jul, for jeg er blevet bedt om

at prædike i Vor Frue Kirke.