SANG OG JUL I KØBENHAVN

JUL, SNE OG SANG I BYEN

Mon ikke alle kender julesangen ”Højt fra træets grønne top” og ditto ”Sikken voldsom trængsel og alarm”? Og at vi forbinder begge tekster med telegrafdirektør Peter Faber? I det gulkalkede vestlige hjørnehus nr. 19-21 på Gråbrødretorv blev ”Juletræet. Sang for Børn” sunget af tre generationer Faber allerførste gang juleaften 1847, for 165 år siden. ”Juletræet.

Sang for Børn” skulle oprindelig være en ren privat familievise til Peter Fabers storebror Niels Andreas, hans kone Lise og deres børn. 

Til stede dengang var også den 84-årige farfar Rasmus Hjort Faber. Det var ham, der havde bygget huset nr. 19 på daværende Ulfeldts Plads på fundamenterne af en ruin, erhvervet i efteråret 1807 efter det engelske bombardement, fordi hans egen smedje samt bolig i Klosterstræde blev totalt ødelagt den septembernat. Til at begynde med boede familien faktisk i ruinens kælder. Som dygtig smed var Rasmus Faber blevet en rimelig velhavende håndværker, havde købt flere ejendomme på Gråbrødretorv og kroen Sorte Hest på Vesterbrogade, hvor familien holdt sammenkomster om sommeren.

I 1847 var han enkemand, men tilbragte vanen tro julen sammen med hele familien.

Bedstefar Rasmus, smeden og kaptajn i Borgervæbningen, får i sangen en blød og rar hue. Barnebarnet, halvandet år gamle Sine ryster på sin hånd, når hun skal løse det røde bånd. Peter – opkaldt efter sin digtende onkel - kan få sin tromme, når sangen er omme. Hanne, i den oprindelige tekst den niårige Anna, får 4 alen ”mer´endnu” (merino) til en vinterfrakke, som hun af sparehensyn selv skal sy. Henrik fændrik, der svinger fanen kækt, er først kommet til, da fædrelandet et år senere skulle til at bekæmpe de oprørske slesvig-holstenere. Den dengang 10 år gamle virkelige Henrik var sandsynligvis ikke med juleaften 1847. Han var søn af Peters søster Magdalene.

Peter Fabers egen førstefødte William, der senere altid skrev sit navn med v, Villiam, måtte gerne gnave i guldpapiret. Han var jo knap nok et år gammel. Hans amme skulle have det, der lå inde i papiret, men dette vers måtte senere ryge ud af sangen, fordi ammer var noget, der hørte en pinlig fortid til. Toogtyveårige niece Lotte, datter af Peter Fabers søster Marianne, kan være stolt, fordi ”hun har Garnet holdt”. Moderen Lise, af familien kaldt Dronningen, befinder sig i køkkenet og får en tung pengepung. Niels Andreas’ lillebror og tekstens forfatter Peter var tre år før blevet gift med sin svigerinde Frantzine ”Sine” Eibye. Hun nævnes ikke i sangen, men selvfølgelig var hun til stede.

Peters lille trepersoners familie boede dengang i Store Kannikestræde 15, stuen til venstre. Efter at han var blevet gift, var han fraflyttet Borchs Kollegium, hvor han havde boet efter at være flyttet fra mors gryder i en alder af 31 år. Kollegiet lå på den anden side af strædet. Her fik han istandsat kollegiets naturviden­skabelige laboratorium til sig selv, fordi han studerede naturvidenskab på Polyteknisk Læreanstalt 300 m derfra. Nu kan vi se hans forgyldte portrætmedaljon over gadedøren i nr. 15 og en epitaf med beretningen om, at det var her, han skrev sangen. Peters bror, Niels Andreas senior (han fik en søn med de samme fornavne), er også til stede, men fraværende i teksten. 

Den konstant voksende familie Faber var indvandret fra Fyn, hvor de var smede i flere generationer og efter tysk skik havde latiniseret deres navn fra Smed/Smith til Faber. Sammenholdet i familien var legendarisk, måske også typisk for borgerfamilier i det 19. århundrede, og her spillede julen en central rolle, fordi alle inklusive personalet samledes i julestuen omkring det pyntede juletræ.

