Det Kongelige Teater
Børsen
Carlsbergs heste
Christiansborgs tårn med flag
Gardehusarregimentet til hest
Gefionspringvandet
Den Kongelige Livgarde på Rosenborg
Frederiksholms Kanal
Lurblæserne ved rådhuset

dr hus

DR og Symfoniorkestret fylder 100 år

Den 1. april 1925 overtog staten driften af radiofonien. Forud herfor var gået et par år, hvor de trådløse radioudsendelser – for fjernsynet var jo endnu ikke opfundet – nåede ud til et begrænset publikum. I oktober 1922 blev den første radioudsendelse sendt ud i Danmark. Den foregik fra en lille privat sender i Sydhavnen og var delvist mislykket. Men det var alligevel noget nyt, for indtil da havde radio-amatørerne kun kunnet aflytte udenlandske sendestationer.

Interessen for radio voksede støt, og der opstod et behov for at få et overblik over udbredelsen. Den første optælling af radiolyttere i Danmark blev foretaget i juli 1923. Ministeriet for offentlige arbejder pålagde indehavere af ”trådløse modtagerstationer” at indgive anmeldelse herom til nærmeste politistation. 3209 personer meldte sig. 

Hen mod slutningen af 1924 opstod en stadig stærkere fornemmelse af, at det var nødvendigt at skabe fastere rammer for radiofonien. Der skulle findes en fremtidig ledelse af radiofonien, både teknisk, administrativt og program­mæssigt. Til det formål udnævntes et radioråd, og rådets vigtigste beslutning var ansættelsen af en daglig driftsleder. Det blev kammersanger Emil Holm. I løbet af de 12 år, han fungerede som driftsleder, blev programvirksomheden opbygget og udviklet. For Holm var musikken det væsentlige, og det var naturligt for ham at gøre musikken til det centrale i radioprogrammerne. Det begyndte småt, med kammersangeren selv foran mikrofonen og nogle få musikere. Men i løbet af kort tid fik Holm samlet et orkester, der havde sin spæde debut i oktober 1925 med 11 musikere. Ved hans afgang i 1937 talte orkestret 64 medlemmer, og siden voksede det til et af verdens ældste og finest renommerede symfoniorkestre. Musiklivet, som radioen efter pessimisters dystre spådomme ville ødelægge, blomstrede, og hertil bidrog radioens offentlige koncerter i høj grad. De ypperlige ”Torsdags­koncerter”, leveret af radiosymfoniorkestret, blev, og er stadig, et vartegn for radioens musikalske virksomhed.

kong fr 9dirigere

Kong Frederik d. 9. dirigerede ofte symfoniorkesteret ved private lejligheder.

I 1959 ændrede Statsradiofonien navn til Danmarks Radio. Nye tider var under opsejling, fjernsynet – det sort/hvide - var kommet. I 1964 åbnede DR sit første TV-studie i TV-Byen i Gladsaxe, hvorfra TV-udsendelserne blev sendt frem til den endelige flytning til DR-Byen i Ørestaden i 2010. 100 år er gået med en rivende teknologisk udvikling, der kun går stærkere og stærkere.

Tekst: Connie Christensen - Foto: Henrik Ploug