HVERDAGSBILLEDER FRA 70'ernes og 80'ernes
GRØNLAND
gronlandsk foto

Fotoudstilling i Det Grønlandske Hus
Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus – viser p.t. fotoudstillingen ”Porcelain Souls”, der er blevet til på baggrund af Inuuteq Storchs bog af samme navn.

Bogen er en del af et større personligt projekt relateret til den historie, som er en del af Inuuteqs sjæl og dna, nemlig den grønlandske historie.

En historie, som hovedsageligt er skrevet af udlændinge. Som grønlænder har man ikke nogen indflydelse på andre folks fascination og fokus i beskrivelsen af Grønland. Det vil altid bero på subjektive vurderinger, mener Inuuteq. For at minimere disse ukontrollerbare faktorer satte han sig for at indsamle fotos fra familie og venner for at skildre deres hverdagsliv og på den måde bidrage med en ”grønlandsk” grønlandshistorie.

Porcelain Souls består af en samling fotos, som Inuuteqs forældre tog, da de var unge, samt deres brevveksling. Billederne og brevene er fra 1970’erne og starten af 1980’erne og viser i samspil forskellige perspektiver på hverdagslivet i Grønland for denne periode.

Udstillingen kan ses alle hverdage kl. 10-16 til og med den 6. december. Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6, København K.