Juletræet havde bredt sig fra slesvigske borgerhjem til København og købstæderne. At det skal ende med at blive spist i sangen, skyldes, at man hængte en masse små lækkerier op i grenene, sikkert i kræmmerhuse og små kurve eller med bånd og tråd i en ring. Dengang var juletræet ikke så udbredt som nu, men var ved at sprede sig fra borgerskabet til snart alle samfundsgrupper. Smedefamilien på Ulfeldts Plads var velhavende, og bedstefar havde i sin ungdom været på valsen i Lübeck, hvor han sikkert allerede mødte skikken med et pyntet grantræ. I de opstemte nationale år omkring 1848 var der også nogen, der fik ideen med at pynte juletræet med dannebrog af papir. Kongen havde jo ikke så længe forinden frigivet sin fane til ikke-kongelige anledninger. Derfor er Danmark sammen med de andre nordiske lande og USA ene om at pynte juletræerne med nationalflaget.

Peter Faber var en flittig rimsmed i sin fritid allerede fra han var helt ung, og fra hans hånd eksisterer en stor mængde lejlighedsdigte og deviser(lejlighedsvers). Gaver blev gerne overrakt med en for modtageren skrevet devise. Så var det oplagt, at den kunne synges til en af datidens populære melodier. ”Sikken voldsom trængsel og alarm” gik efter en Wiener-melodi af Adolf Müller. ”Højt fra træets grønne top” gik oprindelig efter melodien ”I en kælder sort som kul”, men den blev først virkelig kendt med Emil Hornemans melodi. Horneman senior havde en musikhandel på Amagertorv og var en god ven af Peter Faber. Han skrev flere melodier til tekster af Faber. Danmarks Marseillaise, ”Den tapre landsoldat”, blev også skrevet i Store Kannikestræde 15, tre-fire måneder senere end ”Juletræet”, fordi Peter ikke kunne lade være med at skrive en passende tekst til Emils splinternye flotte march til de danske landtropper. Inde i opgangen er der sat en plade op til minde om denne sang. 

At skrive små digte og sange til venner og familie havde været i brug længe, før Peter Faber gjorde det til en af sin familie og kolleger stærkt påskønnet hobby. Traditionen var en fast del af det borgerlige liv i Danmark. Forfatteren var dilettant, og hans digte er sprogligt og rytmisk ikke de store poetiske kunstværker, men de var dengang og er stadig godt og gedigent amatørhåndværk. Og indholdet i de tre kendte sange ramte plet hos samtidens danskere, så de kunne huskes og videregives fra generation til generation.

Men nu kommer den anden Peter Faber: han fik en lige så stor betydning for nationen i kraft af sit embede som telegrafdirektør. Han var eminent dygtig til efter 1850 at organisere et dansk telegraf­væsen med galvaniserede metaltråde og porcelænsisolatorer. En preussisk kollega udtalte sin beundring for det danske telegrafsystem, der var til megen nytte for Danmark før og under krigen i 1864. Det skyldes Peter Faber, at der blev lagt en telegraflinje fra Helsingør helt ned til Hamborg kort efter 1853. Hans værk går som så meget andet i det 19. århundrede tilbage til H.C. Ørsted. 

I Ørsteds Polytekniske Læreanstalt, beliggende mellem Sankt Peders Stræde 7 og Studiestræde 6, tilbragte studenten fra Borchs Kollegium sine studieår med at forske i galvanoplastik og forgyldning til industriformål, som hans professor satte ham til og skaffede ham legater for. Den ikke længere helt unge ingeniør fik også en inspektørstilling under Ørsted og kunne derfor som 34årig gifte sig, forlade kollegieværelset og sætte fem sønner og to døtre i verden med sin elskede Frantzine. Typisk for familiens tætte bånd var også, at storebror og lillebror købte en fælles ejendom i Vester Voldgade 23, hvor de to familier boede på hver sin etage og med telegrafvæsenets materialelager i baghuset. Og helt sikkert var fælles om et juletræ år efter år. Brødrene ligger begravet på Assistens Kirkegård, men under hver sit gravsted få meter fra hinanden.
Tekst: Jan Jansen - Foto: Henrik Ploug